Jonas burde være død

Jonas fra TV3-programmet Luksusfælden har været udsat for en alvorlig trafikulykke. Det forgældede par, Lise og Jonas, ved ikke, om han nogensinde kan vende tilbage til jobbet.

Fra arbejdsløs til invalideret. Netop som den økonomiske situation var i bedring for det unge par fra Haslev, bliver Jonas involveret i en alvorlig trafikulykke. Fredag den 14. august er han ude at køre på sin motorcykel, da en kvindelig bilist overser sin vigepligt og rammer Jonas på motorcyklen.

- Lægerne sagde, at han burde være død. Men han har brækket ryggen to steder, fået knust foden og brækket det højre håndled ved ulykken, siger Lise Pedersen.

I tirsdagens udgave af Luksusfælden kunne seerne følge det unge pars desperate forsøg for at få overblik over deres økonomi efter en alvorlig regnefejl - begået af deres egen bank. Regnefejlen har bragt parret på fallittens rand, og eksperterne ser ingen anden udvalg end at sælge både bilen og drømmehuset.

Aldrig mere job?
Siden programmet blev optaget, er det lykkedes parret ved fælles anstrengelse at få et bedre overblik over økonomien. Budgettet, som de fik lagt af Luksusfældens eksperter, har løftet parrets rådighedsbeløb fra 2.500 om måneden til ca. 8.000 kroner. Men parret venter stadig på en afgørelse om bankens ansvar for det økonomiske uføre. Huset er fortsat til salg, og redningsplanen var, at Jonas hurtigst muligt skulle tilbage på arbejdsmarkedet. Nu er det usikkert, om han nogensinde kan arbejde igen og forsørge familien på tre.

Han har været indlagt i tre uger på hospitalet, hvor lægerne frygtede, at han helt havde mistet førligheden, men heldigvis er han hjemme i Haslev nu og i langsom bedring.

- Nu humper han rundt herhjemme. Han har jernstænger igennem foden og et jernkorset rundt om ryggen for at holde den ret. Den skal han beholde på det næste år, og lægerne har givet ham den besked, at han ikke skal forvente at komme tilbage til jobbet. Han har voldsomme smerter og svært ved at sidde og ligge. Men han kæmper og er ved godt mod, siger Lise Pedersen.

Læs mere om progammet, få gode råd til din økonomi og gense tidligere udsendelser

LUKSUSFÆLDEN