Venskab har ingen alder

69-årige Mugge ankommer altid i god tid. Tit står han og venter lidt foran skolen, mens han holder øje med, hvornår Theis kommer ud med sin skoletaske på ryggen. Mogens har ikke noget imod at stå der og vente. Han har gjort det mindst en gang om måneden de sidste fem år, og han har ikke tænkt sig at holde op.

Der er 58 års forskel på de to, men de har et helt særligt venskab, som gør stort indtryk. Et venskab, som man ikke lige støder på hver dag.

– Er det din far? spørger kammeraterne i skolen en gang imellem Theis, når de ser ham blive hentet af Mugge.

Hver gang må Theis ryste på hovedet. Mugge er Theis’ voksenven, hvilket tit kræver en ekstra forklaring.

– Man kan sige, at han er en slags dags-far. Sådan en far, som jeg har en dag en gang imellem, siger Theis for at gøre det til at forstå.

At sige farvel

Theis har ikke en far. Det havde han engang. En rigtig dejlig far, som fulgte ham i børnehave hver dag, og som tog ham med ud at sejle og med i skoven, hvor de lod fantasien få frit løb, når de ledte efter ”trolde-huler”.

Da Theis fyldte 4 år, holdt han fødselsdag for sine venner præcis sådan, som en dreng i den alder helst vil fejres. Men hans far var der ikke. På det tidspunkt var han meget syg af kræft og lå på et hospice, hvor han indtil det sidste havde sagt, at han ville overleve Theis’ 4-års fødselsdag. Det gjorde han også.

Men dagen efter sad Theis med sin mor, Helle, i en taxa på vej ud til faren.

– I dag skal vi sige farvel til far, forklarede Helle, selv om hun godt vidste, at hendes dreng var for lille til helt at forstå.

Samme nat døde han, og Theis skulle nu starte på en barndom uden en far.

Raserianfald

I begyndelsen kunne man ikke mærke tabet på Theis. Han var den samme glade dreng, som han altid havde været. Faktisk gik der et halvt år, før reaktionen kom, men så kom den også.

Theis lukkede sig inde i sig selv, og samtidig fik han nogle så voldsomme raserianfald, at Helle var nødt til at søge professionel hjælp.

Hendes situation var næsten ufattelig barsk. Foruden sin egen sorg skulle hun både tage sig af en meget fortvivlet Theis og af hans lillebror Storm, som var kommet til verden kun et halvt år inden farens død.

– Jeg var rimelig meget i panik, og det var en utrolig kaotisk periode. Theis var så vred, og jeg havde svært ved at snakke med ham om det, for han ville samtidig ikke gøre mig ked af det, siger Helle, som under sin søgen efter hjælp stødte på Landsforeningen Børns Voksenvenner. En forening, som formidler kontakt mellem en voksen og et barn i familier, hvor der mangler en voksen.

– Der var grænser for, hvad jeg kunne sætte mig ind i. Theis var jo en dreng, der ville bygge alt muligt og lave eksperimenter, og tit måtte jeg bare sige: Det ved jeg altså ikke, hvordan man gør.

Sårbare match

Det gør Mugge til gengæld. Den 69-årige fynbo elsker at bygge, finde på og styrte rundt ude i naturen med røde kinder.

– For mig handler livet om at have det sjovt og om at lege. Når jeg leger, har jeg det godt. Jeg elsker at finde på noget at lave ude i naturen, der jo er gratis. Det er sådan noget, jeg gerne vil give videre til Theis, siger den tidligere pædagog og spejderleder.

Det var, da Mugge gik på efterløn, at han besluttede, at han både havde tid og lyst til at blive voksenven. Men det krævede noget tålmodighed, før han og Theis blev ført sammen.

Faktisk var Mugge igennem tre match med andre børn, hvor de ikke passede sammen, før han til sidst sad over for en lidt genert Theis for første gang.

Hos Børns Voksenvenner er de nemlig ekstremt grundige, når de sætter et barn sammen med en voksen, og alle, både børn, voksne og forældre, skal igennem flere samtaler. De to personer i venskabet skal virkelig passe sammen. Hvis et barn er vild med computer, så skal det ikke sættes sammen med en mand som Mugge, der helst vil ud i skoven med en bue og pil.

Theis var til gengæld vild med livet i det fri. Han kunne stadig huske, hvordan han havde gået rundt ude i skoven og ledt efter trolde-huler med sin far. Derfor var Mugge det perfekte match.

Glad ind i hjertet

Der er nu gået fem år, og Mugge har aldrig svigtet. Tværtimod er deres venskab bare blevet stærkere og stærkere.

– Vi har det ski’ godt, som Mugge siger på syngende fynsk.

Theis, hvordan er det her for dig? Er det, ligesom din mor har meldt dig til klaverundervisning, og nu går du til Mugge?

– Nej, nej. Sådan er det slet ikke. Vi hygger os, og jeg glæder mig altid til, at jeg skal hjem til Mugge. Jeg føler mig meget heldig, at jeg lige fik ham.

– Det er da mig, der er heldig, bryder Mugge ind.

Mugge og fortæller om sidste jul, hvor Theis og familien pludselig stod i døren for at sige god jul. Det besøg sagde lidt om, hvor dybt venskabet faktisk stikker.

– Da de kom der til jul, boblede det hele over. Det trak vand, og det gør det igen, bare jeg tænker på det, siger Mugge og tørrer et par tårer væk.