Tanja vandt billetter til X Factor finaleshowet i Parken

Læs Tanjas skønne beretning om det gigantiske show i Parken.

Foto: Tanjas privatfotos

Tanja vandt 2 X Factor billetter på Ude og Hjemmes facebookprofil . Her fortæller hun om sine oplevelser til finaleshowet i fredags:

Jeg så en dag på facebook, at jeg igennem mit yndlingsblad, Ude og Hjemme, havde vundet 2 billetter til X Factor finalen! Jeg blev jublende glad og spurgte min veninde Mona, om ikke hun ville med.

Det ville hun rigtig gerne, og fredag d. 25 marts kørte vi fra Horsens klokken 14. Vi holdte et par pauser, hvor vi blandt andet fandt nogle energidrinks med et rødt X på, og det kunne vi jo ikke lige stå for netop den dag! Vi ankom klokken 18 og parkerede lige overfor parken! Vi ville ikke have jakker og tasker at slæbe på, så vi tog dankort og mobil i lommen og lod jakkerne ligge i bilen.

Det viste sig ikke at være den klogeste beslutning den dag, for det blæste, og vinden var ikke just fra en varm sommerdag! Der var vildt mange mennesker overalt og god stemning med bannere, maling i ansigtet, forventningsfyldte mennesker, unge som ældre.

Vi stod i kø til en hotdog for at have lidt i maven, og derefter gik vi om på den modsatte side af Parken, for der var vores indgang. Vi gik lige ind, for der var ingen kø på den side. Straks sagde vi til hinanden, at nu var vi glade for, at vi ingen jakker havde med ind, for det var meget varmt, og vi havde stå pladser.

Vi gik direkte ud på gulvet, hvor vi skulle stå og fandt et sted i 2. række lige bag et af de hegn, der var med til at danne det store X.


Tanja (tv.) er 30 år og
salgsassistent. Hun bor
i Horsens med sin mand
Jan og deres to børn,
Lærke på 2½ og
Tobias på 5½.

Og 5 minutter efter blev der mørkt og før-showet startede, nu var klokken nemlig 19.

Super stemning
Der var en, der var hyret af X Factor eller DR til at gejle publikum op og sige, hvad de skulle gøre og ikke skulle gøre under showet.

Han brugte den næste time på at lære os at "hoppe", som betød, at vi alle sammen, 45.000 mennesker, vippede op og ned, og vi blev "trænet" i, at når der for eksempel stod "Råb: X-factor" eller "Sig: Jaaaaaaa" osv., på stor skærmene, så var det det, vi skulle gøre.

I timen inden showet kom også sidste års vinder, Thomas Ring, med hans hit "Break the silence", som jeg synes er en fantastisk sang, og han gjorde det skide godt! Udover det optrådte også Clara Sofie med "Når tiden går baglæns" og Joey Moe med "Skakmat". Derudover kom A Friend In London og Electric Lady Lab, så det var super underholdning at starte på!

Efterhånden var stemningen kørt rigtig godt op, og der blev talt ned til showet, og hele Parken nynnede melodien fra X-factor! Jeg kan starte med at sige, at jeg holdte altså med Annelouise!

Kjeld åbner finalebraget i Parken

Deltagerne blev præsenteret ved, at det skød op med ild og lys, og de 3 finalister stod i midten. Sarah skulle starte showet, og det gjorde hun sgu godt i nummeret "pokerface" af Lady Gaga. Det var altså fedt!

Annelouise så fantastisk ud
Så kom Annelouise ind og så fantastisk ud i sin røde kjole, og der er bare sådan en ro og ydmyghed over hende, synes jeg. Hun sang "Breathe me" af Sia. Det var så smukt, og hendes stemme fyldte hele parken, så jeg fik kuldegysninger. Så var det Babous tur, og han sang "All the right moves" af One Republic, og der var også gang i den, og han gav tydeligvis alt, hvad han havde!

