Malenes svære barndom: Mobning har gjort mig stærk

Vi kender hende som Inge Yvonne fra De unge mødre. Siden har hun skiftet navn til Malene og holdt lav profil i medierne. Her fortæller hun om sin hårde barndom, hvor hun blev mobbet massivt. Mobning var hendes motivation til at tabe sig 35 kilo. Den unge mor ville vise alle dem, som mobbede hende i barndommen, at hun er stærk. At de ikke fik hende ned med nakken.

Malene og hendes mor en række gamle afsnit af ”De unge mødre” på dvd. Da de sidste rulletekster kørte over skærmen, sad den unge mor nedtrykt tilbage. Hun var ulykkelig over at se sig selv på skærmen.

Ikke fordi hun i serien gik rundt som 16-årig med en gravid mave og en masse uafklarede spørgsmål om fremtiden. Men fordi hun var så kraftig.

– Jeg skal tabe mig. Nu er det alvor, bekendtgjorde hun den dag.

Det er selvfølgelig nemt at sige. Og det er der mange, der har gjort for så at opgive tanken et par uger efter. Men Malene stod ved sine ord.

Læs også: Natascha Linea er gravid

Sådan gjorde hun

Hun begyndte med at gå fire kilometer frem og tilbage til sin aktivering hver morgen og eftermiddag. Det gav allerede efter en uge et vægttab på fem kilo. Så begyndte hun at ændre kosten.

Det skulle være slut med at stå op til et glas kakaomælk, spise frokost fra pølsedisken på tanken, fylde sig med slik og drikke mindst en liter cola om dagen. I stedet stod den på havregryn om morgenen og masser af frugt, grønt og fuldkorn resten af dagen.

Livsstilsændringen var ikke let. Malenes krop higede efter sukker. Det gjorde hendes søde tand også. Men på imponerende vis holdt hun fast, og i dag er der blevet 35 kilo mindre af hende.

Malene har gjort det, langt de fleste opgiver undervejs. Selv er hun ikke i tvivl om, hvor hun har fundet den motivation og kampvilje, som kan være så svær at holde fast i.

Foto: Privat

Jeg skal vise dem

– Jeg er blevet mobbet så meget. Folk har sagt, at jeg var tyk og aldrig blev til noget. Nu ville jeg vise dem alle sammen, at de ikke havde ret. Jeg har altid været en meget stille og tilbageholdende pige, men det viste sig jo, at jeg faktisk er ret stærk, siger Malene, som på den måde faktisk kan takke alle mobberne fra fortiden for sin store slankesucces.

Dog fortjener de nu ikke megen tak. Siden Malenes forældre blev skilt, da hun var otte år, og hun begyndte på en ny skole, har hun mødt en mobning, som bare blev værre og værre.

Den har været hjerteskærende og skyld i, at Malene levede et dobbeltliv – og til sidst slet ikke havde lyst til at leve mere.

Læs også: Skolepædagog blev selv mobbet

Mobningen blev værre og værre

Det startede rimeligt uskyldigt, da nogle elever begyndte at gøre grin med hendes navn. Men det uskyldige forsvandt, da Malene startede på en ny skole i femte klasse, og mobningen især begyndte at handle om hendes udseende. Det gjorde ondt. Senere blev Malene direkte bange for sine mobbere.

– Pludselig begyndte de også at skubbe til mig. Jeg var slet ikke vant til, at det var fysisk. Det var mest de lidt ældre elever. Jeg blev bange og kunne ikke forstå, hvorfor de gjorde det. Det tog virkelig hårdt på mig, siger Malene.

Foto: Lars Horn

Levede en løgn

Hun holdt det hele for sig selv. Når hun kom hjem fra skole, og hendes mor ville vide, om det havde været en god dag, nikkede hun bare og opdigtede en dejlig skoledag.

Først når døren til pigeværelset var lukket, lod hun tårerne løbe.

– Jeg holdt det hemmeligt for min mor længe. Jeg syntes, det var pinligt, og jeg ville ikke give hende det nederlag, forklarer Malene.

Mobningen blev kun værre og værre.

– Du er klam, fed og ulækker, hørte Malene de andre elever råbe, mens hun blev mere og mere ramt. Til sidst valgte hun at holde sig væk. Hver morgen gik hun op og tog skolebussen sammen med sin søster. Hun gik også ind på skolen, men når det ringede ind, forsvandt hun og satte sig ned på det lokale bibliotek. Her sad hun, indtil skoledagen sluttede, og hun igen kunne tage hjem og lade, som om hun havde haft en helt almindelig dag.

Malene var god til at leve på en løgn. Det lykkedes hende faktisk et halvt år, indtil hendes klasselærer en dag ringede til hendes mor.

– Jeg håber ikke, der er noget alvorligt galt med din datter. Vi har jo ikke set hende meget længe, sagde han.

