En læser fortæller: Jeg opgav mig selv for ham

Jeg kunne ikke fatte, at jeg var så heldig. Kenneth ville have mig, og jeg lukkede øjnene for, at jeg skulle lave om på mig selv for at passe ind i hans verden.

Omkring klokken 16 vidste jeg altid, hvor lille Emma var i den børnehave, hvor jeg arbejdede som pædagogmedhjælper. Det var nemlig min chance for at tale med hendes far, Kenneth. Han var muskuløs, cool, så altid solbrændt ud og havde som oftest en stramtsiddende T-shirt på til et par lærredsbukser.

Jeg havde luret mig frem til, at han var fraskilt, drev sin egen tømrervirksomhed med sin far og dyrkede en del sport.

Strengt taget var det nok upassende at snuse den slags information op og tilmed flirte med en far, der skulle hente sit barn. Men jeg kunne ikke lade være, og jeg havde en klar fornemmelse af, at mit varme blik blev gengældt. Som han stod der med sin datter i armene og så stærk og selvsikker ud, lignede han den mand, jeg altid havde drømt om.

Læs også: En læser fortæller: Enebarn på godt og ondt

Åbningen

I dag kom endelig den åbning, jeg havde håbet på.

– Jeg skal ud med nogle fyre fra mit arbejde, og jeg kunne godt bruge en barnepige. Jeg ved jo, at Emma er glad for dig, så måske har du lyst til at passe hende på fredag? spurgte han.

Jeg mærkede varmen brede sig. Her var min chance for at komme tættere på ham. Jeg havde jo allerede vundet hans datters tillid, tænkte jeg, alt imens jeg forsøgte at bremse mine tanker, der galopperede mod hus, have og mig selv som den perfekte reservemor.

Læs også: Skilsmissebørn har mindre stress, hvis de bor hos både far og mor

Opvækst præget af fravær 

Min egen familie var langtfra perfekt. Mine forældre blev skilt, da jeg var 10 år, og min opvækst var præget af en fraværende og småalkoholisk far og en mor, der havde travlt med at realisere sig selv. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 19, og havde nu boet for mig selv i et par år.

Jeg vidste stadig ikke helt, hvad jeg ville være, men det skulle være noget med børn, og derfor havde jeg søgt job som pædagogmedhjælper i en børnehave. Jeg drømte allermest om at få min egen kernefamilie – sådan en, som jeg havde oplevet hjemme hos mine veninder, hvor man tog på ferie sammen og altid spiste aftensmad samlet om bordet.

Jeg var den i søskendeflokken, der havde mest styr på mit liv, og jeg var blevet en slags mor for min skrøbelige lillesøster, der altid havde haft det svært med alting. Det var også mig, der aldrig holdt op med at tale min storebror til fornuft, når han røg lidt for meget hash.

Kenneth virkede på mig som en tjekket fyr, der havde styr på sit liv. Han var sådan en, jeg havde brug for, og som kunne passe på mig.

Succes og penge nok

Da fredagen kom, hvor jeg skulle passe Emma, havde jeg brugt lang tid hjemme foran spejlet. Jeg skulle finde noget tøj, der både var så cool, at han ville synes, jeg var lækker, men samtidig så afslappet, at jeg stadig lignede en, der skulle passe børn.

Han kiggede anerkendende på mig, da han åbnede døren, og jeg følte det lidt, som om jeg havde nået første base i rundbold uden at dø.

Senere, da jeg sad der i Kenneths lejlighed og havde puttet Emma, kiggede jeg mig nysgerrigt omkring.

At dømme efter familiefotos så det ud til, at han kom fra en familie med stærke bånd, og hvor der var succes og penge nok.

Der var mange fotos af Kenneth med en medalje i hånden. Hans møbler så dyre ud, og jeg kunne lide alt, hvad jeg så, og glemte helt min kritiske sans. For eksempel glemte jeg at spørge mig selv, hvorfor han ikke længere var sammen med Emmas mor. Lige på det tidspunkt interesserede det mig ikke.

Læs også: God råd til papfar og papmor

Enormt selvsikker

Senere om aftenen, da Kenneth kom hjem, tilbød han mig et glas vin. Vi satte os i sofaen, og først sad jeg lidt anspændt på kanten af den, mens han kastede sig tilbage, smækkede benene op og tog armene rundt om nakken.

Der var den igen – den enorme selvsikkerhed, der var ved at slå benene væk under mig. Han lænede sig frem, lagde hånden på mit knæ og kiggede mig i øjnene.

– Det er helt okay, bare slap af. Jeg synes, du ser utroligt dejlig ud. Det har jeg syntes, siden første gang jeg så dig i børnehaven, sagde han.

Det brændte, der hvor hans hånd lå, og jeg smeltede og kiggede ind i hans smilende øjne. Herfra var der kort vej til kysset, og jeg lod mig glide ind i hans arme, for nu gik mine drømme i opfyldelse.

