Mistanken vil altid forfølge mig

Stine blev anholdt og sigtet for forsøg på at dræbe sin søn. Nu, halvandet år efter, har politiet frafaldet sigtelsen. Men mistanken vil altid følge mig, siger Stine.

Foto: Steen Wrem

Stine sad i en bil med en flok veninder. De var på vej hjem efter en hyggelig tøsetur, da hun modtog opkaldet fra Benno.

- Benjamin ligger livløs på puslebordet, sagde han. Den unge mand anede ikke sine levende råd. Stine ved ikke, hvor længe der gik, inden hun var hjemme. Hun kæmpede for sin søns liv. Lille Benjamin var livløs. Ambulancen var der, og lægen instruerede Stine i at lægge sig på båren med Benjamin ovenpå.

Lægerne vurderede, at han havde en mavevirus eller noget andet ganske harmløst. Men dagen efter var Benjamin stadig sløj. Han sov meget og vendte det hvide ud af øjnene, når han var vågen.

- Jeg ringede til sygehuset, for jeg var utryg ved at have Benjamin hjemme, siger den unge mor. Han blev indlagt på Rigshospitalet, hvor han blev scannet. Lægerne fandt blødninger i hans hjerne.

- Lægerne startede med at sige, at de havde mistanke om ruskevold, men de ville undersøge ham for sygdomme, bl.a. epilepsi. De fandt ikke noget, så de meldte det til politiet. Det er fint nok. Hvis de ikke havde meldt det, så havde jeg, siger Stine.

Både Stine og kæresten Benno blev afhørt, ligesom naboer, familie, venner og bekendte. Mistanken lagde en skygge over forholdet, og Stine og Benno gik fra hinanden. Kommunen besluttede, at Stine skulle flytte ind på en familieinstitution med datteren Isabella, som endnu ikke var fyldt to år, og sønnen Benjamin, som dengang kun var fem måneder. Hun nåede kun at bo der i to dage.

- Vi var på legepladsen. Mens jeg legede med Isabella, fik Benjamin det dårligt. Han kastede op og fik krampeanfald. En pædagog tog sig af ham. Jeg måtte ikke være i nærheden. Det var helt ubeskriveligt smertefuldt. Jeg måtte heller ikke tage med ham på hospitalet, fortæller Stine. Nogle dage senere ringede det på døren. Det var kriminalpolitiet. De mistænkte hende for at have rusket Benjamin.

- Jeg var anholdt. Sigtet for forsøg på manddrab på Benjamin, siger Stine. Den 29. juni 2010 blev hun varetægtsfængslet i fire uger og senere flyttet til Vestre Fængsel.

- Der var ikke plads på kvindeafdelingen, så jeg kom på hospitalsafdelingen, hvor der var mænd, der var blevet skudt, eller som hørte stemmer, fortæller hun. Varetægtsfængslingen blev forlænget hver fjerde uge i seks en halv måned.

- Hver aften satte jeg et kryds over dagen i kalenderen. Det var min lille sejr; Nu har jeg overlevet en dag mere, fortæller hun. Hun fik jævnligt besøg af Isabella, men Benjamin så hun slet ikke i syv måneder. Den 7. januar sidste år på Benjamins etårs fødselsdag blev hun endelig løsladt. Hjemme ventede familien med et brag af en fødselsdagsfest for hende. Stine var fyldt 21 år tre dage tidligere.

Løsladt efter 180 dage
- I starten turde jeg ikke gå ned til Brugsen alene, jeg måtte have min mor med. Jeg var bange for folks reaktion, fortæller hun.

- Mange skrev grimt om mig på nettet. Når jeg gik på gaden i Holbæk, vendte folk sig om og kiggede på mig. Alle vidste, hvem jeg var, og hvor jeg boede. De sænkede farten og hviskede sammen, når de gik forbi mit hus, en mand hang ligefrem ind over hækken for at kigge ind ad mine vinduer, fortæller Stine.

Benjamin var blevet ramt af flere blødninger i hjernen, mens Stine sad i fængsel. Hospitalet sendte prøver til USA, som skulle afgøre, om drengen havde en sjælden génfejl, men eksperterne i USA fandt ingen génfejl. Retslægerådet nåede frem til, at Benjamin var blevet rusket - formentlig kun ved én lejlighed.

Den vold havde til gengæld været så grov, at drengen i flere omgange var blevet ramt af blødninger i hjernen. Som følge af volden er Benjamin bagud i sin udvikling, og lægerne mener, at blødningerne har skadet hans følelsescenter i hjernen, så han f.eks. har svært ved at styre sit temperament. Desuden er han for slap i den ene side af kroppen. Det er endnu for tidligt at vurdere, hvor slemt medtaget han er.

Jeg har aldrig rusket min søn
- Jeg har aldrig rusket min søn, jeg kunne aldrig finde på det. Og jeg er dybt ulykkelig og vred over, at nogen har skadet ham, siger hun. Tirsdag i sidste uge meddelte anklagemyndigheden, at den frafalder sigtelsen mod Stine.

- Vi kan ikke bevise, hvem der har påført Benjamin de skader, siger anklager Sidsel Jessen-Klixbull. Frafaldelsen af sigtelsen betyder dog ikke, at Stine er blevet renset. Mistanken hænger ved den unge mor, så længe forbrydelse ikke er opklaret. Og det oprører hende:

- Jeg forstår ikke, hvorfor det kun var mig, der blev anholdt. Der var flere andre i familien, der var alene med Benjamin i den periode. Det var Benno blandt andet. Han passede Benjamin den aften, han blev indlagt. Jeg ved ikke, hvad han har forklaret politiet, men han må have været overbevisende, for han blev aldrig sigtet. Det var kun mig, fortæller Stine.

Læs også: Sigtelsen mod Stine er frafaldet

Andre kan have skadet drengen
Anklageren erkender, at Stines forsvar er relevant. Det er faktisk kernen i, hvorfor sigtelsen er frafaldet.

- Barnet har været udsat for massiv vold, men vi har et tidsrum inden for nogle dage, hvor det kan være sket, så alle, der har været alene med Benjamin i løbet af de dage, kan i princippet have rusket ham, siger Sidsel Jessen-Klixbull. Hun oplyser, at der ikke er planer om at anholde andre i sagen.

- Sagen er lukket og vil kun blive genåbnet, hvis nogen tilstår, eller hvis et vidne har set noget, siger hun.

Stine vil kræve erstatning for det halve år, hun har været fængslet. Og hun vil forsøge at få både treårige Isabella og Benjamin på to år hjem igen. Hendes to børn bor nu hos hver sin plejefamilie. Stine må besøge dem hver anden uge, tre timer hos Isabella og én time hos Benjamin, som hun i øvrigt ikke må have fysisk kontakt med.

Tavs ekskæreste
Ude og Hjemme har forsøgt at få en kommentar til frafaldelsen af sigtelsen mod Stine fra hendes ekskæreste, Benno, der er far til Benjamin. Men han har ikke reageret på vores henvendelse.

Læs hele interviewet med Stine Hesselholdt i Ude og Hjemme nummer 5