8-årige Juva kæmpede sig tilbage til livet

Familien troede, at hun havde taget sit sidste åndedrag, men Juva vendte tilbage til livet. Den 8-årige pige har med sin utrolige stålvilje kæmpet sig igennem en alvorlig kræftsygdom.

Juvas smil kan ses på lang afstand, da hun kommer susende hen ad grusvejen på sin cykel.

- Jeg elsker at cykle, udbryder den 8-årige krudtugle, mens hun tramper forbi. 

Hendes mor, Jannice, smiler ved synet af sin datter. Hun er dybt taknemmelig over, at Juva er i live. De seneste år beskriver hun med ordene ”angst”, ”bekymring”, ”fortvivlelse” og ”frygt”.

- Vi troede, at vi skulle miste hende, siger Jannice Eklöf fra Alby i Sverige. 

Kunne ikke gå

Jannice og hendes mand, Kent, anede ikke hvilket mareridt, der lå foran dem, da Juvas fod begyndte at gøre ondt i september 2015. Den dengang 4-årige pige forstuvede foden i børnehaven og havde store smerter. Efter et par dage blev det bedre, og hun kunne gå normalt igen. 

En uge senere forstuvede hun samme fod på en udlandsrejse med familien. Også denne gang havde hun svært ved at gå, og foden bøjede udad.  

- Hun lignede Charlie Chaplin, når hun gik, fortæller Jannice.

Da de kom hjem til Sverige, tog hun til lægen med sin datter. Men de blev sendt hjem igen med beskeden om, at det er normalt, at børn går udad med fødderne efter en forstuvning. Det skulle nok rette sig.  

 I oktober forstuvede Juva også sin anden fod og holdt derefter helt op med at gå. 

- Hun begyndte at kravle, fordi hun havde så ondt, siger hendes mor.

Blev meget bleg

Juva blev sendt til en fysioterapeut, men det blev ikke bedre. Hun måtte gå med krykker og brugte rollator i børnehaven. 

I starten af 2016 lagde Jannice og Kent mærke til, at Juva var blevet meget bleg, men de forsøgte at finde en logisk forklaring.  

- Vi tænkte, at det var fordi, hun havde været indenfor så meget, eftersom hun ikke kunne løbe rundt med vennerne, siger Kent. 

LÆS OGSÅ: Jonas på 14 fik leukæmi

Da foråret kom, begyndte pædagogerne at ringe hjem til forældrene med bekymrende beskeder fra børnehaven. Én gang havde de været nødt til at give Juva sukkervand, fordi hun var så slap. En anden gang besvimede hun. 

Jannice indså, at de var nødt til at få hjælp. 

Puls var ekstremt høj

- Juva blev mere og mere træt og havde desuden en forkølelse, som ikke ville gå væk. Hun begyndte at sove i løbet af dagen for at samle kræfter til at lege, og om natten sov hun med mig. Dér opdagede jeg, at hendes puls var ekstremt høj.  

Jannice mærkede, hvordan frygten for, at Juva havde leukæmi, kom snigende. Men lægerne havde jo undersøgt hende og sagde, at alt så fint ud. 

Da foråret gik på hæld, besluttede familien dog, at de ville insistere på at få hjælp. Kent og Juvas storesøster, Jennilie, tog hende med til en sundhedsklinik i den nærliggende by Ånge. Jannice turde ikke tage med. 

Da Kent ringede hjem til Jannice, ville hun først ikke svare. Hun vidste, at hans besked ville være negativ. Da han endelig fik fat i hende, bekræftede han hendes bange anelser. Juvas blodværdier var dårlige, og hun skulle med ambulance til hospitalet i Sundsvall. Juva ville gerne have sin mor med i ambulancen, så Jannice skulle komme med det samme.

Ved at bukke under

Efter et par timer på hospitalet fik familien at vide, at Juva havde en blodsygdom og skulle overflyttes til Universitetshospitalet i Umeå samme aften. Her fik hun diagnosen ALL, Akut Lymfatisk Leukæmi. 

Da Juva havde gået med sygdommen i så lang tid, var hendes lille krop ved at bukke under, og man var nødsaget til at give hende næring via en sonde i en uges tid, inden behandlingen med cellegift kunne begynde. 

- Hun vejede 16 kilo, men alene hendes lever og milt vejede over to kilo. De var kraftigt forstørrede, og hendes hjerte var i dårlig stand. Havde vi ventet nogle dage mere derhjemme, var hun død, siger Jannice.  

I seks uger boede familien på hospitalet. Det var nogle hårde uger med intensive cellegiftbehandlinger. Særligt én aften har brændt sig fast i Jannices hukommelse. De troede, at Juva ville miste livet netop dér.  

Hun klagede pludselig over hovedpine og begyndte at tale mærkeligt. Hele hendes højre side af kroppen rystede, hun fik fråde om munden og gik i krampe.  

Troede hun var død

Jannice kunne ikke holde ud at blive på stuen, hvor hendes datter lå, så hun satte sig i rummet ved siden af og græd. Gennem glasdørene så hun, hvordan lægen bar Juva hen i et andet rum, som var hun en kludedukke. Juva havde fået et slagtilfælde og behøvede specialisthjælp.

- Da lægen kom tilbage til os efter et par timer, turde jeg ikke at møde hans blik. Jeg troede, hun var død. Heldigvis var hun stadig i live. Man vidste dog ikke, om hendes hjerne havde taget skade, siger Jannice. 

- Dagen efter så vi vores lille pige. Hun sad oprejst i sengen, og vi græd af lykke, da vi kiggede ind i hendes blå øjne. Hun var tilbage hos os og havde ikke lidt nogen hjerneskade, fortæller Kent. 

Juva havde kæmpet sig tilbage til livet og blev udskrevet kort efter. I en lang periode måtte hun hver ottende uge tilbage til hospitalet i Umeå for at modtage yderligere cellegiftbehandling.  

Fylder hver dag med glæde

- Det har været to og et halvt år, hvor livet har været fyldt med bekymringer og hospitalsbesøg. Juva fik to voldsomme krampeanfald mere, hvor hun mistede bevidstheden, siger Jannice stille. 

- Lægerne mener, at det var reaktioner på cellegiften, uddyber Kent. 

Juva er endnu ikke erklæret helt rask, men familien forsøger ikke at bekymre sig eller tænke for meget over det. De tager en dag ad gangen og fylder hver dag med glæde.  

- Vi er så taknemmelige over, at hun lever. Det er det vigtigste. Lige nu har hun det godt og er den glade, kvikke og skønne Juva, som vi kender. Hun er vores Pippi, smiler Kent om sin lille pige med den store stålvilje.