Rosendahl på tvangsferie

Pernille Rosendahl vil benytte friheden til at trøste de udstemte grupper

Foto: StarPress

Pernille Rosendahl er den eneste af de tre dommere, der ikke får mindst én deltager med til finalen i Parken. Ikke noget der ligefrem begejstre rocksangerinden.
- Det er sgu da pisse træls, det må jeg sige, sagde hun, da udeoghjemme.dk talte med hende i går, mandag.

- Hvis din arbejdsgiver var kommet og havde sagt, at du havde to ugers fri, så ville du garanteret blive ovenud lykkelig. Men jeg gider ikke holde fri. Jeg ville da meget hellere, at jeg havde tvillingerne med endnu. Jeg synes faktisk, at det er lidt trist, at de ikke er med mere. Man kunne også se på deres reaktion, da de røg ud (hvor de var meget kede af det, red), at de virkelig gerne ville det her.

Hygge med grupperne
Det at alle tre grupper nu er ude af konkurrencen gør til gengæld, at hun pludselig har meget mere tid til Deevipez og JR, der begge har været ude af showet i flere uger. Og det skal naturligvis udnyttes.

- Jeg har lovet JR, at vi skulle en tur på "Joe & The Juice" (en juicebar, red.) på et tidspunkt, fordi de siger, at det har de ikke råd til. Så det skal vi. Men i det hele taget skal jeg have fat i hele banden igen, så vi kan hænge lidt ud sammen, inden det hele er helt slut.

Hun er klar over, at hun har et ekstra ansvar for de grupper, der har haft hende som menter, efter at de er røget ud af konkurrencen.
- Jeg ved jo, at når man ikke længere pludselig er med i denne store familie mere, så opstår der en tomhedsfølelse. Der har jeg selvfølgelig stået til rådighed hele tiden. Men jeg har nok fået lidt mere tid nu. Man lærer også utroligt meget, når man er med i sådan et program.

Det er også vigtigt at finde ud af, hvordan man vælger at bruge det, siger hun og erklærer, at det er noget af det, hun vil tale med sine grupper om.
Selvom det virker lidt trist for Pernille Rosendahl, så glæder hun sig dog alligevel meget til finalen.
- Jeg har jo også været med til at vælge de andre ud, så jeg er da spændt på hvem, der vinder det hele, siger hun.