15-årige Oliver reddede sin far: Tak for livet søn

– Jeg kigger tit på Oliver og tænker: Wauw! Jeg var stolt af ham i forvejen, men nu er jeg det om muligt endnu mere.

Sådan siger Lars Skadhauge-Jensen om sin ældste søn, der den 16. juni sidste år reddede hans liv.

Familien, der også består af mor Nina og lillebror Jonathan, havde tilbragt en hyggelig aften foran fjernsynet, hvor de havde set den spændende VM-fodboldkamp mellem Spanien og Portugal. Alt åndede fred og idyl, da de sagde godnat til hinanden og gik i seng.

Klokken tre om natten blev Nina vækket af familiens sultne kat, som insisterede på at blive fodret. Hun havde netop lagt sig tilbage i sengen ved siden af Lars, da han pludselig begyndte at sige underlige hvæselyde.

– Jeg kan slet ikke beskrive de lyde, da de ikke minder om noget andet, men de var høje, og de blev ved, fortæller Nina, der hurtigt opdagede, at Lars var bevidstløs.

Fra deres værelser kunne parrets to sønner, 15-årige Oliver og 13-årige Jonathan, høre deres mor råbe på hjælp. De skyndte sig hen til forældrenes soveværelse og blev mødt af et syn, de aldrig vil glemme.

– Far var blå i hovedet og lå helt livløs i sengen. Han havde ingen puls, og han trak ikke vejret. Der kom bare en masse mærkelige lyde fra ham. Jeg tænkte ikke rigtigt over, hvad der var ved at ske, men kastede mig bare instinktivt over ham og begyndte at give hjertemassage, siger Oliver.

Imens ringede Nina til alarmcentralen.

Gjorde det bare

– Lars havde slugt sin tunge, og vi kunne ikke få den op igen, så vi kunne ikke give ham kunstigt åndedræt. Vi måtte bare håbe, at hjertemassagen var nok til at holde ham i live, siger Nina, hvis skrig også vækkede genboerne, som sammen med Jonathan gik udenfor og ventede på ambulancen.

I de otte minutter, der gik, før den kom, fortsatte Oliver utrætteligt med hjertemassagen. Han havde kort forinden taget et førstehjælpskursus i 9. klasse, ligesom han havde gennemført en livredderprøve i sin svømmeklub, så han kendte teknikken. Men at han skulle udføre hjertemassage på sin egen far, havde han aldrig forestillet sig.

– Det var selvfølgelig meget ubehageligt, at det var min far, der lå der, men jeg var så fokuseret på genoplivningen, at jeg ikke gik i panik. Adrenalinen kørte rundt i kroppen, og det gjorde, at jeg heller ikke blev træt undervejs, siger Oliver, som først stoppede, da ambulancefolkene kom og overtog redningen.

Ulidelig ventetid

Lars fik to stød med en hjertestarter, før hans hjerte begyndte at slå af sig selv igen. På det tidspunkt var der gået 14 minutter siden Ninas alarmopkald, og Lars havde altså været klinisk død lige så længe. I en hel time kæmpede redderne videre for at holde ham i live, og han blev til sidst lagt i kunstigt koma i sit eget hjem.

– Jeg troede, at de ville køre ham på hospitalet med det samme, så da de ikke gjorde det, var jeg sikker på, at det hele var for sent. Enten ville Lars dø, og jeg ville være alene med to børn, som skulle undvære deres far. Eller også ville han vågne op som en grøntsag, for han sagde stadig mærkelige lyde, fortæller Nina.

Langt om længe blev Lars imidlertid stabiliseret og kørt til Rigshospitalet. Her konstaterede lægerne, at han havde haft hjertestop som følge af en forsnævring i den ene kranspulsåre, så han skulle have en ballonudvidelse. Først skulle han dog vækkes af sin koma, og efter halvandet døgn besluttede lægerne, at det var tid. Det kunne tage op til otte timer, forklarede de Nina og Oliver, som begge stod ved Lars’ side, da der blev slukket for sovemedicinen.

– Ventetiden var ulidelig. Vi vidste jo ikke, hvad han vågnede op til. Ville han overhovedet kende os? siger Nina, som dog hurtigt kunne lægge sine bange anelser til side og lade sig overvælde af lettelse og lykke.

Der gik nemlig kun ganske få minutter, før Lars slog øjnene op, og selv om han de næste par dage var tydeligt forvirret over, hvad der var sket, var der ingen tvivl: Han havde klaret sig igennem uden varige mén.

En sej søn

I dag er Lars for længst vendt tilbage til sit arbejde som gymnasielærer. Han underviser blandt andet i idræt, og præcis ligesom før har han ingen problemer med at løbe fra de unge elever. Den eneste forskel er, at han nu skal have blodfortyndende medicin resten af livet.

I forbindelse med sin hospitalsindlæggelse fik han desuden indopereret en såkaldt ICD – en moderne pacemaker, som ud over selv at kunne give hjertet stød, hvis der igen bliver brug for det, også kan sende signaler til Rigshospitalet, hvis hjerterytmen pludselig bliver unormal. Det har der endnu ikke været behov for.

Lars er dybt taknemmelig for, at han ikke alene overlevede, men også fik muligheden for at vende tilbage til en helt normal hverdag. Og han er ikke i tvivl om, at Oliver har en stor del af æren for det.

– Det er simpelthen så sejt af ham, at han bevarede roen i den situation. Jeg er egentlig ikke overrasket, for han har altid været utroligt handlekraftig, men han var alligevel kun 15 år, og det er ikke altså ikke hver dag, at man redder sin fars liv. Det har helt sikkert givet os et endnu stærkere bånd, ligesom familien også er blevet knyttet tættere sammen. Vi er blevet bedre til at sætte pris på hinanden og de små ting i hverdagen.

Lær førstehjælp

Oliver, der nu er blevet 16 år og går i gymnasiet, nikker.

Oplevelsen har lært ham ikke at tage noget for givet, for han er i den grad blevet mindet om, at livet kan ændre sig på et øjeblik uden varsel. Dog er han ikke enig i, at han har gjort noget særligt. Han handlede bare, som han synes, at enhver burde gøre.

– Jeg står ikke frem for at blive hyldet som en helt, men fordi jeg gerne vil sætte fokus på, hvor vigtigt det er at lære førstehjælp. Hvis jeg ikke havde været igennem et førstehjælpskursus, tror jeg, at jeg havde været meget mere usikker på, om jeg nu gjorde det rigtigt, og det kunne måske betyde, at jeg havde tøvet mere. Så jeg håber, at mange bliver inspireret til at lære førstehjælp ved at høre vores historie, siger Oliver og tilføjer:

– Skulle man alligevel få brug for at yde førstehjælp uden at have lært det i forvejen, så er mit bedste råd: Gør det, du tror, er bedst. Det er bedre end slet ikke at gøre noget, og du kan ikke gøre noget forkert.