Skæbner

118 dræbt i fly-kollision

12. april 2016 af Af Rasmus Dahlberg. Foto: Polfoto
En fatal misforståelse mellem en pilot og en flyveleder førte 8. oktober 2001 til den værste katastrofe i skandinavisk luftfart i nyere tid. 118 mennesker omkom, heraf 18 danskere, da to fly kolliderede i Linate-lufthavnen i Milano.

Dårlig sigtbarhed helt ned til 100 meter betød, at flyvelederne i Linate-lufthavnen denne morgen var under et voldsomt arbejdspres.

Mange piloter var i tvivl om, hvor de skulle placere deres fly i tågen, som faktisk var så tyk, at en Alitalia-pilot senere udtalte, at det var som ”at køre i et glas med mælk.”

Et af flyene var et lille Cessna privatfly, som klokken kvart i otte skulle lette for at flyve mod Paris med to passagerer om bord ud over piloterne. Den ene var en sælger fra Cessna, mens den anden, en italiensk forretningsmand, overvejede at skifte sin gamle Cessna ud med en model som denne.

LÆS OGSÅ: Pjerrot om sit livs sorg: Jeg elsker hende stadig

Den 35-årige tyske pilot havde 5.000 flyvetimer bag sig, heraf halvdelen i denne flytype, mens den 64-årige andenpilot havde mere end 12.000.

Klokken knap seks minutter over otte modtog det lille privatfly denne besked over radioen fra flyveleder Paolo Zachetti: ”DeltaVictorXray, taxi mod nord via Romeo 5, QNH 1013, kald mig op igen fra stoplinjen ved … hovedafkørslen til startbanen.”

Den tyske pilot kvitterede ved at gentage beskeden, dog med den lille ændring, at han ville melde tilbage, når han nåede selve startbanen, ikke afkørslen.

Fatal forvirring

Det var katastrofalt, for beskeden fra Zachetti kunne forstås af piloten, som om han skulle taxie mod syd, ikke nord. At denne forvirring ikke blev opdaget i tide skulle vise sig at blive fatalt, fordi piloten desuden misforstod en del af beskeden.

Da de tyske piloter i Cessnaen nåede til T-krydset, hvor taxibanen fordelte sig mod syd og nord, drejede de nemlig forkert.

Banemarkeringerne, som viste forskellen på den nordlige (Romeo 5) og den sydlige (Romeo 6) taxibane, levede ikke op til de formelle internationale krav. Derfor er det sandsynligt, at den tyske pilot midt i tågen ikke var klar over, at han tog den forkerte forgrening.

LÆS OGSÅ: Dansk kvinde efterlyses i Ben-sagen

Problemet var altså, at Cessnaen befandt sig et andet sted på lufthavnens taxibane, end flyveleder Paolo Zachetti troede. Og fordi piloten taxiede ad Romeo 6 i stedet for Romeo 5, var han på et tidspunkt nødt til at krydse selve startbanen.

Klokken ni minutter over otte kom så den fatale kommando fra Paolo Zachetti til piloten i Cessnaen: ”DeltaVictorXray, forsæt med at taxie på det primære forklæde, følg Alpha linjen.” Af Cessna-pilotens svar fremgår det, at han ikke selv anede, hvor han befandt sig på dette tidspunkt.

Cessnaen kørte nu lige forbi en stoplinje af røde lys og direkte ud på startbanen ikke langt fra kontroltårnet.

Den dårlige sigtbarhed betød imidlertid, at flyvelederne ikke kunne se flyene, og et nyt overvågningssystem for flyenes bevægelser på jorden var endnu ikke taget i brug på grund af ineffektivt italiensk bureaukrati.

Erfarne piloter

Desværre var Cessnaen ikke alene i Linate-lufthavnen. Et SAS-passagerfly var klar til at lette mod København med 104 passagerer om bord. Ved styrepinden sad en 36-årig luftkaptajn og ved siden af ham hans jævnaldrende styrmand, som begge var erfarne SAS-piloter med mange flyvetimer bag sig.

Flyvelederne gav nu SAS-flyet starttilladelse, og piloterne gennemgik de sidste punkter på deres checklister, hvorefter de skubbede gashåndtagene frem, så de to jetmotorer på bagenden af flykroppen begyndte at brøle.

Passagerflyet accelererede, indtil hastigheden kom op på 270 km/t.

Følg med i serien ”Katastrofer vi aldrig glemmer” i Ude og Hjemme.

I Ude og Hjemme nr. 15, der udkommer onsdag den 13. april, kan du læse om Orkanen i december 1999, hvor syv mennesker omkom, og ødelæggelserne er anslået til at have kostet 14-17 milliarder kroner.

LÆS OGSÅ: Anne-Maries brevkasse: Jeg føler mig svigtet i sorgen

Fordi sigtbarheden var nede på omkring 200 meter, har SAS-piloterne ikke haft mere end et enkelt sekund til at reagere i, da den lille Cessna pludselig befandt sig på startbanen foran dem. De forsøgte desperat at hæve flyets næse for at lette hen over forhindringen, men det var for sent.

Ved sammenstødet blev Cessnaen revet i tre dele, og de fire ombordværende omkom kort efter i flammerne, da vragets forende brød i brand. Kollisionen rev højre landingsstel og styrbords jetmotor af passagerflyet, men alligevel lykkedes det faktisk piloterne at få flyet i luften og øge farten.

Efter 12 sekunder ramte flyet dog landingsbanen og begyndte at kure hen ad asfalten, mens piloterne forgæves forsøgte at bremse, inden det smadrede ind i en bagagebygning og brød i brand.

I minutterne efter styrtet var der vild forvirring i Linate-lufthavnen. Flyveleder Paolo Zachetti tøvede med at aktivere katastrofealarmen, mens politifolk og toldere nær bagagebygningen straks tilkaldte redningstjenesten.

Lufthavnens førstehjælpsstation lå tæt på ulykkesstedet, men håbet var ude for de 110 ombord. En Alitalia-pilot, som netop var landet med sit fly, løb hen mod det styrtede fly.

– Alt var stille. Der var ingen lyde. Og det var meget koldt. Vi kunne se cockpittet, og vi håbede at se bevægelse derinde. Men … de var alle døde, fortalte han senere i et dokumentarprogram om katastrofen.

LÆS OGSÅ: Far til fire kæmper for sit liv

(Artiklen fortsætter under billedet)

Alle ombord omkom

Alle 110 personer på SAS-flyet blev dræbt i ulykken. Desuden omkom alle fire ombord på Cessnaflyet, og fire lufthavnsmedarbejdere. Blandt de 118 dræbte var 18 danskere.

Den menneskelige faktor

Vi lægger typisk større vægt på informationer, som bekræfter end modsiger vores opfattelse af virkeligheden. Flyvelederen fik oplysninger fra Cessnaen, som ikke passede ind i hans mentale billede af flyets position. Men i stedet for at undersøge sagen nærmere og spørge yderligere ind, accepterede flyvelederen pilotens svar.

Fængselsstraf til flyvelederen

En række embedsmænd fra Linate-lufthavnen blev efter katastrofen tiltalt for medvirken til uagtsomt

manddrab, Lufthavnsdirektøren blev frifundet, mens den italienske højesteret i februar 2008 sendte flyveleder Paolo Zachetti i fængsel i tre år.

Sponsoreret indhold