Maja savner sin far

Århusianske Christina fra De unge mødre kæmper for, at hendes lille datter Maja skal få et ordentligt forhold til sin far, som hun ikke har set i et år.

Foto: Gregers Kirdorf

Lille Maja har et brændende ønske: En far! Ikke bare en hvilken som helst far, men hendes egen. Hun har ikke set sin far i næsten et år og kan praktisk talt ikke huske ham.

- Maja har kun set sin far, da hun blev født plus nogle få gange siden. Han har aldrig ringet og spurgt, om han må komme ud og se hende. Når jeg ringer, kommer han, men selv når han er her, viser han ingen interesse for hende. Han sidder bare i sofaen og ser fjernsyn, fortæller 19-årige Christina Skovfoged fra Sabro ved Århus.

Hun blev gravid ved et uheld for tre år siden. De to unge var kærester indtil kort tid efter fødslen.

- Jeg smed ham ud 14 dage efter fødslen, for han viste ingen interesse for hverken mig eller Maja. Jeg gad simpelthen ikke kæmpe mere, siger Christina.

Camilla fra De unge mødre: Endelig job

Siden har forholdet mellem far og datter nærmest været ikke-eksisterende.

- Jeg vil utrolig gerne have forholdet til at fungere for Majas skyld. Hun kan ikke rigtig huske ham, men hun hører jo de andre børn i børnehaven tale om deres far, og så kommer hun hjem og spørger: Hvor er far henne, fortæller den ulykkelige mor.

Der bor far
Christina kender smerten ved fraværet af en far.

- Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år. Jeg så min far i weekenderne og sådan noget, men han har aldrig rigtig været der for mig. Nu ser jeg ham slet ikke mere, for jeg vil ikke kæmpe for at få hans opmærksomhed. Sådan ønsker jeg ikke, det skal blive for Maja, siger hun.

Ideelt set ville Majas verden se helt anderledes ud. Så ville farmand være en del af hendes liv, men selv når Christina drømmer om den ideelle verden, tør hun ikke have for store forventninger.

Natacha fra De unge mødre: Gravid og forladt

- Tænk, hvis vi f.eks. kunne tage til sommerfest i børnehaven sammen. Ikke som et par, men som Majas forældre. Gid han ville kæmpe for sin datter. Maja fortjener en far, der kommer og besøger hende af og til, måske bare en eftermiddag her og der, siger Christina.

Men Maja er to et halvt år nu, og hun aner ikke, hvem far er. Når hun spørger til sin far, henter hun selv et fotoalbum, Barnets Bog, som hun fik i dåbsgave af mormor. Her er et billede af far og datter taget lige efter fødslen.

- Dér er far, siger den lille pige og peger.

- Jeg har selvfølgelig fortalt hende en masse om ham. Ikke de dumme ting, kun de positive, og så kigger vi i bogen sammen. Nogle gange er vi også kørt forbi, hvor han bor, så peger jeg og siger: Dér bor far, fortæller Christina.

Han ville blive en fantastisk far
At Majas far ikke længere er i den lille piges liv, har også betydet, at farmor og farfar ikke ser noget til hende.

- I starten viste hendes farmor interesse, men det gør hun ikke så meget mere. Jeg skrev et brev til hende for tre uger siden. Jeg har også skrevet et brev til hendes farfar, men jeg har ikke fået svar. Selv om hendes far ikke er klar til at træde til som far, så ønsker jeg for alt i verden en farmor og en farfar til hende. Lige nu er mormor hendes eneste bedsteforælder, og det er synd for hende, siger hun.

Christina er ikke i tvivl om, at Majas far ville blive en fantastisk far.
- Jeg tror bare, han ikke kan tage sig sammen til at komme på besøg eller ringe til os. Men han ville være en fantastisk far. En rigtig hyggefar, som ville gøre alt for hende og lege med hende på gulvet. Han ville være sådan en, der gav hende lov til alt. Jeg tror, hun ville have det som blommen i et æg, hvis hun var sammen med ham, siger Christina.

Hun håber, at faderen, Nicolai Emil Jensen, vil tage kontakt til hende og en gang for alle beslutte sig for at blive en del af Majas liv. Ikke for Christinas skyld, men for hendes lille datter.


Læs også om Kristina fra De unge mødre: Jeg skal giftes


Se video: Hold nu kæft, Malou Stella