Sex- og samlivsbrevkassen: Han sveder meget under sex

Vores læser synes, at kæresten sveder meget under sex, og at det faktisk er lidt ulækkert. Hvad skal hun gøre? Læs ekspertens råd her..

Han sveder meget under sex

Mig og min kæreste har været sammen i lidt over et halvt år, og han har det problem, at han sveder vildt meget, når vi har sex. Han bliver våd over hele kroppen. Så meget, at det i bogstaveligste forstand drypper fra ham. Jeg synes faktisk, det er lidt ulækkert. Det er ikke fordi, han lugter eller noget, men jeg synes bare, det er lidt for meget. Kan vi gøre noget for at få ham til at holde op?

Hilsen Fie K.

Læs mere: Kiloene står i vejen for sex

Kære Fie K.

Alle mennesker sveder i større eller mindre grad. Både følelser og fysisk anstrengelse kan få sveden til at springe. Vi kan svede af nervøsitet, angst eller seksuel ophidselse, og vi sveder, når vi bruger kroppen. Frisk sved kan være næsten lugtfri eller dufte mere eller mindre skarpt, og sved er hverken ulækkert eller uhygiejnisk i sig selv. Det lyder til, at din kæreste hører til den type, der meget let kommer til at svede, og det er derfor helt naturligt, at han sveder, når I dyrker sex, fordi han anstrenger sig fysisk og samtidig er seksuelt ophidset.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han muligvis oven i det også bliver nervøs, hvis han ved, at du synes, hans sved er ulækker, og det kan få ham til at svede endnu mere. Du kan ikke ændre hans svedproduktion, med mindre du beder ham ligge helt stille og tænke på noget andet, mens du selv tager for dig af retterne – men mon nogen af jer vil bryde jer om den løsning? Der er altså ingen vej at undgå hans svederi, og jeg synes faktisk, det er lidt synd for ham, at du har det sådan med ham. Du må prøve at ændre dit syn på hans sved og lære at acceptere det som en del af ham, for det er nok ikke noget, der forsvinder. 

De bedste hilsener Helle