Brev til Anne-Marie Østersø: Gravid og bedraget af kæresten

"Den ulykkelige" er gravid i fjerde måned og helt knust, fordi hendes kæreste har været hende utro. Hun har tilgivet ham, men han ved stadig ikke, om han vil blive i forholdet. Læs clairvoyante Anne-Maries råd her ...

Kære Anne-Marie
Jeg er så ulykkelig! Jeg er gravid i fjerde måned og har været i et parforhold i fire år med den dejligste mand. Nu har han desværre fortalt mig, at han har fundet en anden. Jeg er helt slået ud og kan slet ikke forstå det, da vi længe har planlagt familieforøgelse og virkelig glædet os til barnet.

Han fortjener ikke at blive far 

Jeg har tilgivet utroskaben, men han er stadig ikke sikker på, at han vil have mig. Han er flyttet ud af vores lejlighed og bor hos en ven.

Jeg har brug for at få af vide, om jeg kan regne med ham. Vi har dagligt kontakt, og han har sagt, at han nok skal være med til fødslen og tage ansvar for barnet. Jeg føler dog slet ikke, at han fortjener at blive far nu. Jeg håber, du vil give mig et ærligt svar.
Mange hilsner Den ulykkelige

LÆS OGSÅ: Min mand var utro med en ældre kollega

Han vender tilbage

Kære Ulykkelige
Hvor gør det mig ondt, at du skal opleve dette nu, hvor I ellers skulle være lykkelige sammen.
Din kæreste er blevet forelsket, og det kan jo ske for selv den bedste. Jeres forhold er dog bygget på kærlighed, og det vil gå op for ham i løbet af de næste måneder. Jeg fornemmer, at han vender hjem, inden du skal føde.
Du skriver, du har tilgivet ham. Det føler du måske nu, men svigtet vil blive ved med at sidde i dig, hvis du ikke får det bearbejdet. Derfor vil jeg anbefale dig at gå i terapi, også selv om din kæreste kommer tilbage til dig. Måske kan I gå sammen?
Du skal dog lægge mærke til, at han ærlig. Det vil han fortsætte med, så når han fortæller dig, at han ikke er utro, er det vigtigt, at du stoler på ham. Stort tillykke med familieforøgelsen. Det hele vil ende godt.

Kærlige tanker fra Anne-Marie