Jeg har et problem, som jeg gerne vil vende med dig. Det drejer sig om min kæreste, som jeg har været sammen med i fire år nu. De sidste to år har vi boet sammen.
Vi har det på mange måder virkelig godt – vi skændes næsten aldrig, har lange, spændende samtaler til langt ud på natten, hygger i sofaen om søndagen og har et dejligt sexliv.
Problemet er, at han næsten altid er hjemme. Han arbejder som freelancer og har sit eget lille kontor i vores lejlighed. Han er samtidig rimelig computernørdet og bruger meget tid på det ud over sit arbejde. Det betyder, at han sidder på sit kontor nærmest døgnet rundt.
Han går ikke til noget sport, og når han skal ses med sine venner, er det altid hos os, det foregår. Jeg tror, at i løbet af det sidste halve år har han reelt været ude af lejligheden i mere end to timer to gange, hvor han fik snøvlet sig sammen og gik i biografen med en ven. Ellers sidder han derinde konstant.
Jeg føler mig faktisk lidt som en fange i mit eget hjem efterhånden, da jeg ikke synes, jeg kan føle mig helt fri, når han er der.
Hvis jeg f.eks. gerne vil tale fortroligt med en veninde i telefonen, går jeg ind på vores soveværelse og lukker døren og taler med dæmpet stemme. Og det irriterer mig, at jeg skal føle sådan.
Jeg er begyndt at se ham som lidt af en dovenlars, og det piller ved min respekt over for ham.
Hvad skal jeg gøre?

Question

Jeg har et problem, som jeg gerne vil vende med dig. Det drejer sig om min kæreste, som jeg har været sammen med i fire år nu. De sidste to år har vi boet sammen.

Vi har det på mange måder virkelig godt – vi skændes næsten aldrig, har lange, spændende samtaler til langt ud på natten, hygger i sofaen om søndagen og har et dejligt sexliv.

Problemet er, at han næsten altid er hjemme. Han arbejder som freelancer og har sit eget lille kontor i vores lejlighed. Han er samtidig rimelig computernørdet og bruger meget tid på det ud over sit arbejde. Det betyder, at han sidder på sit kontor nærmest døgnet rundt.

Han går ikke til noget sport, og når han skal ses med sine venner, er det altid hos os, det foregår. Jeg tror, at i løbet af det sidste halve år har han reelt været ude af lejligheden i mere end to timer to gange, hvor han fik snøvlet sig sammen og gik i biografen med en ven. Ellers sidder han derinde konstant.

Jeg føler mig faktisk lidt som en fange i mit eget hjem efterhånden, da jeg ikke synes, jeg kan føle mig helt fri, når han er der.

Hvis jeg f.eks. gerne vil tale fortroligt med en veninde i telefonen, går jeg ind på vores soveværelse og lukker døren og taler med dæmpet stemme. Og det irriterer mig, at jeg skal føle sådan.

Jeg er begyndt at se ham som lidt af en dovenlars, og det piller ved min respekt over for ham.

Hvad skal jeg gøre?

De bedste hilsener Helle · Accepted Answer

Nogle gange har vi en tendens til at plumpe i ”konformitetsgryden”, når det hele egentlig bare kører, og livet måske ikke stiller de store udfordringer for os.

Det er der i og for sig ikke noget galt i – det er jo meget rart, at man ikke hele tiden bliver stillet over for kæmpe livskriser og andre ting, der tvinger os til at slå nogle kolbøtter, men det kan altså også blive lidt for ensformigt. Og det lyder til, at det er det, der er sket for din kæreste. Men det er ved at kvæle dig, og sådan skal det selvfølgelig ikke være.

Jeg vil foreslå dig at tage en snak med ham om det, hvor du forklarer ham, at du har brug for noget plads i jeres fælles hjem, og at du godt kunne tænke dig, at han gik lidt mere ud.

Foreslå ham måske at begynde på noget sport eller en eller anden form for hobby. Hvis han er så computerinteresseret, er han måske også til gaming i form af f.eks. Warcraft, og der er mange internetcafeer, der har ugentlige spilleaftener. Måske var det noget?

Du kunne også hjælpe ham lidt på vej ved at foreslå nogle gåture sammen og så se, om det kunne inspirere ham til at gøre det selv en gang imellem.

Det er vigtigt, at I får løst det her problem, for som du også skriver, er der ved at ske det, at du mister respekten for ham og dermed din tiltrækning og lyst til ham, og så kan jeres forhold komme til at hænge i en tynd tråd.

Så svesken på disken og held og lykke med det.

Vi har det godt, men han er altid hjemme, og jeg føler mig fanget i vores hjem

Hej brevkasse

36-årig kvinde: Jeg keder mig med min mand

Kære Ulla

Flere svar

Træt af at høre om hans fortid

Samlivet halter efter sygdom

Jeg er min mand utro

Jeg savner hans nærhed

Har mænd eller kvinder mest lyst til sex?

Gift i 31 år: Min mand taler ikke med mig

Jeg ved ikke, om barnet er mit eller ej

Min sexlyst er dalet efter to år med min kæreste

Mest læste

Fars arv smuldrede: Hvorfor er min tvangsarv kun 1/64 af formuen?

Den ferie glemmer vi helst

Hypnose fik Jan Hellesøe til at tabe sig 10 kilo

Maja fik en fødselsdepression

Skilsmisse og bodeling: Snydt af eksmanden