Gravid og svigtet

Hannah venter sit andet barn. Hun er 12 uger henne, og faderen til barnet har forsøgt at overbevise hende om, at en abort er den bedste løsning, men Hannah nægter. Nu har han frabedt sig kontakt med hende og forlanger en faderskabstest. I baggrunden lurer Hannahs depression.

Foto: Steen Wrem

Massive humørsvingninger satte gang i frygten. Virkede lykkepillerne ikke? Var depressionen på vej tilbage? Hannah var nervøs.

- Jeg har haft en depression. Jeg er stadig ikke erklæret rask. Jeg tager lykkepiller, så jeg troede, pillerne var begyndt at aftage i virkning, fortæller 23-årige Hannah Isabella Chordt Nielsen.

Hun er mor til Angela på seks år. De var med i programmet De unge mødre i første sæson, da Angela lige var kommet til verden, og Hannah blot var 17 år. Siden fik Hannah en depression og var nødt til at tage en pause fra pædagogseminariet i Slagelse og flytte ned til sine forældre i Kalundborg.

Der har hun boet i halvandet år nu, mens hun forsøger at komme til hægterne igen og være den bedste mor for Angela. Alt kørte planmæssigt. Hun havde endda søgt ind på seminariet igen. Men nu var der noget galt, følte hun.

- Jeg begyndte at få kvalme og fik flere og flere brystspændinger, så jeg tog en test, fortæller Hannah. Hun genkendte symptomerne. Og ganske rigtig, testen var positiv. Hannah var gravid.

- Ej mor, du har ingen kæreste, så det kan du ikke være, sagde seksårige Angela snusfornuftigt, da mor fortalte hende nyheden. Men den var god nok.

- Faderen er en ven, som jeg mødte for et halvt år siden. Vi datede og fandt ud af, at det ikke skulle være os to, men vi havde det sjovt på andre måder. Jeg fortalte Angela, at jeg havde kysset med en.

Hun har mødt ham flygtigt én gang, men hun kan ikke huske ham, fortæller Hannah. Nyheden faldt ikke i god jord hos den kommende far, som er 28 år.

- Han var meget afvisende og forsøgte at presse mig til at få en abort. Jeg lovede at tænke over det, mens jeg var på ferie i Frankrig, men da jeg kom hjem, var jeg stadig overbevist om, at jeg skal have barnet, siger hun. Den kommende far og hans forældre holdt møde med Hannah og hendes forældre.

- Det var første gang, jeg mødte hans forældre. Hele situationen var meget ubehagelig. De forsøgte at overbevise mig og mine forældre om, at jeg skulle vælge en abort. Men bare tanken om at slå et lille barn ihjel, det kan jeg ikke leve med, siger Hannah.

De kommende bedsteforældre var bange for, at Hannah skulle få et tilbagefald og blive så deprimeret, at hun ville være ude af stand til at passe barnet.

- Alle kan jo få en fødselsdepression, men når jeg er deprimeret, har jeg aldrig ladet det gå ud over andre. Angela har det jo godt, påpeger hun og ryster på hovedet over, at en voksen mand blander sine forældre ind i det.

Desuden har Hannah styr på depressionen. Hun går til kontrol hos læge, psykiater og psykolog, og hun spiser lykkepiller og fortsætter med det under graviditeten.

- Jeg har skåret ned på pillerne. Jeg tager Citalopran. De er milde, og de skader ikke barnet. Efter fødslen skal barnet under observation. De første 24 timer kan det virke som om, det har abstinenser. Og så skal barnet undersøges for hjertefejl. Det er sjældent, men kan forekomme, siger Hannah, der har researchet emnet.

- Hvis pillerne kunne skade barnet, ville jeg stoppe med det samme, siger hun. Hannah virker afklaret, ligesom hun også er helt på det rene med, at hun sandsynligvis kommer til at stå alene med barnet.

- Hans forældre sagde, at man ikke burde få børn, når man ikke er et par og ikke elsker hinanden. Jeg ville da også ønske, at vi elskede hinanden og kunne få det til at fungere sammen. Ikke nødvendigvis som et par, men som gode venner. Jeg håber, det bliver sådan, mest for barnet skyld, så det kommer til at se sin far indimellem, siger hun. Men hun har affundet sig med, at de ikke er gode venner indtil videre.

Han ønsker ikke kontakt
- Det er okay, hvis han ikke vil være en del af det, men jeg kan ikke gennemføre en abort, slår hun fast.

- Han ønsker ikke kontakt, indtil jeg har født. Og så vil han have en faderskabstest. Det er fint nok. Jeg vil hellere have, at han ikke er her, end at han føler sig presset og kommer med negative kommentarer hele tiden, siger Hannah.

Da hun ventede Angela, havde pigens far også svært ved at forholde sig til sin nye rolle. Men da hun kom til verden, og han holdt hende for første gang, strålede kærligheden ud af ham. Det var en øjenåbner for mig, fortæller hun. Hvordan den kommende far vil forholde sig til sit barn, kan ingen vide.

- Jeg har en fornemmelse af, at det bliver en dreng. Angela håber på en lillesøster, siger Hannah med et kærligt smil. Hun skal efter planen føde den 7. marts 2012. Inden da vil hun gerne finde et hjem til sig selv og sine to børn i nærheden af forældrene i Kalundborg.

Se klip fra denne uges afsnit af De unge mødre:


De unge mødre: Her er Natacha Nikitas slankeplan

De unge mødre: Camilla tabte 30 kilo på 4 måneder