Lotte fra Amalies Verden hyrede privatdetektiv

I de sidste par år har kærlighedsdramaet mellem reality-stjernerne Amalie Szigethy og Peter fået metervis af spalteplads og sendetid. Imens har Amalies mor Lotte konstant stået på sidelinjen. Hendes egen kærlighedshistorie er aldrig blevet fortalt. Den har ellers alt.

Lotte Kejser med datteren Amalie

I dag følger tusindvis af danskere med i Lotte Kejsers gøren og laden, fordi reality-programmet Amalies Verden er et af TV3's største seersucceser. I tre sæsoner har seerne fulgt med i livet og dramaerne hjemme hos Amalie og hendes mor, Lotte, og en ting er sikker.

Har man set 48-årige Lotte på tv, har man en mening om hende - hvad enten det handler om hendes botox-behandlinger, hendes humor, hendes bramfri udtalelser, hendes eksklusive tøj eller hendes teenagedatter, der har haft sex for åben skærm i Paradise Hotel.

LÆS OGSÅ: Peter falder for de unge mødre - hele tre har han været kæreste med

Den store kærlighed

Men der er også en helt anden historie om Lotte. En historie, som startede længe inden, kameraerne zoomede ind på hende.

For 30 år siden mødte Lotte Thomas Szigethy. En fyr med masser af drømme og talenter, som var klar til at erobre det meste af verden og lille Lotte fra Hørsholm.

- Jeg faldt for ham. Jeg kunne ikke andet. Han var så skør og givende. Havde han 1.000 kroner, og en tigger spurgte efter en pakke smøger, så gav han ham de 1.000 kroner. Jeg kunne rigtig godt lide hans værdier, og han kunne lide mig, som jeg var. Han ville ikke lave om på mig, husker Lotte med et stort smil.

Jeg er så heldig

De købte hus i Nordsjælland, fik ønskebørnene Amalie og hendes storebror Alexander, og sammen med Thomas' bror startede de det store ungdomsmagasin Chili. En bragende økonomisk succes, som gjorde, at familien levede et liv med masser af rejser, restaurantbesøg, dyre gaver og velklædte børn.

- Dengang tænkte jeg virkelig: Hvor er jeg heldig. Gud må holde hånden over mig. Jeg kan næsten ikke blive lykkeligere, husker Lotte.

En forfærdelig mistanke

Men hun husker også de første tegn på, at livet måske var begyndt at gå den modsatte vej. Thomas begyndte at være meget væk.

- Jeg havde en mistanke, og derfor satte jeg en detektiv på ham. Detektiven fandt ham i Aarhus på vej ind på et hotel med en ung kvinde. De billeder fik jeg. Det var ligesom en film, fortæller Lotte, som sammen med sin rengøringsdame fyldte 10 affaldssække med Thomas' tøj og kørte ind på hans kontor i København med dem.

LÆS OGSÅ: Kom godt igennem skilsmissen, hvis du har børn. Se familieekspertens gode råd

- Bagefter gik jeg til en af de bedste advokater, og da hun så billederne, sagde hun, at det var nok til, jeg kunne få en skilsmisse med det samme. Vi behøvede ikke være separeret i et halvt år, siger Lotte.

Tilgiver utroskab

Thomas' kommentar til utroskaben

- Dengang startede jeg koncerter op. Jeg havde stor succes og rejste meget. På et tidspunkt mødte jeg så denne her søde pige. Den ene dag tog den anden, og jeg blev forelsket og glemte alt om min daværende familie.

- Det var en svinestreg. Det vil jeg gerne understrege i dag. Jeg kniber faktisk en tåre, når jeg tænker på skilsmissen, siger Thomas, som dog er lykkelig for, at han og Lotte Kejser i dag har et godt forhold trods den dramatiske skilsmisse.

- Jeg syntes ikke, de praktiske ting som alenemor var så hårde. Men ensomheden var hård. Og det var hårdt at blive forladt til fordel for en yngre kvinde med større bryster og kort nederdel. Selv vejede jeg 100 kilo på det tidspunkt og havde mælk i brysterne. Jeg følte virkelig, at Gud svigtede.

Til gengæld har Lotte i dag en næsten ufattelig forståelse for hendes eksmands utroskab.

- Dengang kunne jeg ikke se, hvorfor han forlod mig, men det kan jeg i dag. Jeg ville kun amme, drikke kaffe, spise citronmåne og se Matador. Jeg havde ikke lyst til sex, og så var det da klart, at han søgte ud, siger Lotte, som for længst har tilgivet utroskaben, og som stadig mødes med Thomas. Og den kvinde, han forlod hende for, og som han senere fik to børn med. Som hun siger:

- Hun er stadig en smuk kvinde, og jeg kan godt lide at følge hende på Facebook, så jeg kan se, hun har det godt.

LÆS OGSÅ: Line fra De unge mødre blev svigtet, da kæresten Nicki var utro med hendes veninde