34-årige Astrid bor i skurvogn: Her finder jeg fred

Den lille pjuskede hund Jensen havde fødselsdag, og Astrid nåede netop at smøre hende en fødselsdagslagkage af rugbrød og leverpostej, inden hun smuttede afsted med toget. Astrid havde fået øje på en rød autocamper, som satte gang i de rigtige mavefornemmelser, og så var den næsten tre timer lange togtur ingen forhindring.

Astrid havde ikke det store kendskab til biler. Inden hun kom frem, havde hun blot googlet, hvad man skulle holde øje med, når man købte en brugt bil. Da hun kiggede under den store røde Citroens kølerhjelm, havde hun dog ingen idé om, hvad hun kiggede efter.

– Det er vel bare sådan en bil ser ud, tænkte hun og købte den.

Den røde autocamper skulle blive Astrid og Jensens nye hjem.

Læs også: Overvejede selvmord efter massiv mobning: Jeg ville have fred

Drømmen brast

I 2016 var Astrid Jensen nærmest lykkelig.

Hun havde en kæreste, og sammen kiggede de på køkkener til deres nye hjem. De prøvede også at blive gravide. Astrids store drøm om kernefamilie med børn var langt om længe inden for rækkevidde, da den pludselig forsvandt. En konflikt med kæresten fik det hele til at ende brat.

Astrid knækkede. Selvmordstankerne fyldte hendes hoved, og hun begyndte at planlægge, hvad der skulle ske med alle hendes ting og med hunden Jensen, når hun var væk.

Hun nåede at stoppe sig selv og blev indlagt på den psykiatriske skadestue. Men efter tre døgn var der ikke mere hjælp at hente, og Astrid havde stadig ikke fået det bedre.

– Jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre noget drastisk, for at det hele ikke skulle slutte, siger 34-årige Astrid, der satte gang i en søgen for det næste store projekt.

Da autocamperen dukkede op, vidste hun, at det var det rigtige for hende.

Læs også: Mette kæmper mod barndomstraumer: Maler det onde væk

Kaosfyldt barn

Barndommen i et parcelhuskvarter i Brønderslev var udadtil fejlfri.

Astrid boede der med sin mor, far, lillesøster og familiens hund. Men Astrid var mere stille end de fleste. Hun gik helst langs væggen, så ingen lagde mærke til hende. Familien vidste ikke altid, hvordan de bedst kunne tage sig af Astrid.

– Jeg ved, at de gjorde, hvad de kunne. Men det var bare ikke altid, hvad jeg havde brug for. De prøvede at beskytte mig og pakke mig ind, men jeg havde brug for udfordringerne for at blive stærkere, fortæller Astrid, der ikke længere har kontakt til sin familie.

Hun har altid haft kaos i sit hoved. Ofte har hun svært ved at slukke for tankerne. og ofre er hun tynget ned af en uforklarlig tristhed. Og så er hendes følelser mere ekstreme end de flestes.

I dag har Astrid diagnoserne ADD, depression og borderline, og diagnoserne hjælper Astrid med at forstå sig selv, sådan at hun ofte kan analysere og handle sig ud af dårlige tider.

– Jeg ved, at mange af de tanker og følelser, jeg har, ikke er realistiske. Men jeg kan ikke ændre på dem, og jeg kan ikke stoppe dem. Mine byggeprojekter hjælper mig med at flygte fra dem. Flugten er den eneste mulighed, jeg har, fortæller Astrid.

Læs også: Drengen med dæmonmærket: Man gjorde et barn fortræd

Byggeprojekt

Ombygningen af autocamperen var et stort projekt, og Astrid havde altid byggeprojekter, der kunne hjælpe hende med at flygte fra de ekstreme tanker og følelser. Først skulle alle sæderne bag i den røde bil rives ud. Der skulle lægges gulv, bygges køkken, laves toilet og seng, væggene skulle beklædes, og de mange opgaver fortsatte.

Da bilen endelig var beboelig, solgte Astrid de fleste af sine ting, sagde sin lejlighed op og begyndte et liv som hjemløs. Hver måned skulle hun ind forbi borgerservice i Aalborg og fortælle, at hun stadig var hjemløs, og modtage sin ledighedsydelse, men ellers var hun fri til at køre rundt og opleve landet.

