10-årig skolepige fik rørende ønske opfyldt: Vores datter gav liv til seks børn

Nogle måneder før den frygtelige ulykke ville Linda rydde op i sin pung. Et stykke papir faldt på gulvet, og hendes 10-årige datter Embla samlede det op og spurgte, hvad det var.

– Det er et donationskort, som er en slags gavekort, sagde Linda Strandqvist, 40.

Moderen forklarede, at hvis hun blev så syg, at hun ikke kunne leve mere, måtte hendes organer gives videre til andre, der havde behov for dem for at overleve.

Embla syntes, at det lød fantastisk og udbrød:

– Hvis jeg dør, vil jeg give mine organer til andre børn.

Linda syntes, at det var klogt og smukt, at datteren på den måde tænkte på andre. Den lille samtale sluttede med, at Linda sagde, at det selvfølgelig aldrig ville blive aktuelt for Embla. På det tidspunkt anede hun naturligvis intet om den tragedie, der ventede forude, og som på ulykkelig vis skulle opfylde Emblas ønske om at hjælpe andre efter sin død.

En trøst i sorgen

Linda og hendes 6-årige datter Edith overlevede næsten mirakuløst den bilulykke, som de i sommer blev involveret i på hovedvej E4 uden for hjembyen Helsingborg i Sverige. Men for den tredje person i bilen, storesøster Embla, var der ikke noget at stille op.

På sygehuset blev hun erklæret hjernedød og vendte aldrig tilbage til livet. Til gengæld reddede Embla seks andre børn fra døden, for midt i den største sorg af alle besluttede pigens forældre, at Emblas ønske skulle opfyldes ved at donere hendes organer til børn med livstruende sygdomme.

– Det er en trøst i vores sorg og savn efter Embla, at hun efter sin død var med til at redde liv. Det var hendes ønske, og sådan blev det, siger forældrene, Linda og Magnus Strandqvist.

Forældrene beskriver deres datter som en pige med et stort hjerte og stor retfærdighedssans. I hendes verden var alle lige, og statussymboler interesserede hende ikke. Hun var ligeglad med tøj, mobiltelefoner, computere og andet, som børn på hendes alder ofte går op i. Det vigtigste for hende var, at alle blev behandlet ens og havde det godt. Hun var klog, og det viste hun på mange måder.

Frygtelig ulykke

Onsdag den 11. juli skulle Linda og de to døtre køre til hendes forældre i Ystad, hvor de skulle holde ferie. Magnus, 42, skulle arbejde, og kunne først slutte sig til familien efter weekenden. Han gav døtrene et knus og sagde, at de skulle passe godt på hinanden.

En halv time senere ringede politiet til Magnus og sagde, at han skulle køre til hospitalet i Helsingborg. Han fik ikke andre informationer, end at en kvinde og to børn var blevet indlagt. Men det var nok for ham.

Tusinder af tanker fløj gennem Magnus’ hoved på motorcyklen på vej mod hospitalet. Han blev modtaget af to betjente, en læge og en sygeplejerske. Han var i et lokale sammen med lægen, da han fik øje på Lindas taske. Det var for ham et tegn på det frygtelige, der ventede.

Lægen forklarede, at den yngste datter, Edith, var på børneafdelingen, og at hans hustru og ældste datter var på intensiv. Magnus sagde, at han ville være hos den mindste, der havde mest brug for ham. Men i stedet blev han ført ind i et familieværelse.

En anden læge spurgte Magnus, om han ville informeres nu, eller om han ville vente på andre familiemedlemmer.

– Jeg ville ikke vente. Lægen sagde, at Edith var sluppet fra ulykken med småskrammer. Linda var på intensiv med blødninger i hovedet, brud på halsen og kvæstelser på hjernen. Hun var alvorligt tilredt, men ikke livstruende. Men så kom det værste, fortæller Magnus.

Kunne have mistet alt

– Vores ældste datter, Embla, var hjernedød. Der var intet håb om at redde hendes liv, og pludselig stod jeg midt i enhver forældres mareridt. Jeg spurgte lægen, om man var sikker. Det var man, og der var ingen vej tilbage til livet for hende.

Da andre slægtninge, blandt andre Lindas forældre, kom på hospitalet, blev alle inviteret til at se Embla. Men Magnus ville ikke se sin hjernedøde datter. Han ville huske hende, som hun så ud, da han gav hende et sidste knus og sagde farvel tidligere på dagen. Det skulle være det sidste billede, som Magnus havde af hende på nethinden, mente han på det tidspunkt.

Det var ikke muligt at komme i kontakt med Linda. Magnus bad alligevel om at få sin hårdt kvæstede hustru kørt ind på stuen til Embla, så de kunne være tæt på hinanden. Selv besluttede han at fortælle Edith, hvad der var sket.

– Da Edith spurgte til Embla, måtte jeg fortælle sandheden. Jeg sagde, at hendes storesøster hvilede sig et andet sted, men at hun aldrig ville vågne igen. Hun forstod, at hendes storesøster var død og blev selvfølgelig trist. Jeg trøstede så godt, jeg kunne, og efter et stykke tid sagde Edith: ”Det var da heldigt, at kun én af os døde”. Det fik mig til at tænke på, at jeg kunne have mistet hele min familie, siger Magnus.

Tænder et håb

Familien fik senere at vide, at en lastbilchauffør på hovedvej E4 havde set en bil i brand i det modsatte spor. Han var standset for at hjælpe, og kort efter snittede Lindas bil lastbilen. Hendes bil væltede om på taget med de tragiske følger som konsekvens.

Da de neurologiske undersøgelser med 100 procents sikkerhed viste, at Embla var hjernedød, blev Magnus bedt om at tage stilling til organdonation. Hans første indskydelse var, at der ikke skulle skæres i hans datter, og at han derfor ville sige nej. Men senere talte han med pigens morfar, som fik Magnus på andre tanker.

– Han overbeviste mig om, at hvis vi sagde ja til organdonation, kunne vi forhindre, at andre familier kom i vores ulykkelige situation. Vi kunne tænde håb, så mødre og fædre ikke skulle igennem det samme som os. Jeg sagde ja på betingelse af, at intet fra skuldrene og opefter måtte røres. Når Embla lå i kisten, skulle hun se ud, som da jeg tog afsked med hende, siger Magnus.

To dage efter ulykken tog Magnus og Linda sammen med andre pårørende afsked med den 10-årige pige. Pigens hjerte, lunger, nyrer og bugspytkirtlen blev transplanteret til seks andre børn. På den måde mener Linda og Magnus, at deres datter lever videre i andre kroppe.

Forældrene besluttede at holde en begravelse, hvor alle kunne få mulighed for at tage afsked og sige farvel til den elskede pige. Der kom 200. I stedet for blomster bad Linda og Magnus om, at der blev givet penge til organisationen ”Din store dag”, der hjælper syge børn med at få deres drømme opfyldt. Ifølge forældrene afspejler formålet meget præcist den måde, Embla var som person. Hun ville altid sikre sig, at andre havde det godt, før hun tænkte på sig selv. Efter en uge var der indsamlet 200.000 kr.

– Vi vil aldrig mere opleve Emblas dejlige smil, og vi skal ikke fejre fødselsdag eller jul sammen med hende. Men hendes sidste gave var at give liv til andre børn. Det ville have glædet hende at opleve det, siger Linda og Magnus Strandqvist.