Bagefter da de kom ind og sang med Take That i nummeret "The flood", så gik folk helt amok, og det var ret vildt, at de stod og sang sammen - sikke en oplevelse for dem! Nogle gange var det faktisk lidt svært at høre det hele, fordi 45.000 mennesker på ét sted har et voldsomt støjniveau til tider! Desuden var der en del teenagepiger, som virkelig gav den gas med stemmebåndet!

Om jeg husker det hele i den rigtige rækkefølge er ikke sikkert, for man suger bare til sig, mens man er der og husker alle oplevelserne på én gang!

De 3 finalister skulle synge en duet med hver deres kendte band. Først var det Sarah med Carpark North i nummeret "Shall We Be Gratefull", og de passede altså virkelig også godt sammen, det var lige hende! Derefter var det Annelouise med Fallulah i nummeret "Out of it" - titelmelodien til serien "Nynne". Hendes stemme var bare skabt til den sang. Pinligt for Fallulah, for Annlouise sang den bedre. Det var virkelig godt!

Jeg blev rørt
Babou kom ind sammen med Aqua i nummeret "Back to the 80's", og jeg synes personligt, at Babou har en alt for lys stemme tit, og i denne sang var der rigtig meget skrigeri fra ham.
Midt i showet skulle en af finalisterne skilles fra. Dette blev Babou, og der kom et stort "Åååååårrrh" fra menneskemængden. Jeg blev lidt rørt, fordi jeg vidste hvor meget, Babou drømte om det her!

Læs også: Babous mål er nået

Så var der de deltagere, der ikke kom særlig langt, men som havde gjort indtryk på enten den ene eller den anden måde. De kom ind og sang "Everybody" af Backstreet Boys, og det var så morsomt men samtidig også fedt! Vi fik også et lille gensyn med de udstemte fra liveshows, Ercan, Patricia, Martin osv. Det var super med sådan et indslag!

De 2 store gæstebands, Take That og Aqua, kom også på scenen hver især med et af deres nye numre. Aqua med "How R U Doin" som faktisk er et fedt party nummer og så Take That med "Kidz", som jeg ikke helt brød mig om, indtil omkvædet kom, så syntes jeg, det var super! Nå, jamen så fik jeg lige nævnt dem, der optrådte, i vilkårlig rækkefølge.

Finalen nærmede sig en afgørelse, og inden den skulle træffes ved hjælp af SMS stemmer fra Danmark, så skulle de 2 sidste finalister, Annelouise og Sarah, begge to synge nummeret "Min øjesten".

Annelouise kom ikke ud over scenekanten
Annelouise lagde ud, og jeg synes faktisk ikke, at hun kom helt ud over scenekanten desværre. Det gjorde Sarah derimod, og selvom det var det samme nummer, så var der en kæmpe forskel.
De er jo vidt forskellige, så det var en meget spændende finale. I Parken var der altså mest klappen og skrigen over Sarah, må man sige.

Annelouises lillesøster havde skrevet et digt til hende og til Danmark for at få folk til at stemme på hende, og det var simpelthen så smukt, og jeg blev helt rørt!

Så kom forløsningens øjeblik, og det skulle afsløres, hvem der havde vundet X Factor 2011. Vi ventede i spænding, og et brøl brød ud, da Lise råbte: "SARAH".

Selvom jeg stemte på Annelouise, så klappede og skreg jeg i ren begejstring. Jeg blev virkelig grebet af stemningen, og jeg kunne jo se, hvordan Sarah reagerede, og hun var SÅ glad!

Super god aften
Jeg var ikke enig i, hvordan det hele endte, men Annelouise er så dygtig, at hun skal nok få lavet en cd alligevel. Nu bliver det spændende at se, hvad Sarah får lavet. Mona og jeg blev stående, og hurtigt begyndte hele parken at blive tom.

Så gik turen ud til bilen, og på de 3 timers køretur snakkede vi oplevelse igennem, og vi var enige om, at vi havde haft en super god aften!

Tak til Ude og Hjemme for at give os den oplevelse!