Skæbner

35-årige Maria: Min drøm var ved at koste mig livet

3. september 2019 Af Carsten Holst. Foto: Jørgen Ploug
Da Maria tabte en kop, var det var starten på et dramatisk sygdomsforløb. Hun fik tre blodpropper i hjernen, som nær kostede hende livet. Det viste sig, at to af blodpropperne skyldtes hendes langvarige hormonbehandling for at få barn nummer to.
35-årige Maria: Min drøm var ved at koste mig livet

Maria Lund Selvarajah husker dagen, som var det sket i går. Det var fredag den 16. marts 2018 tidligt om morgenen, og i løbet af få timer fik den 35-årige kvinde dramatisk sit liv ændret.

Maria spiste morgenmad sammen med sin dengang 2-årige datter, Deliah, og de hyggede sig, inden Deliah skulle i dagpleje. På et tidspunkt rejste Maria sig for at gå i køkkenet med datterens kop. Pludselig faldt den ud af hænderne på hende. ”Hvor er jeg dog klodset,” sagde Maria til sig selv og tænkte i første omgang ikke nærmere over det.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Læs også: Nyforelsket og dødssyg: Kærligheden var den bedste medicin

Helt gal

Men episoden med den tabte kop blev starten på et dramatisk sygdomsforløb, som helbredsmæssigt og emotionelt bragte Maria helt ud på kanten af livet. Mens hun stod i køkkenet og ærgrede sig over sin klodsethed, spurgte Deliah, hvad det var for en vandmaskine, der stod i bryggerset.

– Jeg forsøgte at svare, men ordene ville ikke ud af munden på mig. Jeg kunne høre, at det var rent volapyk, og min datter kiggede underligt på mig. Jeg satte mig på sofaen for at komme lidt til mig selv. Men jeg kunne hurtigt mærke, at den var helt gal. Den ene side af min krop hang på en underlig måde, og jeg kunne ikke sige noget sammenhængende, fortæller Maria.

”Skat,” fik Maria trods alt råbt til sin mand, James Selvarajah, der opholdt sig i soveværelset. Da James så Maria på sofaen, spurgte han, om hun igen havde fået et af sine migræneanfald. Men Maria rystede på hovedet. På en eller anden måde fik hun forklaret, at hun ikke kunne tale, og at hun heller ikke kunne mærke sin ene arm.

James ringede til alarmcentralen, og få minutter senere kunne Maria høre sirenerne i det fjerne. Men så skete der noget underligt. Pludselig, som det berømte lyn på den klare himmel, kunne Maria tale igen, og følelserne vendte tilbage i armen.

– Ambulanceredderne mente, at jeg alligevel skulle tjekkes på hospitalet. Min mand afleverede Deliah i dagplejen, mens jeg blev kørt på sygehuset i Esbjerg. Jeg regnede med, at jeg snart var hjemme igen, og at livet ville fortsætte på normal vis. Sådan gik det desværre ikke, siger Maria med et skævt smil.

Læs også: Dennis Knudsen: Jeg havde opgivet at blive far

Barsk besked

I Esbjerg blev den unge mor fra Grindsted i Sydjylland scannet og undersøgt, og lørdag forelå resultatet. Maria havde haft en blodprop i hjernen, men den var tilsyneladende passeret uden at have forårsaget varig skade. Hun blev sendt hjem med besked på at holde sig i ro en uge. På grund af weekend var det ikke muligt for Maria at blive MR-scannet i Esbjerg. Derfor blev hun om onsdagen indkaldt til en ny scanning på det lokale sygehus i Grindsted, og resultatet blev en barsk oplevelse.

– Torsdag morgen blev jeg ringet op fra sygehuset i Esbjerg med besked på, at jeg skulle komme fredag. ”Vi har fundet noget, og det skal undersøges yderligere,” lød det koldt og nøgternt. Jeg kunne ikke få at vide, hvad det var, og derfor gennemlevede jeg et af de værste døgn i mit liv. Alle mulige dystre tanker gik gennem mit hoved. Jeg frygtede, at jeg snart skulle dø, siger Maria.

Torsdag aften samlede hun familien i hjemmet i Grindsted, og Marias tanker kredsede konstant om den uvisse fremtid og frygten for, at datteren skulle vokse op uden sin mor. Den nat lukkede Maria ikke et øje.

Læs også: Gravide Sandra fik blodprop i hjernen: Utroligt at vi klarede det

Hul i hjertet

Den fredag blev ikke nogen god dag for Maria. Lægerne havde under scanningen fundet to blodpropper på vener i den unge mors hjerne, og desuden havde hun haft en forbipasserende blodprop på en arterie i hjernen. Arterierne er de store blodårer, der fører blodet fra hjertet og ud i kroppens mindre blodårer, mens venerne gør det modsatte.

Det er uhyre sjældent, at lægerne finder den slags blodpropper i hjernen på en kvinde som Maria. Risikoen er helt nede på 0,02 procent, og årsagen til blodpropperne rystede Maria.

