81-årig mor passer sin datter

For tre år siden fik 56-årige Anniken konstateret Alzheimer, og det fik både hendes forældre og datter til at rykke tættere sammen. I dag bor de sammen og passer godt på Anniken, som de mister lidt efter lidt.

Tidligere var Anniken en yderst travl kvinde. Hun havde et lederjob, var aktiv i politik og havde holdninger til det meste. Sådan er det ikke længere. 

I de seneste tre år har den nu 56-årige kvinde været syg af Alzheimers sygdom, der har ændret hendes opførsel markant, selv om hun længe havde svært ved at indse, at hendes hjerne var begyndt at svigte. Det samme havde hendes mor, 81-årige Reidun Annexstad, for ingen i familien havde tidligere lidt af demenssygdommen. 

– Jeg er glad for, at hun har os, og at vi kan bo sammen. Selv om der også er perioder, hvor jeg ville ønske, at jeg kunne være alene med mine tanker, indrømmer Reidun, men skynder sig at tilføje, at datteren trods alt har bevaret sit gode humør, som giver moderen en tro på, at der stadig kan ske et mirakel. 

– Et medicinsk gennembrud, siger Reidun håbefuldt. 

Læs også: Sofia har alzheimer

Tid og ord forsvandt

Anniken har det bedst, når hun er i vante omgivelser sammen med nogen, hun kender. Hendes hus i Tromsø i det nordlige Norge er bygget om til en bolig med flere lejligheder, hvor hendes forældre, Reidun og Per, samt datteren, 37-årige Christine, og hendes familie alle bor. Datteren har valgt at sige sit job i Oslo op for at flytte tættere på sin mor. 

Anniken følger gerne med i samtalen, hun er smilende og venlig, men ingen ved med sikkerhed, om hun egentlig er til stede. Hun svarer gerne på spørgsmål, men ikke altid på det, hun er blevet spurgt om. Og alt det er del af sygdommens kendetegn. 

I begyndelsen troede Anniken, at hendes problemer med hukommelsen skyldtes en trafikulykke et par år forinden. Hun havde svært ved at huske tingene, men regnede med, at det ville gå over med tiden. 

 

Læs også: Jeg mister lidt af mor hver dag

 

Fortiden er glemt

– Min mor har altid været god til at lave mad. Det var hårdt at se, da hun ikke længere magtede det. I dag ved hun knap nok, hvad et køleskab er, siger datteren. 

For Anniken er fortiden glemt. Og fremtiden er uvis. Hun lever i nuet. Christine husker, hvordan hendes mor forsøgte at virke ubekymret, da hun fik at vide, at hun havde fået Alzheimer. Hun læste om det og forsøgte at tackle sygdommen på bedste vis, selv om hun til sidst måtte indse, at hun var nødt til at stoppe på sit elskede arbejde. 

– Mor har altid været god til at tale om sygdommen, og i begyndelsen var hun modig nok til at fortælle andre, at hun var blevet ramt af en demenssygdom. Hun ønskede at få andre til at forstå, hvad det ville komme til at betyde. Min mors sygdom handler jo ikke om skam, men om sorg, siger Christine. 

 

Anniken er nu udstyret med en gps-sender, så familien altid ved, hvor hun er. Der har nemlig været episoder, hvor hun har været væk. Som under ferien til Montenegro, hvor familien har haft hus de seneste 14 år. 

Hendes syn er også påvirket i dag, så hun kan ikke længere læse og skal også have hjælp til at gøre sig i stand. Derfor får hun besøg af hjemmehjælpen tre gange om dagen til påklædning og medicinering. 

– For mors skyld må jeg være stærk, selv om jeg er ved at bryde sammen hver anden uge. Demens er en dødelig sygdom, og som pårørende er vi i en konstant sorgproces, fordi vi mister vores mor lidt efter lidt, siger Christine.