Vandretur på Hærvejen: Da hoved og dankort endelig fik ferie

Hvis jeg skal være helt ærlig, gad jeg egentlig ikke, da jeg for to uger siden pakkede en taske med vabelplastre, fem par underbukser og mit mest fornuftige fodtøj. Idéen virkede i hvert fald noget bedre et par måneder tidligere, da min mand og jeg sad hjemme i stuen og planlagde vores sommerferie. På det tidspunkt syntes jeg, at en vandretur på Hærvejen lød som noget for mig.

For det første, fordi jeg godt kunne lide tanken om en ferie, der var sund for både lårmuskler og økonomi. Men nok mest fordi en vandreferie i mine ører ikke lød særlig børnevenlig. Og det var præcis det, jeg gik efter. Ikke fordi jeg ikke holder af børn. Tværtimod. Jeg var bare bange for at savne mine egne to piger for meget, hvis jeg opholdt mig på et feriested omgivet af glade børn med badedyr i skrigfarver.

Når man som jeg er skilt fra mine børns far, så ved man, at sommerferier tit byder på nogle tunge afskeder, når børnene skal videre til den anden forældre i flere uger, og man siger farvel med en lidt for tynd stemme.

Da jeg begav mig ud på mit livs første vandreferie, var det min eksmands tur til at puste badedyr op i skrigfarver. Og min tur til at holde børnefri og helt selv bestemme, hvad jeg skulle bruge min luft til.

Det gjorde jeg så på Hærvejen, hvor vi startede i Løgstør og sluttede i Viborg.

Læs også: Karen med far på eventyr: 45 dage i vildmarken

Man skal ikke nå noget

I Løgstør gik starten. Den ene fod foran den anden. Mere simpelt bliver det nok ikke. Men alligevel skulle vi lige lære det. Ingen af os havde vandret før. Godt nok er jeg glad for at gå ture i København og glo på forretninger. Og godt nok tager min mand nogle meget målrettede og larmende skridt hver morgen, når han går gennem køkkenet i sit jakkesæt og nypudsede sko. Men at vandre er noget andet. Man skal jo ikke nå noget.

– Du går for hurtigt, peb jeg i begyndelsen.

– Er det bedre? spurgte han og satte farten ned.

– Ej, det er for langsomt.

Som med alt andet gælder det om at finde rytmen. Det helt rigtige tempo. Jeg tror, vi fandt det lige efter frokost på dag et. Så gik vi bare. Den ene fod foran den anden.

I begyndelsen vandrede vi side om side og talte om vores børn. Når man har fem styk tilsammen i alle aldre, er der jo samtalestof nok. Men da vi ikke kunne vende og dreje dem mere, begyndte vi at tale om os selv. Og så om huset, der trænger til nye vinduer.

På dag to skete der noget interessant. Vi løb tør for emner. Så gik vi bare. Den ene fod foran den anden. En gang imellem sagde den ene: ”Se en mejetærsker.” ”Ja,” svarede den anden.

Så gik vi videre på de grusede stier.

Rungende stilhed

”Kras, kras, kras,” var den eneste lyd imellem os. Det virker måske ikke som en kæmpe bedrift at gå ud ad en sti i Jylland uden at sige noget.

Men for mig var det en stor oplevelse. Normalt har jeg det svært ved tavshed mellem mennesker. I mine ører runger stilheden, som om der er noget helt galt, og som regel bryder jeg den med en kommentar, der ikke er vigtig eller, et spørgsmål, som jeg egentlig ikke vil have et svar på.

På Hærvejen nød jeg at holde mund. Ja, jeg syntes faktisk, tavsheden gav mindst lige så meget mening som selv den dybeste samtale. Samtidig skete der noget andet, jeg ikke havde prøvet før. I takt med jeg satte den ene fod foran den anden, begyndte mit hoved at lette. De bekymringer og huskelister, som normalt hjemsøger min hjerne i alle mine vågne timer, forsvandt langsomt. 

Pludselig glemte jeg at savne mine børn. Jeg tænkte heller ikke på klagen fra kommunen over vores uklippede hæk. Eller på forskudsopgørelsen, klimaforandringerne eller på min datters underlige tånegl. Det bekymrede mig ikke engang, om jeg er en god nok veninde, kone og mor, eller om jeg ved nok om Trump og franske vine. Jeg gik bare. 

