Skæbner

3-årig ringede efter hjælp da mor faldt om

5. januar 2017 Anne Kristensen
Den 3-årige Amelia passede endda også sin 15 måneder gamle lillesøster, indtil redningsholdet ankom.

Samantha Thow fra Derby i England lovpriser sin datter Amelia, efter at den blot 3-årige pige både formåede at ringe til alarmcentralen og passe sin lillesøster, da hendes mor faldt om, slog sit hoved og besvimede.

Den 24-årige mor kollapsede som følge af bivirkningerne fra en hjernerystelse, som hun havde pådraget sig i en anden forbindelse, og hendes kvikke 3-årige datter var heldigvis hurtig til at handle helt efter bogen.

Video: Baby falder fra puslebord - reddes af bror i sidste sekund

- Min mor døde for nyligt, og det fik mig til at tænke på, hvordan det ville være, hvis der skete noget med mig, så jeg viste Amelia, hvordan man ringede til alarmcentralen. Jeg troede ikke, at hun hørte helt efter, men det gjorde hun tydeligvis, siger den stolte mor til Derby Telegraph.

Ikke alene ringede Amelia til alarmcentralen. Hun så også efter sin 15 måneder gamle lillesøster Evie og madede hende bl.a. med yoghurt, indtil redningsfolkene ankom.

Lær jeres børn at slå alarm

Samantha, som nu er kommet sig helt efter både denne dramatiske hændelse og sin hjernerystelse, opfordrer også andre forældre til at lære deres børn at slå alarm.

- Hvis det bare kan redde én person, så er det det hele værd. Sæt jer ned med jeres børn og sig: Hvis der sker noget, så er det sådan her, du skal gøre, råder Samantha Thow. 

Du kan se den stolte Samantha med sin datter Amelia i videoen ovenover.

Video: Her redder 4-årige Suzie sin mors liv

Sponsoreret indhold