Teater i 10 kilometers højde

Tidsforskel på lange flyrejser er ikke usædvanligt. At rejse 80 år tilbage i tiden havde Ude og Hjemmes udsendte dog ikke regnet med, da hun gik om bord på flyet til New York.

En kvinde i midten af 30’erne med højt touperet hår og en læbestift, der sidder så skarpt, at ikke engang Ghita Nørby kan være med, rækker mig et glas champagne. Hun hedder Valerie og er som taget ud af et modemagasin fra 1970’erne.

I virkeligheden hedder hun slet ikke Valerie, men er skuespiller og del af et 11 timer langt teaterstykke arrangeret af Icelandair. Stykket markerer selskabets 80-års jubilæum, og både professionelle skuespillere og almindeligt flypersonale spiller med, tværs over Atlanten – fra London over Reykjavik til New York.

Piloten Lydia

Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om at flyve, men det er der slet ikke tid til at tænke over.

Det opleves som at være havnet midt i en opslået historiebog, hvor figurerne springer ud, en efter en. Således sidder jeg pludselig ved siden af en kvindelig pilot fra 2. verdenskrig, Lydia, der fortæller, at hun blev pilot, fordi hendes far byggede modelfly. Vi er på vej til Reykjavik, hvor vi skal skifte fly, og Lydia hiver sin kuffert op på skødet, åbner den på vid gab og lader mig kigge med: I tasken er indrettet en miniatureudgave af et islandsk landskab med bakker, klipper og sågar en regnbue.

– Det er det skjulte folk på Island, der bor herinde. De kan både være små og usynlige, så de sniger sig ind ad små bitte døre og gange, der er i sten over hele Island, fortæller hun.

Jeg troede aldrig, at jeg ville få brug for de dramatimer, jeg tog engang, men jeg går med på legen. Og al nervøsitet over at befinde sig 30.000 fod oppe i luften er som forsvundet.

Læs også: Postkort fra det nye, grønne New York

Hippiesange

Et par hippier i ruskindsveste, spraglede bluser og tørklæder om håret bryder ud i sang, og snart skråler hele flyet med på Beatles’ ”Love me do”. Sidste vers synges om og om igen, og pludselig er det tid til at lande.

Krigsveteranen Oli dumper ned i sædet ved siden af mig. Han har bemærket, at jeg holder fast i armlænet, som gjaldt det mit liv.

– At flyve er jo den sikreste transportform. Under krigen sejlede jeg en ubåd fra Skotland til USA, og der kunne man tale om, at der var fare på færde. Nu er jeg bare på vej til New York for at besøge min kone og lille søn, fortæller han, og pludselig har jeg glemt alt om at holde fast i flysædet.

Læs også: Vandsport for hele familien

Da vi stiger ud af flyet, bliver vi mødt af den friske, islandske luft, som napper i kinderne. Og tidsrejsen er endnu ikke forbi. Ankomsthallen er som forvandlet med guirlander, konfetti og et swingband, der kan spille enhver bænkevarmer ud på dansegulvet – og snart går turen videre mod New York.