Rachel fra Årgang 0: Sådan er min familie

-Jeg er glad for min familie, de støtter mig i alle forhold, siger Rachel fra Årgang 0, der også fortæller, at hun er kommet tættere på sin bror – blandt andet fordi de har været væk fra hinanden. Og så røber hun, at hun til sommer flytter til Argentina i et år.

- Vi har et tæt forhold som søskende. Jeg synes på en måde, vi er blevet tættere efter at have været på efterskole og i udlandet. Det at vi har været væk fra hinanden har givet os lejlighed til at tale mere sammen og opdage, at selvom vi er langt væk fra hinanden, tænker vi stadig på hinanden, skriver Rachel på den chat, hun netop har haft på tv2.dk.

Her røber hun også, at hun har planer om at være mere væk fra sin bror, David og fra mor og far, Theresia og Lars. Ligesom David var på udveksling i Brasilien, skal Rachel til august på udveksling til Argentina, og hun regner med, at blive i Sydamerika næsten et helt år.

Men hun er sikker på, at det tætte forhold i familien sagtens kan overleve, at hun tager til Argentina.

LÆS OGSÅ: Rachel fra Årgang 0: Det bedste der er sket mig nogensinde

-Jeg vil sige, at jeg synes min familie er meget tætte. Men vi er også en ret lille familie, så det er vigtigt for os, at vi har et tæt sammenhold. Opskriften på en god familie er et godt sammenhold, tror jeg. Men vi kan sagtens give hinanden plads. For eksempel har jeg og David været væk hjemmefra, skriver hun.

Min familie støtter mig

Det er i det hele taget tydeligt, at Rachel holder af familien.

-Jeg er rigtig glad for, at jeg har min familie, de støtter mig i alle situationer, skriver hun.

Undervejs i chatten bliver hun også spurgt, om hun får negative kommentarer, fordi nogle mener, at hendes familie er sådan noget gammeldags.

LÆS OGSÅ: Stephanie efter grove kommentarer. Det gør ondt

-Jeg bliver ikke rigtig negativ over, at folk kommer med negative kommentarer. Alle familier er forskellige. Selvom vi er lidt gammeldags, er det egentlig okay for os, svarer Rachel, der også fortæller, at hun da har oplevet at blive mobbet:

Ikke kun en dans på roser

-Jeg er blevet mobbet, men jeg ved ikke, om det har været på grund af årgang 0. Det har ikke altid været en dans på roser at være med i Årgang 0, der er også en bagside ved det. Men det er ikke noget, der påvirker mig i dagligdagen.

Hun er da også kun glad for at være med i tv-serien. Og da hun bliver spurgt, om hun ville tilmelde sig selv og sin måske kommende familie til et tilsvarende program, er hun kun en anelse i tvivl:

LÆS OGSÅ: Rachel chokerer sin far

-Både og. For det er et fantastisk projekt at være med i, men samtidig er det ret tidskrævende. Hvis jeg have muligheden for det, så ville jeg. Havde jeg selv kunne bestemme det, havde jeg også selv sagt ja, for jeg er rigtig glad for at være med i Årgang 0, skriver hun på chatten.

Du kan se 4. afsnit af dette års Årgang 0 på næste tirsdag, 2. februar, på TV2 klokken 20.00.