Vores sexliv skranter

Susannes mand kan ikke få rejsning og hun har aldrig prøvet at få orgasme, så deres sexliv fungerer dårligt. Hvad kan de gøre? Læs sex- og samlivsekspert Helle Hartz' råd til dem her.

Jeg har en mand, der desværre ikke kan få rejsning. Hvad kan du gøre for at hjælpe os, så vi begge kan få et normalt samliv igen? Han havde en depression for tre år siden. Inden da havde vi et godt samliv sammen. Jeg kan heller aldrig få en udløsning selv. Vil du godt svare os, hvad vi kan gøre?
Susanne

 

Kære Susanne
Tak for dit spørgsmål, som jeg vil prøve at besvare på bedste beskub, selv om jeg ikke har mange informationer. Du skriver blandt andet ikke, hvor gamle du og din mand er, men jeg gætter på, at I er i 50’erne. Det gør jeg lidt baseret på din mands rejsningsproblemer, for det er ofte i den alder, at mænd oplever problemer med potensen. Det kan der være forskellige grunde til, og jeg plejer altid at henvise til en læge, så man kan få udelukket, om det er fysiologisk problem eller ej.

Nu skriver du, at han havde en depression tidligere, og jeg tænker, om han har fået medicin for det? Antidepressiver kan nemlig nogle gange godt have en negativ indvirkning på potensen, så måske skal noget af problemet findes der. Hvis din mand måske stadig ikke er helt ude af skoven mht. sin depression, kunne hans rejsningsproblemer godt være noget psykisk betinget, da depressioner tit piller ved ens sexlyst og dermed også potensen. Har din mand gået til psykolog eller terapeut i den forbindelse? Hvis ikke tror jeg det ville være gavnligt for ham at få snakket om sin depression og manglende potens med en professionel, som sikkert ville kunne hjælpe ham i den rigtige retning. Måske kunne han have brug for en lille ekstra hjælp i en periode, f.eks. med nogle potenspiller (Cialis), og det kunne han også snakke med behandleren om. I kunne også overveje parterapi, da hans rejsningsproblemer jo også ”går ud over” dig – man er jo to til tango.

Du skriver også, at du ikke kan få orgasme, og det lyder som om, at det har du aldrig kunnet. Nogle kvinder har svært ved at få det, og der er som regel ikke nogen bestemt grund til det. Det kan være, at du ikke er så følsom forneden, det kan være, at du faktisk ikke helt ved, hvordan du bedst kan blive tilfredsstillet eller noget helt tredje. Og her trækker jeg min sædvanlige kæphest, nemlig onani. Hvis du ikke allerede tilfredsstiller dig selv, vil jeg kraftigt opfordre dig til at komme i gang. Ikke nok med, at det altid er en dejlig solo-beskæftigelse, så er onani med til at gøre én klogere på sin egen seksualitet og lyst, og herigennem kan du måske finde ud af, hvad det er, der lige præcis får dig til at se sol, måne og stjerner. Jeg vil anbefale dig at bruge noget sexlegetøj, f.eks. Womanizer, der er en klitorisvibrator med nærmest magisk effekt – jeg er tæt på at love dig orgasmegaranti med den, så forhåbentlig kan den hjælpe dig lidt på vej. Jeg håber I finder en løsning på det hele.
De bedste hilsener Helle

Læs også: Han er fjern i sengen