Jeg ville være den tyndeste

Kønne Kit fra Singleliv har kæmpet nogle benhårde kampe. Kærligheden har gjort så ondt, at hun stadig har svært ved at stole på mænd, og som helt ung besvimede hun midt på dansegulvet fældet af en farlig spiseforstyrrelse.

Foto: Steen Wrem

I løbet af hele efteråret har vi set 30-årige Kit Caroline lede energisk efter kærligheden i programmet Singleliv på Kanal 4. Men nu er det slut. Kit er ikke med i den nye sæson, for hun kan ikke længere kalde sig single.

At kalde sig "kæreste" har hun faktisk også lidt svært ved. Ikke fordi hun ikke smiler helt op i øjnene, når hun taler om den 17 år ældre fyr, som hun mødte for fem måneder siden. Mere fordi hun ikke tør bruge det ord.

Kit træder nemlig forsigtigt, når det handler om kærlighed, og det er der ikke noget at sige til. For hun har brændt fingrene slemt.

- Som single har jeg desværre ofte endt med at blive elskerinde. Jeg følte til sidst, at det var min forbandelse. Fyrene syntes, jeg var lækker og sød, men de ville ikke ses med mig på gaden. Det er ikke ligefrem noget, der booster ens selvtillid. Når en mand sagde, at han ville vælge mig, troede jeg på ham og hang i. Men jeg fik bare en længere og længere næse. Det har gjort, at jeg har haft svært ved at stole på mænd, siger 30-årige Kit Caroline Løvenhardt fra Virum ved København.

Umiddelbart er det svært at forstå, at den billedskønne Kit med de lyse slangekrøller og den smittende latter har haft så store problemer med kærligheden. Den burde jo ligge for hendes fødder. Men tingene er som bekendt ikke altid, som man skulle tro.

Sådan var det også, da hun som 19-årig kom ind på Det Danske Musicalakademi i Fredericia. Set udefra lignede hun en flyvende humørbombe, propfuld af talent, når hun sang og dansede time efter time.

Men i virkeligheden var hun både fysisk og psykisk ved at kollapse. Da hun startede på musicalakademiet, begyndte hun nemlig at ændre sine spisevaner drastisk.

Læs også: Alice elsker sin landmand

Det gik helt galt
- Det gik helt galt. Til dansetimerne var der spejle overalt, så vi kiggede på os selv konstant, og jeg ville bare være den bedste og tyndeste. Det slog klik oppe i mit hoved. Det blev en besættelse for mig, hvad jeg måtte spise og ikke spise, og jeg vejede mig hele tiden. Når jeg stod op, når jeg havde tisset, når jeg havde danset, når jeg havde spist, og når jeg gik i seng, husker Kit, som til sidst levede af en kande saftevand og to poser bolsjer om dagen.

Selv var hun faktisk hurtig til at indse, at hun havde en spiseforstyrrelse, som krævede behandling. Omgivelserne havde til gengæld svært ved at forstå, at Kit faktisk var rigtig syg. I lang tid opdagede ingen, at noget var galt, og hendes læge havde ikke travlt med at sætte behandling i gang, da hun selv beskrev sit problem.

- Jeg ville gerne ud af det, og tit ønskede jeg, at jeg havde benet i gips, så folk kunne se, at jeg var syg, husker Kit, som blev ved med at sulte sig. Det endte galt. Midt i en dansetime besvimede hun, og det stod endelig klart, at Kit behøvede hjælp.

Det fik hun blandt andet ved psykoterapeut Lene Gravengaard, som hun stadig ringer til, når livet gør ondt. Men samtalerne med Lene var langt fra en smertefri vej væk fra spiseforstyrrelsen. Da Kit først begyndte at se sine problemer i øjnene, fik hun det værre.

- Jeg havde det forfærdeligt i det første halve år med terapien. Blandt andet begyndte jeg at skære i mig selv, og flere gange sad jeg i vinduskarmen klar til at springe.

Kit var til sidst i så meget fare for sig selv, at det ikke længere var forsvarligt, at hun boede uden opsyn. Hun fik derfor orlov fra skolen og kom på et hjem med andre spiseforstyrrede i otte uger. Det hjalp.

- Da jeg kom tilbage til musicalskolen, kunne jeg faktisk spise uden dårlig samvittighed. Dog var det vigtigt for mig at spise rene råvarer. Jeg ville vide, hvad der var i.

Læs også: Morten friede med musik: Sang til Karolines hjerte

Appetit på livet igen
Det var en helt uventet drejning i Kits liv, som for alvor gav hende appetit på livet igen. Hun blev gravid. Netop da hun gik ind i sidste del af sin musicaluddannelse, stod hun med en positiv graviditetstest i hånden sammen med sin kæreste gennem seks måneder. Det var ikke et uheld, men lidt af en overraskelse, at det skete så hurtigt.

- Tidligere havde jeg frygtet, hvordan jeg ville reagere, når jeg blev gravid, og vægten steg. Men jeg vendte virkelig 180 grader og spiste alt med stor nydelse. Det var fedt, og jeg proppede i hovedet. Det var faktisk først, efter jeg havde født, at jeg indså, at alle de 25 kilo ikke ville gå væk af sig selv. Jeg blev nødt til at gøre noget, smiler Kit, som formåede at slanke sig, uden at det tog overhånd.

Det er nu syv år siden, og Kit har lagt spiseforstyrrelsen så meget bag sig, at hun har overskud til at tale offentligt om den. Men helt væk er den ikke, og Kit indrømmer, at hver gang livet bliver slemt, dukker den op.

Senest pustede den hende i nakken, da hun tog den svære beslutning og lod sønnen starte i skole i Jylland, så han kunne bo hos sin far. Det valg førte så megen sorg og savn med sig, at Kit igen begyndte at skære ned på maden.

- Der skete et eller andet, så jeg bare holdt op med at være sulten. Det er underligt, men det er nok min måde at koble af fra verden på, når tingene bliver svære. Samtidig var jeg også meget bevidst om, at jeg ikke skulle derud igen. Det fører ikke noget godt med sig.

I dag spiser Kit naturligt igen, og hun håber aldrig at se sig selv udsultet i spejlet. Til gengæld ønsker hun snart at se sig selv på en scene eller på tv. Hun har ventet på gode roller som skuespiller i syv år, så nu må de meget gerne snart dukke op.