Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg savner min kone

Hr. Simonsens kone har fået fjernet det ene bryst, og han føler, at hun trækker sig bort fra ham. Derfor har han skrevet til Ude og Hjemmes sex-og samlivsbrevkasse og spurgt Helle Hartz til råds. Læs hendes svar her.

Jeg savner min kone

Jeg er en mand på 70 år, der er gift med min dejlige hustru, og vi har været sammen i mange år. Vi har et godt og stabilt ægteskab, men for nogle år siden fik min kone brystkræft og fjernet det ene bryst.

Hun er nu helbredt, og vi slap med skrækken. Men siden operationen har hun ikke været sig selv. Hun trækker sig bort fra mig, hvis jeg prøver at give hende et kram eller kys, og hun vil heller ikke ligge tæt mere. Hun vil ikke snakke om sygdommen og er bare blevet mere og mere fjern.

Det er som om, jeg har mistet en del af hende. Jeg har intet imod, at hun mangler det ene bryst. Tværtimod plejer jeg at sige, at det bare gør hende endnu mere unik, men det er som om, at alt, hvad jeg siger, preller af på hende. Hvad kan jeg gøre?

Hilsen Hr. Simonsen

LÆS OGSÅ: Han kan ikke udtrykke sin følelser

Kære Hr. Simonsen

Tillykke med, at din kone blev kureret for kræften. Det er en forbandet sygdom, og den skræmmer alle, der får den. Og det har den sikkert og gjort med din kone.

Når man oplever svær sygdom, kan det ikke undgås, at det påvirker ens liv og få betydning for ens livsopfattelse. Ofte oplever brystkræftopererede kvinder også følgevirkninger i form af hævede arme og gener med lymfekirtlerne, da de er blevet påvirket af operationen. Og det kan være gener, der aldrig forsvinder, og som derfor altid vil minde kvinden om det, hun har været udsat for. Og det sætter sig også psykisk.

Har din kone talt med nogen om sin sygdom? Hvis ikke, vil jeg klart råde hende til at snakke med en professionel om sin sygdom. Kræftens Bekæmpelse har nogle terapigrupper man kan gå til, og jeg tror det kunne være meget hjælpsomt for hende at snakke med nogen, der har gennemgået det samme som hende. Jeg synes i hvert fald, du skal nævne det for hende.

Hvad angår jeres relation, lyder det til, at du prøver at støtte og hjælpe hende så godt, du kan, men at hun har svært ved at tage imod det. Jeg forestiller mig, at hun måske føler sig fremmedgjort i sin krop, nu da hun mangler et bryst, og jeg synes, det er så fint, at du bekræfter hende så kærligt ved at sige, at hun nu bare er ekstra speciel. Men det kan være svært at tage ind, hvis man selv har det svært med sin krop.

Jeg synes, du skal tage en helt konkret snak med hende, hvor du forklarer hende, hvordan du har det/har haft det med hendes sygdom, hvor bekymret du har været, og hvor lettet du er over at hun er kommet igennem det.

Bekræft hende i, hvor meget du elsker hende, og fortsæt med at vise hende din affektion og kærlighed. Ja, jeg vil faktisk foreslå, at du ”tvangs”-krammer/kysser hende. Så når du rækker ud efter hende, og hun prøver at sno sig udenom, så vær vedholdende og insistér på at kramme hende/kysse hende, selv om hun stritter imod. Det kan lyde lidt voldsomt, men hvis du gør det kærligt og med overbevisning, igen og igen, tror jeg hun vil lære at slappe af og gradvist overgive sig til dig (igen) og føle sig tryg.

Jeg håber, det lykkes for jer.

De bedste hilsener Helle