Hun vil ikke eksperimentere i sengen

Morten har været gift i 14 år og kunne godt tænke sig at eksperimentere lidt i sengen med sin kone, men det vil hun ikke. Hvad skal han gøre?

Min kone og jeg har været gift i 14 år, og vi har to børn på 8 og 11. Vores forhold har generelt set været stabilt og trygt og kærligt i alle årene, men vores sexliv har haltet i perioder. Det har vi været gode til at snakke om og justere vores forventninger undervejs, så vi er kommet gennem kriserne sammen.

Jeg har dog altid nok været lidt mere nysgerrig og eksperimenterende end hende, men de få gange jeg har bragt det på bane i årenes løb, har hun blankt afvist det. Det er ikke sådan nogle vilde ting, jeg godt kunne tænke mig, synes jeg selv. Bare sådan noget som f.eks. at prøve lidt dominans eller indføre noget sexlegetøj en gang imellem, men hun vil ikke. Det er jeg selvfølgelig lidt ked af, da jeg både føler, at hun dermed også afviser mig seksuelt og samtidig kan jeg godt føle mig lidt utilfredsstillet. Tror du på nogen måde hun kunne blive interesseret i noget af det, jeg har lyst til?

Hvordan kan jeg overtale hende, uden at hun kommer til at føle sig presset? Har du nogle ideer?
Hilsen Morten

Kære Morten
Seksuelle præferencer er en svær størrelse at arbejde med, da nogle ting kan føles helt naturligt for nogen, mens andre føler det er en kæmpe overskridelse af deres grænser. Et menneskes seksualitet udvikler sig som regel gennem hele livet, så noget man tidligere har været afvisende over for, kan godt pludselig ændre sig, så man har lyst til at prøve det. Og den anden vej rundt, naturligvis.

Du skriver, at din kone altid har været afvisende over for noget som helst af det du har foreslået, så det virker som om, at hun skal have masser af tid, hvis hun skal ”overtales”. Nu ved jeg jo ikke hvor længe siden det er, at I sidst har talt om det. Hvis det er ved at være nogle år siden, kan det jo godt være, hun i mellemtiden er blevet lidt mere åben over for dine ideer. Men uanset hvad, skal du selvfølgelig fare med lempe, netop så hun ikke føler sig presset til noget. Jeg synes du skal snakke med hende om det (igen). Og denne gang forklare hende, hvad det ville gøre for dig, hvis hun havde lyst til at eksperimentere lidt. Hvor stor tilfredsstillelse, du ville få ud af det, og endnu større, hvis hun deltog i løjerne. Jeg er selv af den overbevisning, at man egentlig ikke kan tillade sig at afvise sin partners forslag, før man har prøvet det af. Lidt på samme måde som at børn ikke må sige, at der er noget mad de ikke kan lide, før de i det mindste har smagt på det.

Hvis nu din kone lader sig overbevise denne gang, er det selvfølgelig også vigtigt, at hun får en god oplevelse med det, og det er så din fineste opgave her. Sæt eventuelt din egen lyst og nydelse lidt til side de første par gange, så hun kan føle sig tryg i situationen, og bring så din ”del” af det på bane, lidt efter lidt. Sådan er det jo tit, når man starter en ny leg sammen – at man prøver af og forfiner undervejs, indtil den er lige i skabet. Sexlegetøj kan for mange par være et virkelig dejligt og spændende supplement til deres sexliv, og det kunne det måske også for jer. Jeg ved ikke, om det du har foreslået, var noget der skulle bruges på hende eller på dig eller jer begge. Prøv at spørge ind til det og find ud af, hvad det er ved det, hun finder skræmmende. Er det fordi hun skal bruge noget på dig, og ikke ved, hvordan hun skal gøre? Eller fordi du skal bruge noget på hende, så hun måske føler hun mister kontrollen? Sammen kan I så finde ud af, hvilken form for legetøj I kunne prøve, hvor hun ville føle, at det ligefrem ville være både frækt og sjovt.

Hvis hun overhovedet ikke er til at hugge og stikke i, kunne I overveje at opsøge en sexolog, der måske kunne hjælpe det lidt på vej gennem nogle gode snakke. Det er i hvert fald ærgerligt, at det er dét der skaber utilfredshed i jeres parforhold, som jo ellers lyder til at være sundt og velfungerende. Held og lykke med det.
De bedste hilsener Helle

Læs også: Sexlivet er gået i stå efter fødslen