11-årige Josefine: Jeg savner min lillesøster

Josefine vil aldrig glemme Annabellas hvinende grin, når hun hoppede i trampolin i haven. Heller ikke hendes trætte ansigt, når hun lå i hospitalssengen. Da sygdommen ramte, håbede hun til det sidste på et mirakel.

11-årige Josefine: Jeg savner min lillesøster

– Vi sad i bilen, da jeg godt kunne fornemme, at der var noget galt. Jeg kunne godt mærke, at min mor var ked af det, men jeg vidste ikke, hvad det handlede om. Da hun sagde, at Annabella havde kræft, vidste jeg godt, at det var alvorligt. Og så alligevel. Jeg forstod det nok ikke helt, for hun havde altid været livlig og glad, så det faldt mig slet ikke ind, at hun kunne dø af det, fortæller 11-årige Josefine Andersen fra familiens hus i Bagsværd.

Ved første øjekast er det ikke til at se, at familien mangler et medlem. På væggen hænger billeder af familiens børn side om side, og i midten smiler en lille lyshåret pige med to bamser i favnen. Den livsglade pige kæmpede en sej kamp mod kræften, men for to år siden måtte Josefine og resten af familien sige et sidste farvel til Annabella.

Læs også: Mor og søn havde kræft samtidig

Et særligt forhold

Josefine husker mest sin lillesøster som den glade og pjattede pige, der havde lige så meget krudt i rumpen som hun selv. Aldersforskellen tænkte de ikke over. For når Annabella med sit store smil trak sin storesøster ud til trampolinen i haven, havde de en fest.

– Hun kunne bare blive ved og ved, og hun syntes, at det var lige sjovt hver gang. Det er sådan, jeg husker hende: med et stort smil, fortæller Josefine, der med lys i øjnene ikke lægger skjul på, at Annabella havde en speciel plads i hendes hjerte.

Ofte var det hende, hun legede med, når kom hjem fra skole eller gymnastik, og de kunne sidde flere timer på værelset, hvor de tegnede, så film eller optog videoer.

Troede, hun blev rask

 Annabella havde været sløj i nogen tid, da hun blev sendt videre til en scanning på Rigshospitalet. Ingen i familien havde forberedt sig på kræft.

– På kræftafdelingen var der en masse børn. De fleste var glade og legede, men de var næsten alle sammen skaldede. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var synd for dem, men jeg troede slet ikke på, at det kunne ske for Annabella. Hun var stadig den samme, som hun altid havde været. Måske bare mere forkælet, fordi hun var syg, smiler Josefine, der den første gang på kræftafdelingen satte sig op i hospitalssengen til sin lillesøster, hvor de fandt papir og farveblyanter frem, ligesom de ofte gjorde hjemme på værelset.

– Vi snakkede om, at når hun blev rask, skulle vi holde en stor fest. Ellers snakkede vi aldrig rigtig om sygdom. Det var ikke noget, der fyldte, selv om det egentlig fyldte alt, forklarer Josefine, der i syv lange måneder glædede sig til, at Annabella kom hjem til huset i Bagsværd.

Kræftceller i maven

På den måde føles det hele igen, som før sygdommen bragte en mørk skygge ind over familiens liv, og de to søstre kunne igen sidde på Josefines værelse og lege.

– Jeg har optaget en video, hvor hun smilende siger: Hej, jeg hedder Annabella. Jeg har kræftceller inde i min mave, så jeg må ikke komme i børnehave. Jeg sad tit og filmede hende, og når hun så optagelsen bagefter, så skulle vi gøre det igen. Det var det samme med Snapchat. De filtre med kaninører elskede hun, fortæller Josefine.

Tæt på sin søster

Som månederne gik, fik Annabella det værre. Familien fik en lejlighed i Ronald McDonald Huset på Rigshospitalet, der er forbeholdt familier med alvorligt syge børn. Ofte sad Josefine og lavede lektier der, så hun var tæt på sin lillesøster, og hun kunne hurtigt smutte op på kræftafdelingen, hvor der var mange muligheder for at blive distraheret fra sygdommen.

