12-årig redder lillebror fra druknedøden: Jeg så ham synke

– Jeg så, der kom en stor bølge, og så panikkede han.
12-årige Hjalmar svømmede lidt foran sin lillebror Ludwig på otte år. Han så, hvordan Ludwig fik vand i hele hovedet og begyndte at fægte med armene. Ludwig forsøgte at råbe, men kunne ikke. I stedet begyndte han at synke.
Hjalmar kiggede sig tilbage lige tids nok til at se, hvad der skete. Han tøvede ikke.
– Jeg havde lært at redde liv til svømning, men jeg gjorde det vist ikke helt rigtigt, fordi jeg greb hans arme og løftede ham op. Det eneste, jeg tænkte på, var at holde ham over vandet, fortæller Hjalmar.
Da Ludwig fægtede med armene, var det en svær opgave. De sank begge mere og mere på trods af Hjalmars indsats.
Mor kom til
Heldigvis lykkedes det ham at holde dem begge over vandet, indtil deres mor nåede ud til dem.
– Jeg flåede tøjet af og havde underligt nok tid til at tænke på, om bilnøglen lå i lommen, siger Camille, når hun husker den stressende situation.
I mellemtiden kæmpede Hjalmar i vandet.
Læs også: Martines mareridt: Kidnappet og plyndret
– Mine fødder gik så hurtigt, viser han. Og Ludwig klatrede på mig hele tiden.
Mor Camilla tilføjer.
– Du var så vedholdende. Jeg forstår ikke, hvordan det lykkedes dig, for der var høje bølger derude, siger hun til sin søn.
Habile svømmere
Camilla Arvevik, 44 år, fra Borås i Sverige var taget på strandtur ved Landvettersjön sammen med sin kæreste og hans to børn. Hjalmar og Ludwig er vandhunde og begge hæderlige svømmere, og de var selvfølgelig de første i vandet.
– Jeg kan huske, at det var virkelig blæsende udenfor, siger Camilla.
De var også ved søen dagen før. Det er et populært badested med græsplæner, en lille sandstrand og en tømmerflåde med en trampolin og et udspringstårn lidt længere ude. Men netop denne dag var der færre mennesker end normalt.
Læs også: De ville tvangsfjerne Tennas børn: Vores første familieferie
– Jeg tøvede med at hoppe i vandet. Dagen før var det bedre, der svømmede vi ud til springtårnet uden problemer, husker Camilla.
Men drengene tøvede ikke og hoppede i vandet, mens deres mor stod på badebroen. Og hun var ikke rigtig bekymret.
– Jeg har taget mange svømmemærker, for eksempel Hajen, hvor du skal svømme 100 meter på dybt vand, siger Hjalmar.
Ludwig nikker. Han har også taget flere forskellige svømmemærker. Derfor var de fulde af selvtillid, da de sprang i vandet. Målet var tømmerflåden med det to meter høje udspringstårn.
Vand i lungerne
Deres mor nåede ud til dem og fik begge drenge op på tømmerflåden, som var tættere på end badebroen. Ludwig var hvid i ansigtet og hostede meget.
– Han rystede fra kulden og havde vand i lungerne, siger Camilla, der tog sig af sine drenge, mens hun overvejede, hvordan de skulle komme derfra. Ingen af dem havde flere kræfter.
– Vi lå der på tømmerflåden i lang tid, inden vi turde svømme tilbage. Vi var nødt til at komme i land, siger hun.
Det sorte dyb
Da de gik ned i vandet igen for at svømme tilbage, indså Camille, at hvis Ludwig var sunket der, ville de sandsynligvis aldrig have fundet ham. Vandet var helt sort, og søen virkede bundløs.
– Vi havde tid til at varme lidt op i bilen, inden min kæreste dukkede op med sine børn. Det var rart, siger Camilla.
Hun sørgede for at tale forløbet igennem med drengene. Hun forsøgte at afdramatisere det og gav dem alle mange nye og positive oplevelser i vandet, så drengene ikke udviklede vandskræk.
– Jeg sørgede for, at vi badede tit, og vi tog også tilbage til Landvettersjön allerede næste dag, siger Camilla.
Mareridt om natten
Men selvfølgelig kom der en reaktion.
– Jeg havde nogle mareridt i starten, fortæller Hjalmar.
Men han bader og svømmer lige så meget som før, og han elsker det.
– Vi var på Mallorca, og der så jeg mange flotte fisk, da jeg snorklede. Nu vil jeg starte med ægte dykning. Ideelt set vil jeg gerne svømme med hajer og i det arktiske hav, forklarer Hjalmar.
Læs også: Stine har tourette: Op i røven så kører det
Ludwig derimod er blevet lidt forsigtig. Han foretrækker en pool eller vand, hvor han kan se bunden.
– Du har et billede af, hvordan en drukning foregår, men det er anderledes i virkeligheden. Frem for alt er jeg stolt af Hjalmar, for jeg var aldrig nået ud i vandet for at redde Ludwig. Han er virkelig vores helt, men Ludwig var også god. Han viste tydeligt, at han havde brug for hjælp, siger Camilla.
– Jeg håber, at Ludwig bliver mere selvsikker igen, og det tror jeg, han bliver. Vi er ude-mennesker hele familien, så der går sikkert ikke så længe, siger Camilla.