Astrid og Jensen nød en varm sommer med bilen på de danske landeveje, og pludselig var der noget andet, der gav mere mening for duoen: Fejø. Astrid havde hørt om et såkaldt tiny house-fællesskab, hvor folk bor i små, hjemmebyggede hjem på Fejø Naturcamping. Dermed blev en skurvogn Astrids næste store projekt.

Med en husleje på 5.700 kroner om året er der ikke mange udgifter på campingpladsen, hvor Astrid i dag bor i den 18 kvadratmeter store skurvogn. Skurvognen er halvvejs malet grøn i stedet for den skrigende blå farve, den havde, da Astrid flyttede den ind på Fejø.

Læs også: Vi glemte at være kærester

Social hele året

Der er nemlig masser af projekter at tage fat i. Da Astrid købte vognen, var der to rum: et frokostrum og et omklædningsrum. Nu har skurvognen en åben planløsning med vindue ind til soveværelset og et rum med køkken og en hyggelig spisekrog. Badeværelset er også på vej.

Det er ikke kun byggeprojekterne, der hjælper Astrid med at holde de svære tanker og følelser væk. Det er også muligheden for at være social.

– I bilen kunne jeg på en varm dag parkere ved en strand eller park og så bare åbne siden op. Så kom nysgerrige mennesker hen til en snak. Men det fungerede kun om sommeren, fortæller Astrid.

På Fejø er der mulighed for at være social året rundt. Der er hele tiden arrangementer, som Astrid bliver hevet med til.

– Når jeg er rigtig deprimeret, vil jeg helst bare ligge i min seng hele dagen. Når jeg isolerer mig selv, bliver det hele bare værre og værre. Men her har jeg ikke rigtig den mulighed for at isolere mig, forklarer Astrid, der efter mange år som sygemeldt har fået et fleksjob på Fejø, hvor hun cykler rundt som plejehjælper hos nogle af øens ældre.

– Da jeg var barn, blev jeg stemplet til aldrig at få et normalt liv. Jeg ville aldrig få en uddannelse eller et job. Jeg ville skulle bruge mit liv på et opholdshjem, husker Astrid.

Hun fandt mappen med papirerne om hendes fremtidsudsigter i barndomshjemmet, og de fik hende blot til at føle sig mere håbløs.

Kamp for bedre liv

Trods de dårlige forudsigelser fik Astrid kæmpet sig gennem sosu-uddannelsen. Kort tid efter hun var blevet uddannet, blev hun sygemeldt.

I årevis var Astrid ude af stand til at arbejde, men nu har hun endelig fundet et arbejde, som gavner hendes psyke.

– Jeg vil gerne have et arbejde. For at jeg kan komme ud af sengen, når jeg har det dårligt, har jeg brug for at gøre en forskel, siger hun.

På Fejø arbejder Astrid på at skabe et bedre liv for sig selv. Men der er stadig lang vej igen. Til tider fylder depressionen meget i hendes hverdag. Ofte kan det være svært bare at finde overskuddet til at svare på beskederne i hendes telefon. Men hun formår stadig at flygte ind i byggeprojekter.

Lever i det, der giver mening

Ved første øjekast ser det lille hjem meget hyggeligt og færdigt ud. Men sådan ser Astrid det ikke. Gulvet er ikke lagt færdig endnu, fordi døren først skal skiftes. Den rullende reol i køkkenet kører heller ikke helt, som den skal. Og så er der selvfølgelig badeværelset, der lige skal fikses.

– Det begynder at ligne et hjem og ikke bare en bolig nu, men det er lidt hårdt at bo på 18 kvadratmeter, mens man er ved at renovere det.

Når det indvendige er færdigt, venter det udvendige. Der skal bygges terrasse, bed til haven, og et drivhus skal bygges på vognen. Så skal vognen selvfølgelig også males færdig, så der ikke er mere af den skrigblå farve tilbage.

– Jeg boede i bilen, så længe det gav mest mening, og jeg bliver boende her, indtil der er noget andet, der giver mere mening, siger Astrid om hendes fremtidsplaner.

Men en ting er sikkert: Livet på Fejø bliver ikke skiftet ud lige foreløbig.

Læs også: Josephine har endelig fundet lykken