Læs også: Mobning drev min søn til selvmord

Fortæl det til nogen

Malene mor var forfærdet. Hun havde intet vidst, men nu måtte der gøres noget. Efter et møde på skolen blev det besluttet, at Malene skulle begynde i praktik og kun modtage eneundervisning. Nu var hun fysisk væk fra sine plageånder. Men det betød bare, at de begyndte at skyde på hende over nettet og på sms. Især kommentarerne på Facebook var slemme.

Et eksempel på en sms fra dengang lyder sådan her:

”Du er så klam. Kast dig ud foran en bil og ta’ livet af dig selv.”

– Det var rigtig hårdt, og jeg var bange for at gå ud. Jeg kunne ikke forstå, at det skulle gå ud over mig. Jeg havde jo aldrig snakket med nogen af dem. De kendte mig ikke. De vidste bare, hvordan jeg så ud.

Malene holdt stadig det meste for sig selv. Hun ville ikke bekymre sin mor. I dag ved hun, at det var den forkerte taktik. Det er også derfor hun har valgt at være så åben omkring historien.

– Hvis man oplever mobning, som jeg har gjort, er det meget, meget vigtigt at tale om det. Man skal ikke gå med det selv, understreger hun.

Selvmordsforsøg

Da Malene endelig valgte at råbe om hjælp, gjorde hun det også på den helt forkerte måde.

Det skete, da hun begyndte på efterskole. En ny start på livet, som i begyndelsen virkede rigtig lovende. Ingen kendte hinanden. Alle kom uden en forhistorie. Men efter bare tre måneder, gentog historien sig. En flok drenge begyndte at sige, at hun lignede et af dyrene fra Ringenes Herre, og fra da af tog mobningen igen til.

På det tidspunkt havde Malene været igennem massiv mobning siden femte klasse. Hun kunne ikke mere. Derfor valgte hun at gøre noget dumt. Hun tog en overdosis piller. I dag kan hun godt se, at hun egentligt ikke ville dø. Hun ville bare have hjælp.

Det fik hun også. Efter at en læge havde tilset hende, blev hun hentet af sin mor.

– Vi havde en lang snak, og jeg fortalte hende for første gang det hele. Hvor lang ud det hele var kommet. Min mor græd, og det var rigtig svært at se. Men hun sagde også, at hun var glad for, at jeg sagde det. At jeg ikke skulle gå med det alene.

Læs også: De blev stjerner tords mobning

Nederlagene blev hendes styrke

Siden har Malene været meget åben. Det har hun blandt andet lært hos sin psykolog. Det har hjulpet hende meget, og i dag kan hun faktisk se fordele i alle de frygtelige ting, hun har lagt ører og krop til.

– Det er jo grunden til, at jeg er så stærk i dag. Alle mine nederlag er blevet til min styrke. I dag er der stadig folk, der kalder mig alt muligt, men der skal rigtig meget til at få mig ned.

Malene har altid boet i Nordjylland og støder derfor af og til på nogle af dem, der var med til at ødelægge hendes barndom.

– Når jeg ser dem i byen har jeg lyst til at gå hen og sige noget til dem. Jeg har et raseri indeni, fordi de gjorde mit liv til et helvede. Men jeg vil ikke synke ned på deres niveau, siger hun.

For min datters skyld

Malene understreger, at hendes vægttab også var for datterens Annabels skyld. Og selvfølgelig af hensyn til helbredet. Selv om hun kun var 20 år, havde hendes overvægt allerede sat sig spor.

I forbindelse med nogle andre undersøgelser, fandt lægerne sidste år ud af, at hun havde type 2 diabetes, også kaldet gammelmandssukkersyge.

– Jeg blev virkelig chokeret. Jeg vidste godt, at jeg havde levet meget usundet, men det der havde jeg slet ikke regnet med, siger hun.

På hospitalet fik hun at vide, at hun skulle smide mindst 10 procent af sin kropsvægt, og hun begyndte efterfølgende at gå til kontrolvejninger.

Hver gang har hun overrasket lægen. På den positive måde. Kiloene er raslet af, og Malene har fået stor ros hver gang.

Annabel med sin mor den første dag i skolen. Foto: Privat.

Sådan går det i dag

Det er nu tre år siden, Malene smed 35 kg. Siden har hun taget 15 af dem på igen. Men tallene på vægten ændre intet på den stolthed, der boblede indeni, da hun den 10. august fulgte Annabel i skole for første gang. Hendes lille pige er nemlig blevet så stor, at hun nu er begyndt i 0. klasse.

- Både min mor og jeg har gjort meget ud af at forklare hende hvad mobning er, og hvordan det kan gøre folk kede af det. Jeg ville blive rigtig ked af det, hvis min datter skulle ende med at blive mobbet. Jeg vil også gøre alt, hvad der står i min magt for, at Annabel behandler de andre, som hun selv vil behandles. Det er hun heldigvis rigtig god til. Hun kan lege med både drengene og pigerne, og det er jo bare super! Jeg er ikke i tvivl om, at hun nok skal blive til noget stort en dag, siger Malene, som også selv går i skole.

Hun er ved at tage en HF fagpakke på VUC, så hun kan komme ind på pædagogseminariet til næste år.