Jannie har kæmpet sig tilbage efter sit voldelige ægteskab:10 kilo lettere – og stærkere

Da Jannie fra ”Nyskilt” brød ud af sit voldelige ægteskab efter otte år, havde hun taget 50 kilo på og var blevet en stille og ulykkelig kvinde. I dag er der gået to år siden skilsmissen, og hun er endelig ved at blive det menneske, hun var engang.

Da Jannie endelig brød ud af sit otte år lange ægteskab, kunne hun nærmest ikke kende sig selv. Hverken når hun kiggede på sin krop i spejlet, eller når hun så ind i sine triste øjne.

Inden hun mødte sin mand, var hun en sprudlende slank, ung kvinde, som gik i den nyeste mode fra H&M og Vero Moda. Vægten viste omkring 60 kilo, og smilet og de hurtige replikker lå altid på hendes læber. Men ægteskabet ændrede hende. Da hun blev skilt for knap to år siden, var hun en indelukket og stille pige på 110 kilo.

Læs også: Tina aflyste skilsmissen efter baby-lykke: Lille Natasja redder familien

Et voldeligt ægteskab

– Jeg synes faktisk, det er uhyggeligt, at man kan ændre sig så meget. Jeg gik fra at være utrolig livsglad til at være så deprimeret, at jeg ikke kunne se noget godt ved noget. Jeg kunne næsten ikke overskue at være mor for mit eget barn, siger 26-årige Jannie van Hasendonk fra Næstved.

Det er stadig svært for hende at tale om. Men hun gør det alligevel. Oven i købet, mens hele Danmark kan følge med, når hun medvirker i dokumentarserien ”Nyskilt” på kanal 4.

Hun gør det især for at vise andre, at der er en vej ud af et voldeligt og ulykkeligt ægteskab. Vejen væk er ikke let. Men den er der.

Det er Jannie et bevis på i dag, hvor hun igen er ved at blive den pige, hun var engang. Ikke bare har hun fået flere af sine gamle venner tilbage, som hun ellers skubbede ud af sit liv igennem sit ægteskab. Mentalt er hun også kommet ud af sin skal, hvilket hendes klassekammerater tydeligt kan mærke. Hun er hverken bange for at komme med en sjov kommentar eller sige sin mening i en diskussion, og når hendes eksmand ringer, er hun lynhurtig til at sætte en grænse.

Det har taget lang tid at nå så langt. Og nu er hun gået i gang med næste skridt: Vægten skal ned.

– I starten koncentrerede jeg mig om det psykiske. Jeg skulle være klar til at tabe mig, og det er jeg nu, siger Jannie, som har tabt omkring 10 kilo ved at lægge kosten om.

Læs også: Tanja tabte sig 92 kilo: Sådan gjorde hun

Vægten chokerede

Da hun første gang fandt modet til at stille sig på vægten, skulle hun lige komme sig over chokket. Hun vidste godt, at hun var blevet stor. Men ikke så stor. 110 kilo havde hun ikke regnet med.

– Jeg var meget overrasket. Og jeg var flov, siger Jannie, som under sit ægteskab tænkte mere på at overleve hverdagen end på at få sund mad på tallerknen. Da hun blev gravid for fem år siden, tog hun voldsomt på, og efter fødslen blev kiloene siddende.

– Det var fuldstændig ligegyldigt, hvordan jeg så ud. Jeg fik alligevel at vide, at jeg ikke var attraktiv, så jeg tænkte ikke over, at jeg hellere skulle drikke et glas vand end en cola. Jeg havde ikke overskud til at lave mad, så jeg valgte altid det nemmeste. Vi fik rigtig meget grillmad, og jeg var glad for chips, chokolade og cola, siger Janie, som i dag har ændret sine vaner. Ikke at hun er gået helt over i den anden grøft, hvor alt skal være grønt og måles og vejes. De fanatiske kure tror Jannie ikke på, hvis det skal være langtidsholdbart.

– Jeg spiser sundt og er gået væk fra sukker og kulhydrater. Ris og pasta erstatter jeg så med grønsager. Men det skal ikke være hysterisk. Det gælder om at finde alternativer. Man kan godt lave burgere og pizza på en sund måde, siger Jannie, som nød, da hun for nylig stod i et prøverum og skulle købe nye bukser, fordi de gamle var blevet for store. Det var endnu et skridt mod at blive den gamle Jannie.

Læs også: Ubehøvlet mand hjalp Maria til et lykkeligt liv: Tabte sig 70 kilo på halvandet år

Forelsket igen

Ingen tvivl om, at Jannie er gået igennem en stor forandring både på det ydre og indre efter sin skilsmisse. Kærligheden har også vist sig fra en ny side. Den dukkede op så pludseligt, at det faktisk kom helt bag på hende selv. Hun havde ikke regnet med, at hun skulle have en kæreste foreløbig. Og hun havde da slet ikke regnet med, at kæresten skulle være den 27-årige Simon.

De to havde kendt hinanden i 12 år, siden de gik på ungdomsskole sammen i Tappernøje. For Jannie var han bare ”Simon fra Tappernøje.” Men så skete der noget. Helt nøjagtigt på en tankstation, hvor de to stødte ind i hinanden og faldt så meget i snak, at de faktisk har været sammen lige siden.

– Det er ret sjovt. Men han er utrolig sød og udadvendt, og det er bare rart at være sammen med en, der behandler mig godt, siger Jannie, som dog stadig har det lidt svært med sin krop på trods af sit vægtstab. Og på trods af, at kæresten dagligt deler komplimenter ud.

– Min kæreste siger, jeg er flot. Men han er så fjollet, griner hun og indrømmer, at hun er glad for hans søde ord.

Læs også: Melissa forfulgt af skam i årevis: Jeg er morderens datter

  

En bedre mor

Jannie er i det hele taget glad, og det er ikke bare godt for hende selv. Også den 5-årige søn, Victor, kan mærke det.

– Jeg er blevet en bedre mor. Nu hviler jeg i mig selv og har mere overskud til ham.

Jannie kan først og fremmest takke sig selv for, at hun er kommet så langt efter skilsmissen. Selv om hun var udsat for vold i ægteskabet, fik hun aldrig tilbudt psykologhjælp. I stedet brugte hun sine venner, genboer og folkene bag programmet ”Nyskilt”, som alle har lyttet på Jannies lange og smertefulde historie.

Desuden har hun haft stor glæde af at skrive. Når det har gjort allermest ondt, har hun skrevet og skrevet, og i dag har hun sin egen blog, hvor hun deler ud af store og små bump i livet.

Når hun ser tilbage, er hun stadig rystet over, hvor meget man kan ændre sig, når man sidder fast i et ulykkeligt forhold, og hun vil gerne hjælpe andre med ikke at begå samme fejl.

– I dag er jeg blevet 10 gange stærkere, og jeg ved, at hvis min kæreste truede mig bare en enkelt gang, ville han ryge ud med det samme. Så har jeg det bedre alene med min søn.