Jeg kunne ikke fatte, at jeg var så heldig. Kenneth ville have mig – ikke bare den ene aften, for vi blev kærester. Han sagde, at han var tiltrukket af min skrøbelige selvstændighed og mit mod til at prøve at finde min egen vej i livet. Jeg var beruset af hans ord og forblændet af hans person, og i begyndelsen var alt tæt på perfekt.

En lille ny familie

Kenneth havde Emma en uge ad gangen, og i de uger var det nærmest, som om vi var en lille familie. Kenneth trænede en del, og jeg tilbød velvilligt at tage mig af Emma imens. Mit tilbud blev dog hurtigt til en vane, og efter et par måneder noterede jeg, at det nærmest var en selvfølge, at jeg puttede Emma tre aftener om ugen, mens han var i træningscenteret.

Men var det ikke lige meget? Jeg var jo vild med hans veltrænede krop, og Emma var sød og nem. Kenneth gav mig masser af ros for min indsats, og den labbede jeg i mig som en tørstig kat.

Når Kenneth ikke havde Emma, var der fuld fart på. Så gik vi ud sammen og mødtes med venner, især hans venner. Noget inde i mig afholdt mig fra at lade ham møde mine veninder. Jeg følte, at de måske ikke var helt spændende nok, men jeg skammede mig over, at jeg tænkte tanken.

Læs også: Anne-Maries brevkasse: Den evige single

Leve op til hans standard

Omvendt var jeg høj af de oplevelser, jeg fik med Kenneth, og jeg syntes, jeg havde fået noget at kæmpe for. Jeg tog mange ekstra vagter i børnehaven for at få råd til biografture, shoppeture og cafébesøg. Det skete tit, at Kenneth så et eller andet, han syntes, jeg burde have.

– Se lige den der taske! Sådan én burde enhver kvinde have. Den der gamle shopper, du har, er da ved at se lidt brugt ud, sagde han og grinede. Der var ingen tvivl om, at han mente det.

Jeg ville så gerne leve op til hans standard, og jeg lukkede øjnene for, at jeg var begyndt at lave om på mig selv.

Dårlig smag i munden

En aften, vi var i byen, sad vi som sædvanlig med nogle af Kenneths venner og drak cocktails. Jeg koncentrerede mig om at lyde smart, så Kenneth kunne være stolt af mig, hvilket dybest set betød, at jeg ikke turde sige ret meget. Jeg følte, at alt kunne komme til at lyde dumt.

Oppe i baren fik jeg pludselig øje på Anna, en af mine gode veninder, som jeg havde forsømt længe. Da hun fik øje på mig, lyste hun op og kom hen imod mig.

Jeg blev pludselig flov. Hvad nu, hvis hun ville sætte sig ved vores bord? Anna var lidt overvægtig, havde uren hud på den ene kind og en kluntet kjole på.

Jeg nærmest løb imod hende for at undgå det. Med en løgn om, at jeg var på vej på toilettet, fik jeg lovet Anna, at vi altså snart skulle ses.

– Hvad var det for en skør pige, du kendte der? spurgte Kenneth muntert.

– Ikke nogen, bare én, jeg engang gik i klasse med, løj jeg. Med et stik i hjertet og en dårlig smag i munden tog jeg hjem sammen med Kenneth.

Læs også: Pæne mænd er farligst

Lukkede ørerne

I den efterfølgende tid forsøgte jeg at tage kontakt til mine trofaste veninder igen. Anna var skuffet over, at jeg var så langsom til at ringe tilbage, og nogle af mine andre veninder begyndte at se kritisk på mit forbrug.

– Hvordan får du råd til alt det tøj? Det ligner dig ikke at spilde dine penge på alt det. Er det ham Kenneth, vi aldrig må møde, der vil have, at du går i det? spurgte en af mine veninder en dag, jeg havde taget mig tid til at mødes.

I første omgang lukkede jeg ørerne for deres kommentarer, for de var sikkert bare misundelige. Inderst inde vidste jeg godt, at de havde ret. Jeg var bare ikke klar til at indrømme det. Og uanset hvor mange vagter jeg tog, rakte pengene ikke, så sandheden var, at jeg også var begyndt at købe på afbetaling og havde taget kviklån.

Jeg havde altid købt det meste tøj på udsalg, men det var sjældent, at Kenneth gik hen til stativerne med udsalgsskilte. Han rynkede på næsen, når han så, hvad jeg kiggede på, og så fik han lokket mig over til hylderne med nye varer.

Når jeg så begejstringen i hans øjne over mit lækre tøj, var det umuligt at sige fra. Og sådan fortsatte det.

Kenneth: Du er for god af dig

I den følgende tid isolerede jeg mig mere og mere fra min tidligere omgangskreds, og min familie stod altid bagest i køen. Enten skulle jeg arbejde, passe Emma eller ud med Kenneth.

– Du er alt for god af dig. Din lillesøster er voksen nu. Hun skal lære at klare sig selv, sagde Kenneth, hvis jeg luftede min dårlige samvittighed.