– De havde sådan en elektrisk legetøjsscooter, som vi fræsede op og ned ad gangene på. Hun var en rigtig vildbasse, og de havde sådan et køkken, hvor der var en masse slik og is. Det var jo til børnene på afdelingen, så jeg elskede, når vi tog ned i 7-Eleven på Rigshospitalet, og Annabella var med, fortæller Josefine.

Læs også: Mor til to fik kræft: Nu har hun indsamlet en mio. til forskning

Donation

Annabella fik kemo, og hendes lyse lokker blev barberet af. Men det viste sig hurtigt, at kemobehandlingen ikke var nok til at gøre hende rask. Sidste chance var en knoglemarvstransplantation, der skulle booste Annabellas immunforsvar, så der var mulighed for at få bortopereret tumoren. Alle i familien blev testet, men Josefine var det bedste match.

– Jeg blev rigtig glad, da jeg fandt ud af, at det var mig, der skulle donere til Annabella. Jeg ville så gerne gøre noget for hende, men indtil da kunne jeg kun lege med hende og få hende til at grine. Nu var der endelig en mulighed for, at jeg kunne hjælpe hende med at blive rask.

Blev dårligere

Knoglemarven havde desværre ikke den ønskede effekt, og Josefine kunne til sidst kun stå ved sin lillesøsters side og se, at hun blev dårligere og dårligere. Den før så livlige pige, der altid var frisk på et eventyr, lå nu i sengen og sov de fleste af døgnets timer.

– Jeg håbede, at det var en dårlig periode, og at hun snart ville blive frisk, for jeg savnede at lave noget med hende.

Til sidst var det kun respiratoren, der holdt 3-årige Annabella i live.

– Jeg brød mig ikke om at være der. Jeg syntes, at hun så skræmmende ud, for det så ud, som om hendes hud var forsvundet. Den var helt rød, og det var ikke sådan, jeg havde lyst til at huske hende, fortæller Josefine.

Hun tænker tilbage på de sidste timer på Rigshospitalet.

– Jeg håbede til det sidste, at de ville redde hende. Selv om jeg inderst inde godt vidste, at det var ved at være slut, troede jeg ikke rigtig på det. Jeg kunne slet ikke forstå, at vi ikke skulle hoppe på trampolin i haven mere eller sidde på mit værelse og hygge.

Et svær beslutning

Til sidst var kun ét valg. Et svært et. Respiratoren, der holdt Annabella i live, skulle slukkes.

– Jeg var hjemme med min farmor og farfar, da min far ringede og græd. Han sagde, at vi skulle komme ind på hospitalet og sige farvel til Annabella.

– Jeg glemmer dig aldrig. Jeg elsker dig, sagde Josefine inde i sig selv, da hun stod på stuen og kiggede på sin søster. Hende, der havde bragt så megen glæde i hendes liv, og som hun havde troet, hun skulle vokse op med. Den dag blev håbet knust og i stedet erstattet af sorg og vrede.

– Jeg forstod ikke, hvorfor lægerne ikke kunne redde hende. Det var deres arbejde. Så lige da det var sket, syntes jeg, at det var deres skyld. Det var så uretfærdigt.

Sorgen bider stadig

Her to år efter bider sorgen stadig i Josefines hjerte, og når hun savner sin søster, hopper hun alene på trampolinen i haven eller kigger på billeder af Annabella, der kan ses fra sengen i hendes værelse.

– Det er sådan, jeg vil huske hende, siger hun, mens hun peger på en storsmilende Annabella med sut i munden og armene i vejret.

Findes oppe i skyen

I sengen ligger en af de mange bamser, som Annabella knugede ind til sig på kræftafdelingen, og når savnet overmander den 11-årige pige, er den lille bamse en trøst.

– Hun vil altid mangle. Når vi sidder ved bordet og skal spise, er der en tom stol, hvor hun skulle have siddet. Men jeg prøver at huske alle de gode ting, selv om det også gør lidt ondt, fortæller Josefine, mens hun kigger ud på den næsten skyfri himmel.

– Jeg tror, at hun sidder oppe på en sky. Måske kigger hun ned på os og smiler, som hun plejede. Så kan hun i hvert fald se, at hun aldrig bliver glemt.

Læs også: 5 år og uhelbredeligt syg: Wilaz er et mirakel