Adoptivbarnet Rikkes barske start på livet: Efterladt på trappesten

Der er 8.500 kilometer fra landsbysamfundet Terkelsbøl lidt nord for den dansk-tyske grænse til millionbyen Jinhua i Kina. Den rejse har 21-årige Rikke Huan Clemmesen foretaget mange gange i fantasien, når hun i de trygge omgivelser i Sønderjylland har tænkt på, hvor hun biologisk set kommer fra.

Rikke kunne ikke have fået bedre adoptivforældre end dem, hun sammen med sin lillesøster, der også er adopteret, har haft hos Bente og John Clemmesen i Terkelsbøl. Alligevel har hun i mange år gerne villet have svar på en række spørgsmål.

– Hvem er jeg egentlig, og hvor kommer jeg fra? Ligner jeg min mor og far? Hvorfor blev jeg bortadopteret? Har jeg søskende, og ligner de mig? Hvilket liv havde jeg fået, hvis jeg ikke var bortadopteret? spørger Rikke.

Tiden var inde

For lidt over et år siden besluttede hun at gøre noget. Hun ønskede svar på de mange spørgsmål, som hun af naturlige årsager ikke fik med dengang i august 1998, da hun på et hotel i byen Hangzhou første gang blev lagt i armene på sin nye mor fra Sønderjylland.

På indersiden af sin højre overarm har Rikke fået tatoveret to kinesiske skrifttegn. De udgør bynavnet Jinhua, hvor hendes børnehjem engang lå, og hvor Rikke boede de første halvandet år af sit liv. De to ord betyder henholdsvis guld og ring, og hun har beholdt Huan som mellemnavn.

Tatoveringen fik hun lavet i Vietnam, kort før hun i april i år under en rundrejse i Østasien besluttede, at tiden var inde til at finde ud af noget mere om den første tid i sit liv.

– Mine adoptivforældre har givet mig al den kærlighed, jeg kunne ønske mig, og jeg har aldrig følt mig forladt eller svigtet af min biologiske mor. Jeg er sikker på, at hun efterlod mig på trappestenen af kærlighed og med et håb om, at jeg ville få det godt hos en anden mor. Jeg har et dejligt liv, og på en måde gik hendes ønske i opfyldelse, siger Rikke.

Hun har altid haft en bevidsthed om, at hun som kinesisk adoptivbarn på nogle områder, specielt udseendet, var anderledes end sine danske venner. Det var heldigvis ikke et problem i barndommen, men derimod havde hun en konstant trang til at ville passe ind, og ikke skille sig unødigt ud. Med tiden lærte Rikke at hvile i sig selv og ikke hele tiden hige efter folks accept.

Kærlig plejemor

I 2017 besluttede Rikke at arbejde et halvt år som engelsklærer på en skole i Bangkok. Bagefter ville hun rejse rundt som rygsækturist i Vietnam, Bali, Cambodia, Thailand og ikke mindst Kina. Hun ville finde tilbage til sine rødder, og en dag i april i år stod hun foran det børnehjem i Jinhua, hvor hun tilbragte det første halvandet år af sit liv.

Med sig havde den sønderjyske pige kun adressen på børnehjemmet og nogle få billeder fra dengang, hun blev adopteret. Blandt dem et af hendes kinesiske plejemor, der overrakte Rikke til sin danske mor.

Forinden havde Rikke søgt efter informationer om plejemoren. Hun fik at vide, at der ikke fandtes papirer, så det ville være umuligt at finde hende.

– Børnehjemmet var for længst nedlagt. Men jeg ville have et minde med hjem fra besøget. Jeg kravlede op for at kigge ind gennem vinduerne og tog nogle billeder. Hvis jeg ikke fik andet ud af det, måtte jeg nøjes med et foto af mit ”barndomshjem”, siger Rikke med et smil.

Men heldet var med den nysgerrige kvinde fra Danmark.

Pludselig kom en lille dame trissende, og via skype-forbindelse med kinesiske venner i Bangkok som tolke lykkedes det Rikke at forklare sit ærinde. Hun fik at vide, at hun skulle komme tilbage næste dag.

Imod alle odds lykkedes det således for Rikke at stå ansigt til ansigt med den kvinde, der havde taget sig af hende det første halvandet år.

Hendes navn var Cao Hui Xiang, og hun var blevet 72 år. Plejemoderen huskede tydeligt Rikke og hendes bedste legekammerat, som blev bortadopteret til Danmark samtidig med Rikke.

Har respekt for sin mor

– Min plejemor er det sødeste menneske, og jeg fik et stort knus. Vi fik også en skype-forbindelse til min mor i Terkelsbøl, så de to kunne gense hinanden efter næsten 20 år. Det var helt surrealistisk, og det overgik alle mine forventninger. Det var, som om alt faldt på plads, og en stor sten faldt fra mit hjerte, siger Rikke.

Plejemoderen fortalte via tolk, at børnehjemmet ikke havde oplysninger om Rikkes biologiske mor. Hun er helt ukendt og anonym, og Rikke havde ikke engang en fødselsattest med sig. Derfor satte man skønsmæssigt hendes fødselsdag til den 17. december 1997, men reelt ved kun hendes mor, hvornår Rikke blev født.

Rikke blev som hittebarn fundet på børnehjemmets trappe. Det var dengang en almindelig fremgangsmåde for kinesiske kvinder, der af den ene eller anden årsag ikke magtede at beholde deres barn. Der var heller ingen oplysninger om, hvorfor den biologiske mor havde ventet tre-fire måneder, inden hun gav Rikke fra sig.

– Jeg har ingen dårlige følelser omkring min biologiske mor, tværtimod. Jeg er sikker på, at hun gerne ville have beholdt mig, hvis det havde været muligt. Men hun mente sikkert, at jeg ville få det bedre et andet sted. Det har jeg respekt for.

Føler mig mere hel

– På børnehjemmet fik jeg navnet JinHua, og den sidste del af navnet betyder foruden ring at rejse rundt. Det må man sige var ganske passende, idet jeg rejste rundt i Østasien i otte måneder, fortæller Rikke.

Tilbage i Sønderjylland har Rikke kun positive oplevelser efter mødet med børnehjemmet og sin plejemor. Hun føler sig som et mere helt menneske efter at have fået fortalt historier om det første halvandet år af sit liv. Rikke fik blandt andet at vide, at hun var et helt normalt og glad barn. Der var aldrig problemer med hende, og hun elskede at lege med veninden Sofie, der kom til Aarhus. De to har stadig kontakt.

Det samme har Rikke med sin plejemor og hendes familie i Jinhua. Hun er ofte i forbindelse med plejemorens søn, der kan engelsk.

Rikke er glad for, at hun gjorde forsøget, og at det ud af Kinas 1,3 milliarder mennesker lykkedes hende at finde sin plejemor.

Derved kunne hun lægge en stor brik til det puslespil, som de fleste adoptivbørn forsøger at stykke sammen. Rikke opfordrer andre i hendes situation til at søge efter deres biologiske rødder, selv om det kan virke svært. Men for Rikke lykkedes det, og det har alt sammen kun været positivt.