De siger, at jeg slår ham

Natacha Nikita fra De unge mødre forstår ingenting. Remi er blevet tvangsfjernet, og nu sidder hun alene tilbage midt i flyttekasser og et alt for stille hus 200 kilometer fra sin søn.

Klokken 18.30 den 4. januar bankede det på døren hos Natacha Nikita Skytte i Vamdrup. Natascha var ved at pakke. Hun skulle flytte tilbage til Sjælland dagen efter.

- Det var politiet og to fra kommunen. Det kom meget bag på mig. De ville have mig til at skrive under på en erklæring om, at jeg var uegnet som mor, men jeg nægtede, fortæller den 20-årige mor, som er med i programmet De unge mødre. Myndighederne ville have lille Remi med.

- Jeg begyndte at pakke nogle af hans ting, for der var jo ingen vej udenom. Så fik jeg fem minutter alene med ham, fortæller hun. - Jeg sagde til ham, at jeg elsker ham højt, at jeg nok skal få ham hjem igen, og han skulle være en stor dreng. Jeg bar ham ud til bilen. Det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort, siger hun, mens tårerne triller ned ad kinderne.

Skjulte sig
Natacha var nødt til at flytte fra Vamdrup som planlagt og ind i huset i en lille stille by på Sjælland - over 200 kilometer fra sin lille dreng. Natacha ønsker at holde sin adresse skjult, fordi hun har brug for fred og ro.

- Når jeg ikke skal over til Remi, er jeg her alene. Til tider er det meget ensomt, andre gange er stilheden meget rar. Jeg har ikke lyst til at være sammen med andre mennesker for tiden. Efter de tog Remi, føler jeg mig ikke god nok. Ikke god nok som storesøster, ikke god nok som veninde, siger hun.

Samværet overvåges
Hun får lov til at besøge Remi på et børnehjem i Kolding halvanden time hver anden mandag. Besøget er overvåget. Hendes familie kan ikke få lov til at se ham.

- Når jeg ser ham, er det med ambivalente følelser, for jeg bryder mig ikke om at se ham blive så ked af det, når jeg går. Det er svært at lade som om, det er okay, siger hun.
Siden Natacha som 19-årig fødte Remi, har kommunen holdt et vågent øje med dem. Den nyeste udvikling i sagen er, at kommunen beskylder Natacha for at have forårsaget en rift, Remi havde på benet, da han var ganske lille.

- Det blev undersøgt dengang. Lægen slog fast, at det ikke var et resultat af vold eller anden form for afstraffelse, så jeg forstår ikke, hvorfor de tager det op igen, siger hun og ryster på hovedet. Natascha er fast besluttet på at gå hele vejen i kampen for at få sin søn hjem igen.
- Jeg skal forsvare mig selv som mor. Jeg vil ikke beskyldes for noget, jeg ikke har gjort. Jeg er klar til at gå rettens vej for at få ham hjem, siger hun.

Afviser samarbejde Indtil videre nægter hun at samarbejde med kommunen, fordi hun føler sig ført bag lyset af dem. Hun ved ikke engang, hvor Remi opholder sig.

- Den dag, de fortæller mig, hvor mit barn er, vil jeg samarbejde. Jeg vil bare gerne vide, hvem der passer på min søn, når jeg nu ikke selv får lov. Jeg vil gerne snakke med dem, siger hun. Kommunen har meddelt, at Remi er fjernet i to år, derefter vil de tage sagen op igen.

Læs også: Stine Hesselholdt taler ud om tiden i fængsel