Sorgramt Gitte fik styr på livet

Siden Gitte tragisk mistede sin søn for seks år siden, har hun kæmpet med skyld – både økonomisk og psykisk. Tvprogrammet Luksusfælden hjalp Gitte med at rydde op i både økonomi og følelser.

Foto: Jesper Christensen

Siden Gitte tragisk mistede sin søn for seks år siden, har hun kæmpet med skyld - både økonomisk og psykisk. Tvprogrammet Luksusfælden hjalp Gitte med at rydde op i både økonomi og følelser. - Nu kan jeg smile ægte, siger hun.

Dagen inden kameraholdet fra Luksusfælden skulle komme, var Gitte Boesen fra Kolding klar til at ringe og melde fra. Hun havde mest lyst til at rulle gardinerne for og bare være i fred. Sådan som hun havde været det de sidste seks år, lige siden hun mistede Christian. Sin elskede, store dreng.

Læs også: Ny deltager i De unge mødre: Ung mor og model

Men Gitte fandt mod et eller andet sted og åbnede døren for tv-holdet og de to økonomieksperter. Udsendelsen blev vist tirsdag aften, men der er sket meget i løbet af de sidste tre måneder, siden optagelserne fandt sted.

- Jeg kan ærligt sige, at for første gang i seks år er jeg glad igen. Siden Christian døde, har jeg været træt af det hele. Al glæde har været påtaget. Men det har virkelig ændret sig, siger Gitte. I programmet fik hun først og fremmest styr på sin økonomi. Eksperterne fik afdragene på hendes gæld sat ned, de fandt en billigere lejlighed til hende og hendes tre børn, og desuden fik de hende overbevist om, at hun skulle sælge sin bil og sin frisørforretning. Nu kan hun betale sine regninger hver måned modsat tidligere, hvor hun lod dem ligge i ugevis i postkassen sammen med rykkere og inkassobreve, så reklametryksagerne til sidst væltede ud.

Læs også: Dea Louise vil kæmpe for sin datter

Gittes økonomi gik ned for seks år siden, da hun mistede Christian. Han var 17 år, da han døde. I dag føler Gitte stadig, at hun ikke bare bærer på sorgen. Hun bærer også på en skyld. Hun og Christian var uvenner den lørdag aften, han sagde farvel og tog ned til en kammerat. Han ville låne penge, og det afviste Gitte, så bølgerne gik højt. Senere sendte Christian sin mor en besked: Undskyld mor. Jeg tager ned til Søren. Vi skal i byen. Jeg elsker dig. Gitte skrev tilbage: O.k.. Vi skal vist lige have en snak, når du kommer hjem. Hun skrev ikke "elsker dig". Det har forfulgt hende lige siden.

Skyldte 225.000 kr.
Næste dag led Christian af voldsomme tømmermænd. Da han havde sukkersyge, var det bestemt ikke godt, at han havde drukket for meget, så Gitte var gal, da hun hentede ham hos en kammerat og kørte ham hjem. Senere skulle hun over til sin kæreste for at grille. Men inden hun forlod hjemmet, gik hun ind til Christian.

- Er du okay? spurgte hun, og Christian bekræftede. Han led bare ligesom alle andre med slemme tømmermænd. Alligevel blev Gitte stående et par minutter længere i døren. I hovedet kørte hun en dialog med sig selv. Skulle hun tage Christian et smut forbi skadestuen? Eller skulle hun holde fast i læresætningen: "Stor nok til at drikke - stor nok til at have tømmermænd." Gitte valgte det sidste. Da hun kom hjem næste dag, fandt hun sin elskede dreng død i sengen.

- Jeg traf helt klart det forkerte valg, og det er svært at leve med, siger Gitte. I tiden efter var Gittes liv en stor tåge. Hun lukkede sin frisørforretning, og lukkede øjnene for alt. Ikke mindst for penge.

Nu sover hun godt igen, for der er kommet styr på økonomien. Men det er langt fra det eneste, der er blevet ryddet op i. I programmet blev familien også tvunget til at tale om Christians død sammen for første gang, og det har i den grad givet Gitte et skub. - Nu kan jeg se billeder af ham og smile. Det kunne jeg ikke før. Jeg har virkelig haft det sådan, at jeg ville ønske, jeg aldrig havde fået ham, fordi jeg mistede ham. Nu vil jeg faktisk sige, at jeg kan rumme hans død.