Lægerne var ikke i tvivl om, at blodpropperne var forårsaget af den langvarige hormonbehandling, som Maria var i gang med i forsøget på at få sin store drøm opfyldt, nemlig at gøre Deliah til storesøster.

Læs også: 12-årige Robin begik selvmord

Drøm kunne have kostet Maria livet

– Det var tæt på, at min drøm om et barn nummer to havde kostet mig førligheden og i værste fald livet, fortæller Maria.

Hormonbehandlingen var årsag til de to blodpropper i venerne i hjernen, mens blodproppen i arterien var forårsaget af noget helt andet. De mange undersøgelser afslørede, at Maria er født med en hjertefejl, som aldrig før var blevet opdaget. Hun havde hul i skillevæggen mellem venstre og højre hjertekammer, og mandag den 27. august 2018 gennemgik hun en operation på Skejby Sygehus.

Hullet blev lukket, og ganske uventet var hjertefejlen ikke kun årsag til blodproppen i hjernen. Den var også med stor sikkerhed skyld i de migræneanfald, som Maria har lidt under det meste af sit liv. Siden operationen for knap et år siden har Maria ikke haft et eneste anfald.

Læs også: Nu bor min datter i himlen

Enebarn

Vi møder den kønne, jyske kvinde i familiens dejlige hjem i et villakvarter i Grindsted. Deliah har fået fri fra børnehaven, så hun kan blive fotograferet sammen med sin mor. Efter kort tid lægger den lille pige genertheden fra sig og viser sig som det glade livstykke, som hun plejer at være.

Charmetrolden Deliah er enebarn, og det bliver der sandsynligvis ikke lavet om på. Maria bliver kun gravid igen, hvis naturen selv kan finde ud af det. Det bliver uden hormon- og fertilitetsbehandling. Den metode er Maria færdig med.

Læs også: I overgangsalderen som 30-årig: Skynd dig at blive mor

Fik to aborter

Maria og James Selvarajah blev gift i 2013 efter at have kendt hinanden i syv år. Efter brylluppet droppede hun p-pillerne og tænkte, at hun snart ville blive gravid. Men lykken lod vente på sig, og efter et år kom Maria i udredning på Odense Universitetshospital for at finde årsagen. Løsningen blev en fertilitetsbehandling, og takket være den blev Maria i 2015 endelig gravid.

15. november klokken 20 kom en velskabt datter til verden på sygehuset i Kolding, men Maria og ægtefællen James havde flere familieplaner i støbeskeen. Deliah skulle være storesøster, og der skulle gerne være to års forskel på børnene.

Men det gik ikke som håbet. Maria gennemgik en lang og fysisk krævende fertilitetsbehandling på en privatklinik. Otte hormonbehandlinger blev det til, og to gange mistede Maria et foster. Det var en ekstrem hård oplevelse både fysisk og psykisk, og specielt de to aborter var en barsk omgang.

Læs også: Emma blev mobbet i årevis: Jeg græd mig i søvn

Ny tankegang

Efter meddelelsen om, at hormonbehandlingerne var skyld i to af blodpropperne i hjernen, stoppede Maria forsøget på at få ønskebarn nummer to. I stedet besluttede hun at lægge sit liv fuldstændig om.

– Jeg følte, at jeg havde forsømt Deliah i bestræbelserne på at blive gravid igen. En kernefamilie med mand og to børn og villa og sund økonomi var det eneste, der indtil da stod i hovedet på mig. Jeg havde dårlig samvittighed over for Deliah, og det besluttede jeg at lave om på, siger Maria.

Hun er uddannet kost- og ernæringsekspert samt sportsmassør og driver sit eget firma, Vinder-Liv, fra hjemmet i Grindsted. Hun havde knoklet med sin forretning i op mod 50 timer om ugen, og hun havde store ambitioner. Maria har både individuelle klienter og grupper, men nu er der skruet ned for blusset. Nu har Deliah førsteprioritet.

– Jeg har indset, at alt i livet er et spørgsmål om at træffe valg. På den måde blev mine blodpropper en øjenåbner. Jeg vil arbejde så meget, at jeg kan leve af det, men heller ikke mere. Når jeg har brug for at være sammen med min datter, kommer klienterne i anden række, siger Maria.

Læs også: Birgitte er cam-girl: Jeg sælger min krop på nettet

Nærvær

Hun har altid været et fysisk aktivt menneske. Maria har gennemført en halv Ironman, og hun træner fire-fem dage om ugen med løb og svømning og ved at køre på sin racercykel. Maria træner til at kunne gennemføre en triatlon, og desuden har hun et andet mål, som hun holder for sig selv. Hun er også begyndt at spille guitar, og det er nærmest for hyggens skyld.

Maria har indset, at de virkelige værdier ikke findes ved at drøne derudad både privat og på arbejde. De bedste stunder findes i nærværet med Deliah.

Pludselig bliver samtalen afbrudt af datteren, der sidder i sin gynge i haven. Hun har brug for et skub til at komme højere op i luften.

Læs også: 15-årig var døden nær af p-piller

Sponsoreret indhold