20 år efter diskoteksbranden: Jeg mistede mine søstre – og mig selv

Alle syntes, det var synd for Shirin, da hun mistede to storesøstre i en brand på et diskotek i Gøteborg. Hun fik lov at gøre, som hun ville, skulkede fra skole og var aggressiv, indtil hun efter mange år genfandt sig selv.

kvinde

På armbåndet rundt om Shirin Shakers håndled står ordet katastrofe med store bogstaver. Armbåndet bærer den 33-årige svenske kvinde stadig, 20 år efter katastrofen på et diskotek i Gøteborg. Her omkom 63 mennesker ved en grusom dødsbrand fredag aften den 30. oktober 1998, og to af ofrene var Shirins søstre.

– Armbåndet fik jeg på hospitalet, da jeg blev indlagt efter branden. Først da jeg så ordet katastrofe, gik det op for mig, at branden var mere alvorligt, end jeg først troede, siger Shirin.

Hun var blot 13 år og teenager dengang i 1998, da hun mistede fodfæste i livet. Shirin var en lidt nørdet pige, der brugte det mest af tiden på at tilegne sig fakta om skibskatastrofen Titanic. Igen og igen så hun filmen med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, og hun blev drillet i skolen.

– Jeg ville vide alt om, hvad der gik galt med Titanic, og hvorfor skibet sank. Jeg spekulerede på, hvorfor de ikke byggede skibet mere sikkert. Jeg ville selv være bådebygger, og Titanics skæbne blev en besættelse for mig, husker Shirin Shaker.

Hendes to søstre, Jasmin, 12, og Merjam, 17, havde andre interesser, blandt andet drenge og fester. Dengang i 1998 var familien netop flyttet til Gøteborg for at være tættere på pigernes mormor. Alle var parate til en ny start på livet, men i stedet endte flytningen til Gøteborg i en tragedie.

– Den aften havde Jasmin, min bedste veninde Sara og jeg planlagt at skulle sidde hjemme og arrangere en Halloween-fest. Men min ældste søster, Merjam, skulle til en diskotekfest, og vi fik lov at komme med. Jeg var begejstret, fordi jeg for første gang skulle på diskotek, fortæller Shirin.

Alt for mange gæster

Selv om Shirin glædede sig, tog hun i realiteten blot med for at have noget spændende og anderledes at fortælle veninderne i skolen. Merjam var pludselig ikke så opsat på at tage af sted alligevel, men Shirin fik hende overtalt. De tre søstre gjorde sig parate til en festlig aften, der skulle vise sig at blive deres sidste sammen.

Da de ankom til diskoteket, var der alt for mange mennesker, men de betalte alligevel entreen og gik indenfor. Varmen fra de mange mennesker slog imod dem, og Shirin begyndte at danse sammen med veninden Sara. Men noget føltes ikke rigtigt for Shirin.

– Jeg oplevede det som om, jeg slet ikke hørte til i festlokalet. Jeg begyndte hurtigt at længes hjem til min mor, mine bøger om Titanic og min seng. Men eftersom det havde været dyrt at komme ind, sagde jeg ikke noget til de andre, siger Shirin.

Kort efter hørte hun et højt brag i lokalet. Teenageren glemte det hurtigt igen, fordi hendes favoritmelodi blev spillet i samme øjeblik. Sammen med Sara dansede hun tæt på scenen, og pludselig blev der helt stille. Nogle skreg, at det brændte, og Shirin kunne lugte røg. Andre lavede sjov, og nogle af gæsterne råbte, at alle skulle løbe for livet. 

Shirin og Sara løb hen til Jasmin og Merjam, og de fire piger kiggede rådvilde på hinanden. Udgangen var allerede spærret af mennesker, og de fire befandt sig i et hjørne længst borte. Det begyndte at blive svært at trække vejret, og Merjan tog kommandoen. Hun sagde til Sara og Shirin, at de skulle gøre alt for at komme ud, mens hun ville tage sig af Jasmin. Sara og Shirin mistede hurtigt hinanden i mylderet. Røgen var nu kulsort, og garderoben ved indgangen var omdannet til en dødsfælde. Ruderne i lokalet splintredes af varmen, og Shirin følte sig magtesløs, uden fysisk kraft.

– Jeg tænkte på min mor, og på den Halloweenfest, som vi skulle have. Imens skreg mennesker omkring mig på deres forældre og Gud. Derefter blev den sidste lampe slukket, og det blev helt mørkt, siger Shirin.

