Torsdag d. 8. november 2012 - af Joan Andersen
Selv læreren mobbede Mille
Mille har altid været klassens tykke pige. Og hun er blevet mobbet så længe, at hun i dag lider af tvangstanker. Nu har familien endelig fundet en løsning på alle problemerne. Mille kom med i Generation XL på DR, der følger en gruppe børn og unge i et projekt på Holbæk Sygehus, og skolen er blevet skiftet ud med en efterskole.

Mobning gav tvangstanker
Mille lå i et telt og hulkede ned i sin sovepose. Det var mørkt, og natten sneglede sig af sted.
- Jeg følte mig beskidt og trampet på, fortæller Mille. Hun gik i 5. klasse og var med SFO'en på musikfestival, for hun elsker at synge. Men alt gik galt.
- Jeg ville hjem. Jeg ville bare hjem. Der var beskidt, jeg kunne ikke få et ordentligt bad, og jeg havde hjemve. Jeg fik ikke lukket et øje den nat, fortæller Mille Jønsson Madsen fra Hvalsø midt på Sjælland.
Hendes mor, Mette, hentede hende om morgenen. I bilen nægtede Mille at røre ved noget som helst med sine hænder. Kulminationen af mange års mobning havde fået hendes tvangstanker til at bryde ud i lys lue.
Læren mobbede
Mille kom ikke i skole de næste tre måneder. Hun ville simpelthen ikke give slip på sin mor, og bare tanken om skolen fik hende til at bryde sammen i gråd. Så hun skiftede skole, igen.
- Jeg har altid været den tykke pige. Det var jeg allerede i 0. klasse. Der startede mobningen også. Dengang mobbede selv min skolelærer mig, fortæller Mille.
Hendes mor forhørte sig om mulighederne for at få Mille på julemærkehjem og fik svaret:
- Det er ikke mit problem, at din datter er en fed ko!
Kampen mod vægten
Mille var kun fem år, første gang familien søgte hjælp hos en diætist. De forsøgte alt, men lige lidt hjalp det, og mobningen blev bare ved og ved.
I 5. klasse kom Mille i en specialskole i Holbæk. Mobningen stoppede i skolen, men fortsatte på facebook og i ungdomsskolen. Samtidig kom hun i behandling for tvangstankerne. OCD kommer af psykisk pres. Mille tog på af medicinen, og lægerne prioriterede OCD'en højere end vægten, fortæller moren.
Her kan du læse om Denise, der vandt over mobningen og overvægten.
De fandt løsningen
Vægten sagde 88 kg, da skolesygeplejersken for et år siden henviste Mille til Holbæk Sygehus.
Programmet fra sygehuset er meget enkelt. Eksempelvis må Mille få for 10 kroner slik om ugen og én sodavand. Lægen forlangte også, at hun skulle vælge en sportsgren, ligesom hun skulle løbe eller som minimum gå en lang tur med hundene hver dag.
- Men jeg gik kun til håndbold tre gange, så kom OCD'en frem igen, fortæller hun.
Men det er ved at ændre sig, for Mille har fået sit største ønske opfyldt: Hun er startet på efterskole, på musiklinjen, og så er hun blevet en flittig bruger af fitnessrummet på skolen.
Læs om 11-årige Nanna, der gik fra XL til slank
Et varigt vægttab
Mille tabte sig hele 18 kg. Hun har taget fem af dem på igen, men holder vægten på et acceptabelt niveau.
- Bare kæmp, så skal det nok lykkes, siger hun.
Læs flere spændende historier på udeoghjemme.dk
Ude og Hjemme har igennem tiden haft mange historier om mennesker, som mirakuløst er undsluppet dét, der kunne have været enden. I galleriet nedenfor har vi samlet 11 historier om mennesker, som snød døden.