48-årige Ditte er dement: Jeg forsvinder langsomt

– Ej, det snakkede vi om i går. Kan du ikke huske det?

Ditte sidder over for sin yngre kollega på skolen, hvor de begge arbejder som lærere. Hun gransker sin hjerne, men samtalen, som kollegaen refererer til, er væk som dug for solen.
Kollegaen prikker til den flovhed, som Ditte i længere tid har kæmpet med, når hun har glemt, hvor langt hun er kommet i pensummet, eller når folk konstant skal minde hende om en aftale, de har lavet dagen før. Men selv om hun går i forsvar over for kollegaen, ved hun inderst inde godt, at der er noget galt.

– Jeg har altid sat en ære i at have styr på mine ting, og jeg kunne tit have dårlig samvittighed, hvis jeg ikke følte mig 100 procent forberedt på det, jeg skulle. Så da folk pludselig skulle minde mig om ting, jeg burde vide, begyndte jeg virkelig at blive bekymret, fortæller 48-årige Ditte Sigsgaard, der ligner enhver anden sund kvinde med livet foran sig.

Men bag det sunde og veltrænede ydre gemmer der sig en sygdom, der langsomt er ved at nedbryde hendes hukommelse.
Som mor til tre børn og med et fuldtidsarbejde havde Ditte rigeligt at se til. Hun havde flere gange løbet maraton og satte en ære i at holde sig sund, da hun tidligere havde haft stress inde på livet.

Glemmer ting

Ditte var netop kommet tilbage til sit arbejde efter sommerferie i 2016, da hun kunne mærke, at der var noget, der ikke var, som det skulle være. I starten slog hun det hen. Hun havde haft et kuld hvalpe, der havde holdt hende vågen om natten, så hun tænkte, at glemsomheden skyldtes de mange nætter, hvor hundenes piben vækkede hende.

Hun begyndte at skrive alt ned, og hun gjorde meget ud af at forberede sig ekstra godt, så der ikke var en finger at sætte på hendes arbejde. Alligevel kunne hun mærke, at hendes lunte blev kortere, og frustrationen hobede sig op.

– Hvis mine kollegaer sad og diskuterede noget til et personalemøde, kunne jeg godt skære igennem, så det kunne blive afsluttet hurtigere, fortæller Ditte, der efter kollegaens undrende blik gik hjem og skrev ”husketest” ind i computerens søgefelt. Hun tog testen, og da resultatet tonede frem på skærmen, så fik hun et chok.

– Jeg lå helt i bund og tænkte, at det ikke kunne være rigtig, så jeg tog den en gang til. Men lige meget hvor mange gange jeg tog den, var resultatet det samme, fortæller Ditte, der kontaktede sin læge, som endte med at sygemelde hende.

For en stund kunne Ditte få den ro, som hun tilsyneladende havde brug for. Hun gik lange ture med sin hund og sørgede for at komme så langt ned i tempo som muligt. Men uanset hvad hun gjorde, blev hukommelsen ikke bedre, og til sidst bad hun om en henvisning til en hukommelsesklinik.
Hun blev scannet, fik taget blodprøver, og tre måneder efter fik hun resultatet. Hun havde stress og depression.

– Jeg blev ret chokeret, for så måtte jeg virkelig være langt nede, hvis det kunne påvirke min hukommelse så voldsomt, fortæller Ditte, der blev fuldtidssygemeldt og begyndte på antidepressiv medicin.

Tænkte på børnene

Men efter et stykke tid var der ingen fremgang, hvilket undrede lægerne, der endnu engang scannede Dittes hjerne. Tre måneder senere kom det endelig resultat.
Ditte havde ikke nået at sætte sig i stolen foran lægen, før hun mærkede den trykkede stemning. Lægens øjne var stift rettet mod scanningsbilledet på computerskærmen, og da hun kort efter kiggede ind i Dittes øjne, kom den dom, som fik både hende og hendes mand Michael til at bryde sammen.

– Da hun sagde, at jeg havde et forstadie til Alzheimers, så var det som, at alt forsvandt omkring mig. Min mor havde fået konstateret sygdommen nogle år tidligere, så jeg vidste desværre, hvad den indebar, fortæller Ditte, der som noget af det første tænkte på sine børn.

– Hvordan fortæller man sine børn, at deres mor har en dødelig sygdom? siger Ditte med et tomt blik.

Den dag kørte hun sammen med sin mand hjem til huset i Espergærde. Børnene var ikke hjemme, og Ditte krøb sammen i fosterstilling, mens hun græd sig i søvn.

– Jeg kunne jo ikke lade være med at tænke på, hvor længe jeg ville kunne genkende mine børn. Der ville jo komme et tidspunkt, hvor jeg ikke længere ville være der for dem, og når de fik børn, så ville de nok ikke have en bedstemor.

Nyt syn på livet

Som dagene gik, begyndte den livsomvæltende besked at synke ind. Tårerne flød ned ad kinderne på hele familien, mens de prøvede at indstille sig på en fremtid, der virkede en del mørkere end før.

– Der var en periode, hvor vi bare var chokerede og kede af det, men efter nogle dage havde jeg behov for handle. Så kunne jeg i det mindste gøre mit til at holde mig frisk så længe som muligt, fortæller Ditte, der i mellemtiden var blevet fyret fra sit job.

I stedet begyndte hun at vinterbade, hun droppede sukker, gik til zoneterapi og sørgede for at få de vigtige vitaminer og mineraler. Langsomt begyndte hun at finde ro i sin nye hverdag, og i stedet for at dyrke frygten begyndte hun at sætte pris på livet.

– Når jeg vågnede om morgenen, var jeg virkelig glad. Maden smagte bedre, folks smil gjorde mig glad, og jeg begyndte at lægge mærke til, at jeg satte pris på nogle ting, jeg ikke havde tænkt over før. Det kunne være solen, der skinnede ind ad vinduet, eller en hyggelig gåtur med hunden. Det var som om, at jeg havde gået med beskidte briller hele livet og endelig havde fået dem pudset, fortæller Ditte, der siden har holdt fast i positiviteten, selv om hun dagligt er udfordret med sin sygdom.

Når hun skal ud og handle, kan hun ofte glemme, hvad hun har puttet i indkøbskurven. Alle aftaler skal skrives ind i kalenderen med det samme og på trods af, at hun har fået noget at vide flere gange, kan hun ikke nødvendigvis huske det få minutter senere.

Den 48-årige mor til tre prøver at lade være med at tænke for meget over fremtiden. Hun finder dog ro i, at hun nu er blevet skrevet op til plejehjemmet Dagmarsminde, hvor der er stor fokus på omsorg, og indtil den tid kommer, vil hun bruge livet optimalt.

Kærlighed pr. brev

– Da jeg fandt ud af, at jeg havde tidlig Alzheimers, besluttede jeg mig for, at jeg skulle have så mange oplevelser sammen med min familie som muligt. Så næste sommer skal vi alle sammen til Vietnam, så vi har nogle dejlige minder at kigge tilbage på, fortæller Ditte, der er gået i gang med at skrive breve til sine tre børn.

– Når jeg på et tidspunkt ikke kan være der i de situationer, hvor de har brug for mig, skal de kunne læse et brev, hvor jeg på skrift kan fortælle dem de historier, som jeg ellers ville have fortalt. De fantastiske, sjove og skæve historier, de måske ikke selv kan huske, fra de var børn. For mig er det en form for sidste omsorg og en stor kærlighedserklæring til dem. På den måde håber jeg, at jeg stadig kan være der.