Emmas egen forklaring: Derfor holder jeg pause fra Årgang 0

En knæskade og en bristet drøm om at komme på efterskole har krævet så meget af Emma, at hun i denne omgang har valgt at holde en pause fra Årgang 0. Så hun er kun med i et ganske kort klip i starten, når den nye sæson starter på tirsdag.

-Der er flere grunde, men en af grundene det er, fordi jeg er blevet knæskadet. Jeg har haft rigtig mange smerter de sidste halvandet til to år, siger Emma Josefsen i det første afsnit af den nye sæson af Årgang 0, som bliver vist på TV2 på tirsdag klokken 20.

-Det har altså gjort, at jeg ikke har kunnet spille fodbold og ikke har kunnet komme på efterskole, fordi at jeg har ondt i det hele tiden, siger hun.

LÆS OGSÅ: Emma vil på fodboldskole

Emmas beslutning har mødt stor forståelse i resten af familien. Som Emmas far, Poul-Erik Josefsen, siger i udsendelsen:

- Det gav hende et knæk, ja. Fordi det havde hun godt nok set frem til. Så alt overskud var væk, siger han til TV2.

Simon har sit at slås med

Men der er andre grunde til at familien gerne har villet have ro om sig selv uden at blive forstyrret af tv-optagelser. Faktisk er det sådan, at pausen fortsætter i hvert fald i det kommende forår. For det er ikke kun Emma, der har haft en svær tid. Også hendes bror, Simon, 12, har haft sit at slås med, og det har givet familien ekstra meget brug for ro.

Familien Josefsen, Emma, Poul-Erik, Lene, Simon og Mikkel. Foto: Per Arnesen/TV2

 

-Simon har haft det rigtig svært og tumlet med nogle andre problemer end måske så mange andre og er blevet udredt på sygehuset i Herning og har fået en Asperger-diagnose, som er en form for autisme, siger Emmas mor, Lene Illum Josefsen i udsendelsen.

LÆS OGSÅ: Stephanie: Far hjalp mig over kærestesorg

-Det her, det er jo noget man, for hans vedkommende skal leve med, og det kan man sagtens, hvis man får nogle værktøjer, siger Poul-Erik.

Håb om at vende tilbage

-Så der er jo mange ting i det. Vi skal døje med to børn, som har noget at kæmpe med, og det gør også, at på det punkt er der også rigtig meget brug for ro, så vi også kan lade op og få noget mere overskud, siger Lene i udsendelsen på tirsdag.

Indtil videre holder Emma og hendes familie altså pause fra Årgang 0. Men der er da håb om, at Emma vender tilbage.

-Når vi lige får bund i det, så tror jeg, så skal overskuddet nok skal komme tilbage til os, siger Emmas far Poul-Erik.

Du kan få et smugkig på klippet med Emma og hendes familie her på tv2.dk, og du kan se premieren på den ny sæson tirsdag den 5. januar kl. 20.00 på TV2.