Sex- og samlivsbrevkassen: Min mand ser porno

Det lyder måske ret uskyldigt, at manden ser porno – men i dette tilfælde er der tale om et decideret pornomisbrug, som tærer på parforholdet. Hvad skal man stille op? Læs sex- og samlivsekspert Helle Hartz’ svar her.

Sex- og samlivsbrevkassen: Min mand ser porno

Min mand ser porno

Vi er et ægtepar, der har været sammen i over 25 år, og gennem alle årene har porno været et problem. Hver gang jeg har opdaget min mands massive pornoforbrug, har vi talt om det. I mange år havde jeg en skyldfølelse over, at jeg ikke var god nok, køn nok osv. og også gået i terapi om det, og jeg mener, jeg nu har lagt skyldfølelsen fra mig. Hver gang vi har talt om det, har vi lavet aftaler om det videre forløb, men hver gang har han brudt dem. Han har benyttet ethvert tænkeligt øjeblik til at kigge på porno, købt flere pornofilm osv. Samtidig har vores samliv været præget af manglende nærvær og sparsom sex samt forklaringer på episoder, der er så usle, at jeg bringes ud af kurs og mister fokus på at få et samliv op at køre.

Hvad jeg kan læse mig frem til, om pornomisbrug, så er det, at ligegyldig hvad jeg end gør eller siger, hvilke aftaler der laves, hvor frie vi bliver til at udøve vores sex, vil jeg aldrig kunne nå min mand, der hvor han er. Selv siger han, at han søger det, han ikke kan opnå i det virkelige sexliv, i pornoen. Jeg mener, at det er svært at arbejde på at få et parforhold og sexliv til at fungere, når han uden forpligtigelser, indsats, skyldfølelse eller noget andet kan få det, som behager ham? For et par måneder siden stillede jeg ham et ultimatum og sagde, at hans misbrug måtte stoppe helt. Jeg har spurgt ham, om han kunne forlige sig med at være pornoafhængig og tage afsæt i den viden for at komme ud af misbruget. Men det kan eller vil han ikke. Han mener ikke, han er pornoafhængig, men siger samtidig, at han ikke kan leve uden det. Og her står vi så.

Mit spørgsmål er: Skal jeg gå i terapi for at fortsætte et liv med den mand, som jeg elsker utrolig meget, som på forhånd har sagt, at han ikke vil opgive pornoen, selv om vores forhold står på spil – og som end ikke vil tale om at arbejde på at finde ud af pornohelvedet. Eller skal jeg tage konsekvensen og afslutte forholdet? En side af mig siger også ”get a life”, få en hobby og et socialt liv, som kan føre til den opmærksomhed, nærvær og anerkendelse som kvinde, som jeg åbenbart – trods års ”kamp” – ikke kan få opfyldt i mit parforhold.

Med venlig hilsen Kvinden

Læs også: Porno fjerner ikke glæden ved blid sex

Kære ”Kvinden”

Det er godt at høre, at du har sluppet følelsen af ikke at være god nok pga. af din mands pornoforbrug. Det hænger ganske rigtigt ikke sammen med dig, og det skal du holde fast i – også når det bliver svært. Ud fra din beskrivelse lyder din mand til at være pornoafhængig. Sex- og pornoafhængighed har i virkeligheden ikke meget med seksuel tilfredsstillelse at gøre. Det er et misbrug, som har bund i dybere psykologiske mekanismer og kan sidestilles med alkoholisme, ludomani og andre former for misbrug. Den afhængige forsøger at lindre et indre tomrum, som skyldes et følelsesmæssigt savn eller angst, der kan være grundlagt tidligt i barndommen. Det kan være, at personen ikke selv er bevidst om det, men mærker trøst og lindring i sit misbrug. Når han/hun bliver frataget sit ”fix”, mærker vedkommende uro, frustration og har svært ved at koncentrere sig. Angstniveauet stiger, og tankerne kredser kun om muligheden for at nærme sig det ”forbudte”. Det er meget stærke kræfter, der driver den afhængige til at opsøge sin trøst igen og igen. Man glemmer de gode intentioner og løfter og finder på nødløgne og undskyldninger både for sig selv og sine nærmeste.

Se også: Få fat i lidt sexlegetøj her - det kan få gang i sexlivet

Hvis man skal sådan et misbrug til livs, kræver det kvalificeret og professionel hjælp. I disse tilfælde er en almindelig sexolog ikke nok. Der er brug for terapeuter med lægelig og psykiatrisk baggrund på en sexologisk klinik. Det kræver en henvisning fra egen læge, og behandlingen er gratis. Men for at en behandling overhovedet kan komme på tale, skal patienten selv være motiveret og indstillet på et længerevarende terapeutisk forløb. Desværre lyder det ikke til, at din mand er nået dertil, og så er der jo faktisk ikke så meget, du kan gøre, andet end du allerede har prøvet. Ønsket om behandling skal komme fra ham selv. Måske kan truslen om, at du går fra ham, motivere ham, men det er ikke sikkert. Her er det vigtigt at pointere, at vælger han pornoen frem for dig, er det ikke fordi, du ikke er god nok, men fordi det kan kræve en næsten umenneskelig styrke at blive misbrug og afhængighed kvit.

Hvis du vælger at blive hos din mand, skal du være indstillet på, at tingene sandsynligvis ikke ændrer sig, men det kan måske blive lettere at holde ud, når du opgiver de forgæves kampe og forhåbninger, der hidtil kun har medført frustrationer og skuffelser. I jeres tilfælde er der ikke tale om et uskyldigt pornoforbrug, der blot skal krydre sexlivet, men om et misbrug, der tærer på jeres fælles samliv. Du skal derfor droppe tanken om at lave dig selv om, men mærke efter, hvad der vil være bedst for dig, inden det slider dit selvværd helt op. Jeg tror, du vil kunne have glæde af en god terapeut i det afklarende forløb. Jeg ønsker dig det bedste for fremtiden.

De bedste hilsener Helle