Jeg har brug for hjælp

Lige siden 23-årige Christina Skudstrup fra De unge mødre blev mor til tvillingerne Tobias og Isabella, har hun været mere eller mindre alene om ansvaret. Det er hårdt for den unge mor, som ville ønske hun kunne få en aflastningsfamilie.

Foto: Steen Wrem

Lige siden 23-årige Christina Skudstrup fra De unge mødre blev mor til tvillingerne Tobias og Isabella, har hun været mere eller mindre alene om ansvaret.

Børnenes far er soldat, og det har betydet, at han kun har været hjemme i weekenderne. Men efter at parret valgte at lade sig skille for et halvt år siden, har Christina ikke haft den samme aflastning. Og nu er overskuddet ved at slippe op.

- Jeg synes, det er rigtig hårdt, fordi jeg altid er på. Børnene er jo altid hos mig, siger Christina, der har den fulde forældremyndighed.

Den unge mor har henvendt sig flere gange til kommunen for at få hjælp. Ønsket har været at få tilbudt en aflastningsfamilie, så Christina kan få samlet overskud til dagligdagen som alenemor. Men ifølge Christina har kommunen afvist ønsket.

Læs også: Hannah forlovet med Maks

Læs også: Nu er vi en familie

Er sygemeldt
- Jeg forstår ikke, at jeg som alenemor til to ikke kan få noget hjælp overhovedet. Nogle af de andre unge mødre i serien får da hjælp. Jeg føler, at jeg nærmest skal sige, at jeg ikke magter mine børn, men det er jo ikke sandheden. Det gør jeg, men jeg har brug for et pusterum en gang imellem, siger Christina.

For fire måneder siden begyndte hendes to børn, der nu er 14 måneder, i dagpleje, og hun begyndte i praktik som social- og sundhedshjælper på et plejehjem. Et fag, som hun slet ikke er i tvivl om, er lige noget for hende.

- Jeg har været så glad for det, siger Christina og smiler for første gang. Men smilet forsvinder hurtigt, da hun må fortælle, at hun p.t. er sygemeldt.

I forrige uge satte et biluheld nemlig en midlertidig stopper for drømmejobbet. Christina pådrog sig et piskesmæld og må nu gå hjemme på ubestemt tid.

- Så nu kan jeg ikke løfte mine børn rundt, uden at det gør ondt, siger hun, der kun har sin mor og søster til at hjælpe sig en gang imellem.

- Men de har jo også deres eget at passe, konstaterer Christina.

Se video: Malou Stella giver sin mor skylden for sin pjækkesyge på første skoledag