Jeg har aldrig fået orgasme

En kvinde skriver til sex- og samlivsbrevkassen, at hun aldrig har fået orgasme. Hvad kan hun gøre?

Jeg er en kvinde på 42 år, der har været sammen med min kæreste i 10 år, og vi har det godt sammen – også seksuelt. Der er dog lidt malurt i bægeret, for jeg har aldrig prøvet at få en orgasme – hverken med mig selv eller med ham (eller andre partnere for den sags skyld). Min kæreste vil så gerne give mig en, og vi har også prøvet forskellige ting, men intet har virket. Kan du forklare, hvordan det føles og hvad jeg kan gøre for at komme? Det ville være skønt at prøve, og jeg tror det ville få vores sexliv til at blomstre.

Kh Ella

Kære Ella
Lad mit først fortælle dig, at du bestemt ikke er den eneste kvinde med det problem. Hele 33 procent kvinder har aldrig prøvet at få orgasme. I processen med at lære at få orgasme, er det vigtigt, at I har fokus på sanseligheden – altså at nusse og kæle og dyrke sensualiteten mellem jer. Jo tættere I kommer på hinanden, desto nemmere bliver det også for dig at lære at slappe af og føle dig tryg med din kæreste – så er det også nemmere at arbejde med seksualiteten.

Jeg kan forstå på dit brev, at du også onanerer, hvilket er en rigtig god ting, for det er en fantastisk mulighed for at lære sig selv og sin krop at kende. Her kan du dyrke dine lyster, uden at føle et eventuelt pres over for en anden person. Hvis du ikke har prøvet det før, så vil jeg råde dig at bruge en vibrator – den kan ofte kan give det lille ekstra ”skub”, hvor fingre og fantasi ikke kan følge med. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal gribe det an, kan jeg anbefale den amerikanske sexguru Betty Dodsons dvd ”Viva la Vulva”, som kan give inspiration til både onaniteknikker og som også viser, hvordan kvinder i samme situation som dig for hjælp og rådgivning. En anden mulighed er at få decideret undervisning i det. Pia Struck, der er seksualvejleder m.m., har undervist i orgasmekurser i mange år med rigtig gode resultater. Du kan finde hende på seksualterapi.dk.

En orgasme føles forskellig fra kvinde til kvinde og fra orgasme til orgasme, men kan beskrives som en bølge af sammentrækninger, der strømmer gennem kroppen, mens der pumpes behagelige stoffer ud i alle muskler. Du er ikke i tvivl, når du har fået din første orgasme og jeg håber det lykkes for dig, for det er et ekstra dejligt plus – både når du tilfredsstiller dig selv og ved samlejet.
De bedste hilsener Helle

Læs også: Jeg vil have en kæreste