Sex- og samlivsbrevkassen: Måske er jeg homoseksuel

En læser har skrevet, at hun er i tvivl, om hun er homoseksuel. Sex- og samlivsekspert Helle Hartz hjælper den forvirrede læser på vej. Se ekspertens svar her..

homoseksuel

Måske er jeg homoseksuel

Min mor holder jeres blad, og jeg læser altid din brevkasse med stor nysgerrighed, fordi jeg synes du har sådan nogle gode svar til folk og deres problemer. Så nu vover jeg at skrive til dig med et stort problem.

Jeg er en pige på 17 år, der er i tvivl om, om jeg er lesbisk. Jeg har altid følt mig anderledes, og jeg har aldrig rigtig været tiltrukket af fyre. Nu er der startet en ny pige i klassen, som jeg synes er så pæn og ja, faktisk sexet, og det har jeg aldrig prøvet før. Jeg drømmer om hende om natten, og når jeg tænker på hende, føler jeg mig nærmest forelsket. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med alle de her følelser, og hvordan jeg finder ud af, om jeg er lesbisk, og om jeg skal fortælle hende det? Hjælp mig!

Kh. den forvirrede

Læs også: Jeg tænder på en anden

Kære den forvirrede

Allerførst tak for de fine ord. Jeg er glad for, at du skriver, og forhåbentlig kan jeg hjælpe dig lidt på vej. Det kan godt være, du er lesbisk, men det kan også være, at du er biseksuel og dermed er tiltrukket af både piger og drenge. Der findes ikke en entydig måde at finde ud af det på – det handler i højere grad om, hvad du føler over for den pågældende person, uanset køn. Du er stadig meget ung, og det kan være svært at finde sit seksuelle ståsted – det er du bestemt ikke alene om. Du skal i hvert fald ikke stresse over det, for det skal nok komme til dig, når du bliver mere tryg i sin seksualitet. Homoseksualitet er heldigvis noget, vi efterhånden er meget åbne omkring, men det er altid en god idé lige at ”vejre” stemningen i din vennekreds, hvis det er noget, du vil melde ud.

Det gør du

I første omgang synes jeg ikke, du skal annoncere det vidt og bredt, men tage det stille og roligt, indtil du måske selv føler dig mere overbevist om dine seksuelle præferencer. Men du kan jo godt spørge din nye klassekammerat om hun vil ses med dig, og se, hvordan hun reagerer. Hvis hun gerne vil det, er du da allerede et skridt på vejen med at skabe en kontakt, som måske kan udvikle sig med tiden. Giv det tid og mærk efter undervejs – både på dine egne reaktioner og hendes. Jeg ønsker dig alt det bedste i din søgen og seksualitet.

De bedste hilsener Helle