14-årige Mads: Jeg passede ikke ind

Helene har altid vidst, at hendes søn, Mads, ikke er helt som sine jævnaldrende.

Der skulle dog gå 14 år, før hun fik lægens ord for det.

- Mads fik i februar diagnosen infantil autisme, men det var ikke et kæmpe chok for mig, for jeg har aldrig været i tvivl om, at han var autist. Mads var ikke ret gammel, før det var umuligt for ham at sove udenfor i sin barnevogn, fordi der var for meget larm og lys. Og så var han enormt sen til at lære at sidde, stå og tale. Han talte ikke rent, før han var 4-5 år, fortæller 35-årige Helene Thomsen fra Hjørring.

Giv et abonnement på Ude og Hjemme i julegave

Svært ved at få venner

Men værst af alt: Gennem hele sit liv har Mads haft svært ved at få venner.

- Mads har det rigtig svært socialt. Venskaber er ikke noget, han har haft frygteligt mange af, og dem, han har haft, har været kortvarige, fordi Mads rigtig gerne vil have kontrol over tingene. Han kan kun være en del af en leg, hvis han kan få lov til at sætte reglerne, og det kan man jo ikke altid. Han kan heller ikke aflæse ansigtsudtryk, så han kan ikke se på dig, hvis han gør dig irriteret. Han kan godt se, hvis du er ked af det, glad eller sur, men alle nuancerne fanger han ikke. Han får derfor sagt og gjort nogle dumme ting, og han kan godt blive udadreagerende og lidt af en spradebasse. Men det er hans måde at vise, at han er belastet, forklarer Helene.

Alene på værelset

Mads’ sociale udfordringer betyder, at han har tilbragt en stor del af sit 14-årige liv alene på sit værelse.

- Han har spillet rigtig meget computer, og han har læst alle Harry Potter-bøgerne flere gange. Men det har været sådan nogle ting. Alene-ting. Eller også har han været meget sammen med mig og til dels også sin storesøster Mia, siger Helene.

Selv har Mads svært ved at sætte ord på den ensomhed, som han ifølge sin mor har kæmpet rigtig meget med.

Blev ikke accepteret

I stedet fortæller han, hvorfor det i hans øjne gik galt, da han prøvede at melde sig til fodbold og spejder i håbet om at finde et fællesskab at høre til.

- Det var mest fordi, at folk ikke accepterede mig for den, jeg var. Så fodbold var ikke særlig sjovt. Og spejder – dér gad de ikke at have mig. Det var fordi, jeg trak en af spejderlederne i håndleddet. Så begyndte hun åbenbart at græde. Og så måtte jeg ikke komme der længere, siger han.

For Helene har det været utrolig hårdt at stå magtesløs på sidelinjen og være vidne til sin søns problemer med at passe ind.

Frygteligt ikke at kunne hjælpe

- Det er frygteligt ikke at kunne hjælpe. Det er jo mit barn, og han skal have det godt. Et eller andet sted havde jeg håbet på, at når Mads blev ældre, så ville han få det bedre, og alting ville blive nemmere for ham. Men da han så fik diagnosen, måtte jeg konstatere, at det ikke kommer til at ske. Jeg kan ikke få de ting, der er svære for ham, til at forsvinde. Jeg ved nu, at der er en grund til, at han reagerer, som han gør, men jeg kan ikke gøre en hel masse ved det. Det er vanskeligt. Man vil så gerne, men man kan ikke.

LÆS OGSÅ: 5-årige Bufas er autist: Han kommer aldrig til at tale

Når Mads har siddet alene på sit værelse, har det ofte været foran computerskærmen, hvor han har brugt utallige timer på yndlingsspillet Fortnite.

Og han er rigtig god til det.

Startede til e-sport

Dét opdagede hans mor, og så fik hun pludselig en idé: Hun opfordrede Mads til at starte i Hjørring E-sport.

En klub, hvor primært unge mennesker mødes for at spille computerspil med og mod hinanden.

- Han var lidt skeptisk, men han kom alligevel afsted. Jeg husker, at jeg var ekstremt nervøs, første gang jeg kørte ham derhen – og faktisk også lidt bange. For Mads har haft rigtig mange nederlag, og jeg frygtede, at han skulle få endnu et, fortæller Helene om den anspændte tirsdag aften for 11 måneder siden.

Fandt endelig et fællesskab

Hendes bange anelser blev dog hurtigt gjort til skamme.

Til e-sport fandt Mads endelig et fællesskab, hvor han passede ind.

- Når Mads spiller e-sport, så er han en helt anden dreng. Han er smilende, glad og mærkeligt nok meget social. Han har meget mere selvtillid og er en virkelig god holdkammerat. Hvis nogen er i problemer, så kommer han, og hvis han har brug for hjælp, så kommer de. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor fantastisk det er for mig som mor at se, siger Helene.

Kan bedre rumme Mads

Hun er ikke i tvivl om, hvorfor netop e-sport passer så godt til Mads.

- Man kan bare langt bedre rumme hans vanskeligheder i e-sport-verdenen, end man kan ved for eksempel spejder. Hans vanskeligheder kommer nemlig ikke nær så meget til udtryk. Når du spiller computer, så foregår det med høretelefoner på, så alle mulige andre lyde er væk. Og du kan sagtens være med, selvom du ikke er i stand til at aflæse kropssprog og ansigtsudtryk, for man har ikke øjenkontakt hele tiden. Reglerne er samtidig mere fastlagte, så man kan i højere grad selv kontrollere og forudsige, hvad der sker.

En glad dreng

For Mads er tirsdag nu blevet ugens helt store højdepunkt.

Det er den dag, han går til e-sport med sine nye venner, og dét kan aflæses på humøret.

- Jeg er glad og glæder mig sindssygt meget til at komme afsted, siger han og smiler ved tanken om, at han snart skal møde Noah, Daniel, Jonas og alle de andre fra e-sportsklubben igen.

Ikke ensom mere

Helene smiler også. Hun er lykkelig over, at Mads nu langt om længe føler, at han har et sted, hvor han er accepteret og hører til.

LÆS OGSÅ: Miss Danmark og autist: Jeg har altid følt mig forkert

- Han har fået nogle relationer, som han ellers ikke havde fået. Det er en kæmpe lettelse, for han er ikke den der ensomme dreng, som han ellers har været i rigtig mange år. Det er fantastisk at se ham så enormt glad hver tirsdag, når han kommer hjem fra e-sport. Og selv om han ikke ser sine holdkammerater uden for klubben, så spiller de ofte sammen over internettet, og det gør, at han ikke føler sig alene længere.

En positiv forskel

Helene ved godt, at der er mange fordomme omkring unge og computerspil:

At de bliver helt firkantede i hovedet af al den skærmtid, og at de mister evnen til at være sociale på den "gode, gammeldags måde".

- Jeg er nok lidt anderledes end mange andre forældre, for jeg tænker, at det på ingen måder er farligt. Det kan fakstisk være med til at gøre en positiv forskel i forhold til netop det sociale. Ikke mindst for én som Mads. Computerspil er hans sociale netværk. Og børn i dag er bare sociale på andre måder, end vi var engang. Jeg ser ikke det store problem i det. Så længe de stadig kan deltage i familiearrangementer, opføre sig ordentligt og svare, når man kalder på dem, så skal det hele nok gå.