Han fik det til at lyde så rigtigt, og samtidig viste han mig stolt frem alle vegne og inkluderede mig også i hans families liv – den familie, jeg så så meget op til. Han ville gerne have mig med overalt, og han var jo også utroligt taknemmelig over alt det, jeg gjorde for Emma.

Sandheden var bare, at jeg var i gang med at svigte min egen familie, mens Kenneths forventninger til, hvem jeg skulle være, blev højere og højere. Jeg var fanget i mit eget ønske om at leve op til ham.

Læs også: Forelsket i sexgalning

Tragedie, der ændrede alt

Der skulle en tragedie til, før jeg opdagede, hvilket sidespor jeg var røget ud på.

Det var fredag aften meget sent. Vi var gået i seng, da min mor pludselig ringede og hulkede i telefonen. Min søster var blevet indlagt efter at have forsøgt at tage sit eget liv.

Skyldfølelsen skyllede ind over mig som en flodbølge, for hvad nu, hvis jeg ikke havde været så optaget af Kenneth? Hvad nu, hvis jeg havde besøgt hende noget mere og hjulpet hende, som jeg plejede? Så var hun måske ikke kommet helt derud.

Jeg sprang ud af sengen. Kenneth vågnede med et sæt, og hans første reaktion var at blive irriteret. Dagen derpå, om lørdagen, skulle hans søster giftes, og han skulle være toastmaster. Familien betød meget for ham, og han havde regnet med, at jeg var med som hans ledsager og til at se efter Emma.

– Jeg bliver nødt til at tage på hospitalet og være der for min mor og min søster, sagde jeg, da jeg havde forklaret, hvad der var sket.

Kenneth sukkede tungt. Han kunne ikke skjule, hvor sur og skuffet han var. – Men hvad så med min søsters bryllup? Jeg havde regnet med dig, sagde han vrantent.

– Jeg har ikke noget valg, svarede jeg og kyssede ham. Lige i det øjeblik mærkede jeg en sikkerhed i mig selv, som jeg næsten havde mistet.

– Min familie regner også med dig. Kan du ikke komme senere? Jeg mener, din søster har vel også brug for ro, sagde han i et forgæves forsøg på at virke medfølende.

Ingen sms eller opkald fra Kenneth

Jeg var for bange og forvirret til at tage mig af, hvad han sagde, eller rettere: hvad han ikke sagde. Det var først i løbet af lørdagen, da jeg havde trøstet min mor, siddet ved min søsters side, talt med læger og orienteret hele den øvrige familie, at jeg begyndte at tænke det hele igennem.

Ikke en eneste sms eller opkald var der kommet fra Kenneth. Jeg undskyldte ham med, at han selvfølgelig havde travlt og skulle være der for sin søster.

Da jeg ringede til ham senere for at få lidt trøst og støtte og høre, om brylluppet var gået godt, kom jeg kun igennem til hans telefonsvarer. Jeg sendte en sms, men han svarede ikke.

Lige der gik det op for mig, at Kenneth aldrig ville være der for mig, når det blev svært. Han ville kun være der, når det hele kørte, og livet duftede af succes. Så længe jeg kunne gøre ham stolt og matche ham, var det godt. Men mit bagland duede ikke, så det ignorerede han.

Læs også: Jeg var udsat for psykisk vold

Klarhed

Jeg fik pludselig kvalme ved tanken om mig selv og følte mig syg af træthed, tristhed og selvlede. Som jeg sad der i mine dyre jeans midt i mit livs lavpunkt, mærkede jeg også en klarhed.

Det skulle være slut med Kenneth, og jeg følte en styrke ved den vished. Nu var det slut med overtrukne kontokort, slut med at lade som om og slut med at være bange for, om jeg var god nok.

Da Anna pludselig dukkede op på hospitalsgangen for at være der for mig, brød jeg sammen. Tænk, at hun kom, selv om jeg havde svigtet hende groft. Jeg havde været så forblændet, at jeg glemte, hvem jeg virkelig kunne regne med.

Med Anna siddende stille ved min side uden at bebrejde mig, men bare med en trøstende hånd, blev jeg overvældet af taknemmelighed, og jeg lovede Anna, at jeg aldrig ville svigte hendes tillid igen.

Svære omkostninger

Det løfte har jeg holdt, men mit eventyr var ikke uden omkostninger. Efter mit brud med Kenneth blev jeg nødt til at sige mit job op, og Emma forsvandt ud af mit liv.

Hun dukker tit op i mine tanker, og her flere år senere giver det stadig et stik af smerte at tænke på, at jeg sådan gik ind og ud af hendes liv.

Jeg forsøger at trøste mig med, at hun heldigvis var så lille, at hun formentlig ikke vil huske mig. Og så håber jeg, at hun vokser op og bliver stærk nok til selv at vælge de sunde værdier til i sit liv, ligesom det lykkedes mig.

Læs også: Endelig kan jeg leve igen