Se også: Min morfar var unik: Jeg savner ham hver dag

Ro i hovedet

Det er ikke, fordi jeg bakser med de store bekymringer. Det er jeg klar over. Men når der er tilstrækkeligt mange af dem på én gang, kan de godt være lidt tunge at rende rundt med, så gennem årene har jeg brugt en del tid og penge på at slippe af med dem.

Jeg har gået til alt lige fra meditationskurser, mindfullness og rullet rundt på yogamåtter i timevis. Men hver gang har jeg nok tænkt mest på, om der mon var gået 25 eller 27 minutter af timen. Og kæmpet en hård kamp for at holde fnisene tilbage, når vi skulle starte med ”at danse vores følelser ud”. Heller ikke meditations-apps på mobilen har været den store hjælp. Indlevelsen har ligesom været ødelagt, når jeg har flået høretelefonerne ud og råbt til børnene:

”NEJ, I MÅ IKKE FÅ FLERE CHOKOLADEKIKS. MOR MEDITERER.”

På Hærvejen fik jeg for første gang det, jeg har jagtet i årevis: Jeg fik ro.

Se bare min mave

Måske var det den muntre stemning. Eller måske var det bare varmen. På dag tre smed jeg i hvert fald trøjen og vandrede i sportstop og bar mave. Og jeg sugede ikke engang maven ind. Normalt er min mave ikke en kropsdel, jeg blotter. Nok fordi den er en af de mange bekymringer, som plejer at suse rundt i mit hoved. Det har den faktisk gjort i mere end 30 år, lige siden en dreng fra parallelklassen sagde, at jeg havde en tyk mave, mens et par af hans venner grinede. Utroligt, så godt sådan en bemærkning i en skolegård kan holde sig. Og utroligt, at der skulle en vandretur til at glemme den. Men når man går på en 3.000 år gammel rute, forstår man godt, at verden er stor, historien er lang, og at man selv er en lille brik, som måske bare skulle få det bedste ud af det i det korte øjeblik, man får lov at gå på stien, inden næste generation træder til.

Nu var det os, der gik og gik. Ligesom alle dem før os. Den ene fod foran den anden.

En gang imellem mødte vi mennesker. Hver gang sagde vi et ord, som jeg helt havde glemt fandtes: dav. Efterfulgt af et lille nik.

Det kræver ikke ret meget af stemmen at hilse på et fremmed menneske. Og ikke et ret meget bevægelse at søge øjenkontakt og nikke. Men jeg lagde mærke til, at det føles utrolig rart at blive hilst på. Og rart at hilse igen. Så er man set. I modsætning til at være overset. Egentlig underligt, at jeg stort set aldrig fortrækker en mine på vej til arbejde i København, når jeg passerer et fremmed menneske i bussen eller på fortovet.

Læs også: Nicole trænede sin depression væk: Jeg græd dagen lang

Husk at smile

Det fortsatte. Den ene fod foran den anden. Inden jeg løfter min egen præstation for højt op, skal jeg lige nævne, at vi havde valgt luksusudgaven af en vandretur. Det vil sige, at værterne på vores bed & breakfasts hver dag transporterede vores bagage frem til næste sted. Overnatningerne var også booket på forhånd, fordi vi havde købt rejsen hos Vagabond Tours, men det var stadig den billigste og mest primitive rejse, min mand og jeg havde været på sammen. Og så var det en rejse, som jeg helt sikkert begiver mig ud i igen. Især hvis jeg løber ind i en periode, hvor jeg får brug for at få ryddet op i hovedet.

Nu er det en uge siden, jeg tog det sidste skridt på Hærvejen. Har roen så varet ved? Nej. I det øjeblik jeg tog trøjen på igen og åbnede bildøren i Viborg, kom alle bekymringerne flaksende tilbage.

En lille ting har dog ændret sig. Jeg har sagt dav eller hej til folk i bussen og på fortovet hver dag i København. Hver eneste gang er der sket det samme. Folk har hilst igen. Nikket. Og enkelte har endda smilet en anelse.