I dag forstår jeg min mor

Som spæd blev Stephanie fra Singleliv forladt af sin mor. Hun glemmer aldrig lydene og gråden fra det børnehjem, hun blev anbragt på som fireårig. Men i dag har hun lært at få det bedste ud af livet.

Foto: Morten Mejnecke

Hun havde været mor i otte måneder, da hun første gang hørte lyden. En lyd, som pludselig bragte hende tilbage til den koldeste tid i sin egen barndom. Stephanie Star stod i sin datters vuggestue, mens personalet stablede børnenes plastiktallerkner efter frokost.

De fleste ville nok ikke engang bemærke de små klap, når tallerknerne stødte mod hinanden. Men det gjorde Stephanie. Det lød præcis som dengang, hun som fireårig blev anbragt på et børnehjem i Italien, fordi hendes forældre var for unge og for travle til at magte familielivet.

Den dag i vuggestuen kunne Stephanie mærke lyden helt ind i hjertet, og fra da af krævede det flere års hårdt arbejde med sig selv for at acceptere plastiktallerknernes klapren. Og sin egen fortid.

Lige nu kan man se Stephanie fra København på jagt efter kærligheden i Kanal 4-programmet "Singleliv". Med et kamera i hælene kaster hun med sit blonde hår og fortæller sprudlende om sin forkærlighed for unge mænd.

Men bag hvepsetaljen, det kridhvide smil og den iøjnefaldende barm ligger mange kampe og ikke mindst en fast beslutning om at få det bedste ud af livet. Også selv om det ikke har været let. Stephanies historie begynder på Sicilien for 44 år siden, da hun blev født af sin kun 17-årige mor i byen Taormina.

- Den smukkeste by på Sicilien, understreger Stephanie selv, når hun fortæller sin historie. Men på trods af skønheden var livet svært for Stephanies unge mor. I starten prøvede hun at skabe en familie med den 21-årige far, men efter fire måneder blev hun så hårdt ramt af en fødselsdepression, at hun forlod både sit barn, sin mand og Sicilien for at tage hjem til sine forældre i Napoli.

Tilbage stod faderen. En farverig og charmerende italiener. Men også en ung mand, som havde mere travlt med at gøre karriere i hotelbranchen end med at passe et spædbarn. Derfor endte det med, at Stephanie kom til at bo på sin fasters landejendom, hvor hun levede et barneliv meget langt fra en normal dansk opvækst.

Hendes dage foregik i det fri uden megen tandbørstning eller faste regler og rutiner. Selv husker Stephanie tiden som skøn.

Men da Stephanie blev fire år, mente familien, at hun trængte til at komme ned fra træerne og få mere disciplin. Det var derfor, de valgte at sende hende på et børnehjem, hvor nonner skulle tage sig af opvæksten.

Læs også: Sheena fortryder bryllup

Flygtede fra nonnerne
Det er nu 40 år siden. Men Stephanie glemmer aldrig sine følelser inde bag børnehjemmets mure.

- Udenfor var der enormt grønt og smukt, men indenfor var der koldt. Jeg kan stadig huske den der lugt af renlighed blandet med en særlig creme, som nonnerne brugte. Jeg kan også stadig huske gråden. Der var så mange af børnene, der græd. Især omkring sengetid. Vi var jo bange for at miste vores forældre, husker Stephanie.

Omkring hende stablede nonnerne plastiktallerknerne efter frokost, men kærlighed gav de ikke, og til sidst blev det for meget for Stephanie. Hun stak af. Og kom aldrig mere tilbage. Efter det boede hun nogle år hos forskellige familiemedlemmer i Italien.

Men så skete der noget, som kom til at ændre resten af Stephanies liv. Mens hendes far knoklede på et hotel, mødte han en dag en kvinde, som han forelskede sig. Det var Jytte fra Hvidovre.

Kom til Danmark
Jytte Iversen glemmer aldrig første gang, hun mødte den lille Stephanie i Italien.

- Hun var utrolig køn. Ualmindelig smuk. Men også meget stille i starten. Det har været hårdt for sådan en lille pige at blive flyttet så meget rundt. Selvfølgelig har det ikke været optimalt, men hun har altid haft ben i næsen, fortæller Jytte, som senere flyttede sammen med Stephanies far i Hvidovre.

De ønskede begge at få Stephanie hertil, men samtidig var familien bekymret for, om springet fra Italien til Danmark ville være for stort. Derfor begyndte de med at få Stephanie hjem til Danmark på sommerferie.

- Vi ville se, hvordan det gik. Man hiver jo ikke bare et barn væk fra sine rødder fra den ene dag til den anden. Men det gik over al forventning. Hun var en lille solstråle og gik ind i alle med træsko på. Særligt kastede hun sin kærlighed på mine forældre, husker Jytte, som efter en del papirarbejde i Italien fik sin lille steddatter hjem til Danmark.

Fra da af begyndte Stephanies danske liv.

- Alt var så lyst og rent i Danmark, og jeg var helt betaget af alle de lyshårede piger og alle tulipanerne, siger Stephanie, som kom i skole i Hvidovre.

- Selvfølgelig var der mange kanter, der skulle slibes af. Hun tændte hurtigt, hvis nogen kom for tæt på. Men lige så gal hun kunne blive, lige så glad kunne hun være, husker Jytte. Et af de steder, hvor Stephanie virkelig fik slebet kanterne, var hos Jyttes forældre.

- De lærte mig dansk pli, sproget, og at jeg både skulle børste tænder og opfylde mine daglige pligter. Jeg elskede de mennesker, siger Stephanie, som på det tidspunkt aldrig havde set sin egen mor, siden hun forlod hende som spæd.

Læs også: Klassens bisse blev en god ven

Gensyn med mor
Først da Stephanie var 21 år, stod hun over for sin mor, fordi hun skulle ned og møde sin biologiske lillebror i Italien. Mødet med moderen var på ingen måde, som hun havde forventet.

- Jeg havde regnet med at se en mørkhåret kvinde. Men foran mig stod en lyshåret dame. Hun havde også affarvet sit hår, ligesom jeg havde, og vi lignede hinanden meget mere, end jeg havde forestillet mig, husker Stephanie.

Hun fik desværre ikke det forhold til sin mor, hun havde håbet på. Godt nok var der kys og kram mellem de to. Men en ægte nærhed var der ikke, og da Stephanie tog hjem igen, var hun ikke alene skuffet. Hun var også fast besluttet på én ting: Hun ville vise, hvordan man er en god mor. Beslutningen skulle stå sin prøve, da hun som 30- årig blev gravid med en stor sønderjyde, som hun havde et kort forhold til.

Alene med sin datter
- Jeg nød mit barn, og da hun kom i børnehave, hentede jeg hende altid lige efter frokost, for hun skulle jo være hos mig. Jeg elskede at tumle med hende, siger Stephanie, som har været alene med sin datter det meste af tiden.

- Min barndom har selvfølgelig gjort ondt, men i dag forstår jeg min mor. Hun magtede mig simpelthen ikke dengang. Hun var verdens kærligste menneske. Men hun kunne ikke, siger Stephanie, som har uddannet sig til både kropsterapeut og kinesiolog - og taget en beslutning om at få det bedste ud af livet.

- Når jeg går i Føtex i dag, kan jeg finde på at gå over til plastiktallerknerne og slå dem mod hinanden for at høre lyden. Jeg lytter til den. Men det gør ikke ondt mere.

Læs hele artiklen i Ude og Hjemme i denne uge.