Noget sagde til den 13-årige pige, at hun ikke skulle dø. Hun levede, og det gav hende fornyede kræfter. Shirin huskede en brandøvelse på skolen, hvor eleverne lærte at søge helt ned til gulvet for at undgå den dødelige røg i forbindelse med en brand. Shirin kravlede hen over andre mennesker og fik øje på lys højere oppe i lokalet. Det var et vindue, som folk kom i sikkerhed fra.

Reddet i sikkerhed

Shirin strakte sig op og fik fat i hånden på en ung fyr, men en anden trak hende nedad i benet. Hun sparkede sig løs og blev trukket op til vinduet. Chokeret kom hun ud af bygningen og stillede sig for at vente på de andre. Efter lidt tid kom Sara løbende, men på grund af sod i ansigtet og håret strittende til alle sider kunne Shirin ikke kende hende. De lånte en mobiltelefon for at ringe til deres mødre, og kort efter blev de kørt på hospitalet.

– Det hele gik både hurtigt og langsomt. Inde i den brændende bygning føltes alt som en evighed, men udenfor gik det hurtigt. På hospitalet fik jeg det armbånd med ordet katastrofe, som fik mig til at indse alvoren i ulykken, siger Shirin.

Hun fik stue sammen med Sara, men de kunne ikke sove om natten. Imens ledte Shirins mor og morbrødre efter de to søstre. Der gik mange rygter om, hvad der var sket, og mange af de værste nåede Shirin. Hun troede imidlertid, at både Jasmin og Merjam var i live. Først tre dage efter branden fik Shirin den grusomme sandhed at vide, at søstrene var omkommet i flammerne.

– Min mor havde forsøgt at forberede mig på sandheden, men jeg ville ikke høre efter. Da det gik op for mig, at de begge var døde, fik jeg et sammenbrud og bad alle gå ad helvede til, husker Shirin.

De kommende uger, måneder og år skulle forandre den unge piges liv fuldstændigt. Først var der mennesker overalt omkring hende. Folk der kom på besøg og trøstede. Men pludselig en dag var der ingen. 

Shirins mor sagde, at det var synd for hende, og Shirin begyndte at udnytte medlidenheden på en negativ måde. Ingen stillede krav til hende, og hun begyndte at skulke fra skole. 

Shirin svømmede i penge fra forsikringsselskaberne, men hun blev udnyttet af veninderne uden at forstå det. Hun fik psykologhjælp, men havde alligevel svært ved at skelne imellem, hvad der var ægte, og hvad der var falsk i hendes liv.

Måtte finde mig selv

– Den største fejl var, at alle lod mig gøre, som jeg havde lyst til. Det var absolut ikke det rigtige. Min mor og mormor var ved at drukne i sorg, og min skolegang fungerede slet ikke. Jeg gav branden skylden for alt, og jeg blev aggressiv og uudholdelig, siger Shirin.

Årene gik, og kun kærlighed fra familien forhindrede Shirin i at søge trøst i narko og andre ting. Hun overvejede også selvmord. I 2007 døde hendes mor af akut lungekræft, og på det tidspunkt havde Shirin helt taget kommandoen i familien. Da hendes mor skulle dø, smed Shirin alle slægtninge og andre ud fra sygestuen. Hun ville være alene med sin mor den sidste tid.

– Først mange år efter tragedien indså jeg, at den nørdede pige, som jeg var, forsvandt den aften i branden på diskoteket. Jeg måtte finde hende igen ved at elske den pige og person, som jeg var engang.  Jeg måtte fuldstændig ændre tankegang og adfærd, efter de mange år med en destruktiv adfærd, siger Shirin.

I 2011 blev hun mor til en datter, men forholdet til faderen holdt ikke. Hun blev boende i Gøteborg, men for et halvt år siden flyttede hun sammen med en ny kæreste til Ørnskøldsvik i Nordsverige. Shirin havde brug for at få Gøteborg og alle minderne fra branden på afstand. Hun havde brug for nye impulser, nye omgivelser og nye mennesker omkring sig, hvis hun skulle videre i livet.

Shirin er gravid igen og ser frem til, at hendes børn skal vokse op i tæt kontakt med naturen. Børnene har brug for frisk luft, skove og bjerge, og Shirin har lagt Gøteborg bag sig. Den lille, nørdede pige med interesse for katastrofen Titanic lever stadig, men nu på en helt anden og mere positiv måde.