Læsø kalder gjorde Tim til øens heldigste mand

På Læsø er ungkarlene i klart overtal. Derfor lokkede tv-programmet Læsø kalder 40 kvinder til øen i håb om, at de ville blive. Men planen brast for de fleste, og kvinderne er nu rejst hjem igen. På nær en enkelt. 24-årige Amanda fandt lykken hos elektrikeren Tim.

Lykke på Læsø. Tim fik sin Amanda - selvom tv-folkene ikke så det!

Det er ikke let at være mand på Læsø på udkig efter kærlighed. Øen bliver affolket og det er i høj grad kvinderne, der tager færgen til fastlandet for at finde et job og en mand.

Men for en enkelt læsøboer er jagten på det modsatte køn gået over al forventning. Og det blev et tv-program, der endte med at gøre en forskel.

Da DR1-programmet Læsø kalder i sommer lokkede 40 kvinder til øen, håbede Tim Skov Jerup nok allerhøjst på lidt fest i gaden.

LÆS OGSÅ: Fandt kærligheden på tv - bypigen fik sin bonderøv

- Jeg var med på den fra start. 40 kvinder til Læsø. Det kan ikke gå galt, lød det optimistisk fra Tim, der formentlig var enig med stort set samtlige ungkarle på øen.

Amanda flyttede ind

Men den 22-årige elektrikersvend fik mere end fest i gaden. Han fik en smuk kæreste. Den 24-årige jurastuderende Amanda Husted Simonsen fra Odense er nu flyttet ind.

- Ja, det er skønt. Men nu ikke noget med at skrive, at bypige finder bonderøv. Selvom det godt kan se sådan ud, griner Tim med henvisning datingprogrammet på Kanal5.

Ude og Hjemme møder det nyforelskede par i Tims lejede nedlagte landbrug kort fra øens hovedby Byrum. Selvom efteråret knapt har fået fat, så er der god plads på vejene. Turisterne er som forduftet og øens omkring 1800 indbyggere forbereder sig på vinteren.

Og atter er det med et stadig skrumpende antal kvinder til at holde ø-hyggen kørende i den mørke tid.

LÆS OGSÅ: Claus fra Singleliv er bange for at blive såret

Men Amanda er undtagelsen. Hun er netop ankommet med sin kuffert og sin lille hund Luna direkte fra banegården i Odense. Og hun har ikke tænkt sig at forlade Læsø foreløbig.

I øjeblikket er hun ved at afslutte sit speciale som jurist og dynger med knastørre lovparagraffer hober sig op på et bord i stuen.

Gave fra svigermor

- Jeg er rigtig glad for Tim. Og jeg er rigtig glad for Læsø. Og jeg kan jo ligeså godt gøre mit speciale færdig her hos Tim. Hvad der sker bagefter, ved vi ikke helt endnu. Men det er alvor mellem os, så vi finder ud af det, lyder det fra Amanda, der også har haft en gave med fra Tims nye svigermor - tre poser lækre hjemmelavede bolsjer.

Selvom Tim og Amanda har fået maksimalt ud af deres deltagelse i det populære tv-program, så må andre af byens enlige mænd sande, at parløb med det modsatte køn kan være vanskeligt - ikke mindst på en ø som Læsø, der på det nærmeste går i dvale om vinteren.

Selvom 40 eventyrlystne kvinder ankom i samlet flok i sommervarmen i juni, så dampede sommerflirter og enkelt kortvarige kæresteforhold hurtigt af.

LÆS OGSÅ: Gift med sin afdøde mands bror

Kvinderne er nu alle væk, her hvor efteråret sætter ind. Alle på nær Amanda. Og hun ved godt, at det ser ud til, at hun på det nærmeste har vundet i kærestelotteriet. Men rent faktisk rejste hun til den isolerede Kategat-ø af helt andre årsager.

Ville have en oplevelse

- Jeg deltog slet ikke, fordi jeg gerne ville have en kæreste. Jeg meldte mig til programmet, fordi jeg ville have en oplevelse. Jeg trængte til noget nyt i mit liv. Og om jeg skulle tage en tur til udlandet eller Læsø var næsten det sammen. Men det gik så anderledes, fordi Tim jo viste sig at være en rigtig sød fyr. Men det var altså ikke noget, der var planlagt, fortæller Amanda.

Tim nikker. Også for ham var deltagelse i programmet blot en kærkommen lejlighed til at få en oplevelse. Og starten på de 40 kvinders indtog på øen lagde da også i den grad op til noget i den stil.

Som en del af programmet var Tim nemlig indstillet på at lade en af kvinderne flytte ind. Mens Amanda fik bolig hos en anden læsøboer, 26-årige Lasse på Krogbækgaard, så flyttede københavneren Tilde ind hos Tim.

LÆS OGSÅ: Maria måtte aflyse bryllup - brudgommen kom aldrig

Men det blev ikke desto mindre Tim og Amanda, der fandt sammen - og helt sikkert til tv-folkenes store ærgrelse, foregik det stort set i hemmelighed.

- Vi var ikke interesseret i at blæse noget op. Vi skulle lige se, hvilken vej det ville udvikle sig. Så jeg nærmest sneg mig væk fra tv-folkene, når jeg skulle mødes med Tim. Da de tre uger var gået og jeg rejste hjem til Fyn, der kunne jeg godt mærke, at der var noget, der ikke var rigtigt. Jeg var nødt til at rejse tilbage igen, lyder det fra Amanda.

Sjovt at presse baller

Og Tim har været en overordentlig glad mand lige siden.

- Vi har det rigtig godt. Og når vi er adskilt, så tænker vi kun på at være sammen. Og vi har faktisk mere til fælles, end man først skulle tro, fortæller Tim.

Amanda er da også opvokset på en landejendom lige udenfor Otterup ved Odense. Hun er vild med heste - som der er så mange af på Læsø. Naturen trækker også godt i hende.

LÆS OGSÅ: Hun er 13 år ældre end sin kæreste - alderen betyder intet

- Jeg er jo en pige, der synes, det er sjovere at presse rundballer end at gå på cafe. Så her passer Læsø mig godt. Og så er der alle Tims venner. Det betyder meget, at de har taget så godt i mod mig. Læsøboerne er godt til at tage sig af hinanden. Her får man ikke lov til at være ensom. Det kan man til gengæld godt være i en stor by med mange mennesker, siger Amanda.