Adriana blev født som dreng

Der dufter af nybrygget kaffe hjemme hos Elise Sjögren, 52, og hendes datter Adriana, 22. Mormor Katja, 73, er på besøg, og stemningen er hyggelig og hjertevarm som altid.

– Vi har altid stået hinanden nært og mødes ofte, siger Katja og giver sit barnebarn et kram.

I dag er der tre kvinder rundt om køkkenbordet. Men sådan har det ikke altid været. Indtil for bare nogle år siden levede Adriana som Adrian.

– Jeg har følt mig anderledes, siden jeg var lille, men det var først i forbindelse med seksualundervisningen i gymnasiet, at jeg fik at vide, at der er noget, der hedder transseksuel, fortæller Adriana.

Sprang ud med stil

Nu lever hun helt som kvinde, og hun har indledt en kønsskifteproces. Men der gik mange år, før hun turde afsløre sin hemmelighed. Da det skete, kom det som en stor overraskelse for hendes nærmeste.

– Jeg havde aldrig tænkt over, at Adrian var anderledes end andre drenge på sin alder. Jeg vidste knap nok, hvad det indebar at være transseksuel, før hun fortalte det til mig, siger hendes mor og fortsætter:

– Jeg plejer at sige, at jeg havde en søn og fik en datter. Uanset hvad, så er hun mit barn, og hun må gøre, hvad hun vil, så længe hun er lykkelig.

Adriana sprang ud som kvinde med stil – midt under fejringen af studenterhuen.

– Det var nok mere et chok for min mor end for mig, griner Elise. Blot nogle dage forinden havde Katja set sit barnebarn i sin studenterhabit.

Har et tæt forhold

– Jeg syntes, han var så flot i sin habit, og tænkte først, at det var ærgerligt ikke at få ham at se i den til studenterfesten. Men det blev den bedste studenterfest, jeg har været med til. Adriana var så fin i sin kjole, og jeg blev rørt, da jeg så al den kærlighed og alle de positive reaktioner, som mit barnebarn fik fra sine klassekammerater.

Adriana smiler kærligt til sin mormor. Efter det første chok havde lagt sig, blev deres forhold lige så varmt og tæt som før.

Og det sker ofte, at både Elise og Katja tager med Adriana, når hun skal købe tøj og sminke. For tre år siden gik de begge med i Pride-paraden i Malmø for at vise Adriana deres støtte.

En lang og smertefuld vej

– Adriana stod på ladet af en lastbil, mens vi gik efter den. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg har aldrig set så megen kærlighed og varme som den, der kom fra folk på gaderne. Der var ingen negative reaktioner, fortæller Katja.

Nu føler Adriana sig endelig tryg i sin identitet. Men vejen dertil har været både lang og smertefuld.

LÆS OGSÅ: Mobning fik 13-årig til at flygte ind i døden

– Jeg vidste allerede i en tidlig alder, at jeg ikke var som andre drenge, men jeg forstod ikke hvorfor. Jeg var mest interesseret i at lege med piger og deres barbiedukker, siger Adriana.

Hun plagede sin mor og fik til sidst sin egen dukke – drengedukken Ken. Men den klædte hun af og gav ham i stedet pigetøj på.

Mobbet hver dag

I skolen blev hun mobbet hver dag, fordi hun var anderledes, og det blev ikke bedre af, at hun tog meget på i vægt.

– Jeg blev kaldt ”fede” og ”bøsse”. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor de kaldte mig bøsse. Det var inden, jeg selv vidste, at jeg var transseksuel.

Første gang hun fik en forklaring på og et ord for, hvorfor hun følte sig anderledes, var altså til seksualundervisningen i 14-årsalderen.

– Efter undervisningen gik jeg direkte hjem og søgte på nettet efter mere information om, hvad det indebærer at være transseksuel. Det passede præcist på mig, og for første gang havde jeg et svar på mine spørgsmål om, hvem jeg var.

Holdt det hemmeligt

Men der skulle gå flere år, før Adriana vovede at springe ud som transseksuel. Hun turde ikke gøre noget, som ville give hendes plageånder endnu en anledning til at chikanere hende. Det var nok at blive drillet med at være tyk.

– Jeg var kraftigt overvægtig og vejede 130 kilo, da jeg startede i gymnasiet. Det var en konsekvens af mobningen. Jeg trøstespiste og havnede i en ond cirkel.

Men selv om hun bevarede sin hemmelighed, behandlede klassekammeraterne hende, som om hun var smittet med pest. De ville ikke sidde ved siden af hende, og hvis hun havde rørt ved en bog, nægtede de at røre ved den. En dag blev der sendt et stykke papir rundt blandt eleverne, hvor de skulle skrive, om de troede, at Adriana var homoseksuel.

Skadede sig selv

Mobningen førte til, at hun udviklede en selvskadende adfærd og skar i sig selv med skarpe glasskår, som hun knugede så hårdt, at blodet løb ned ad hendes hænder.

– Til sidst ville jeg ikke leve mere. En dag spurgte jeg endda min mor, om det gjorde ondt at kaste sig ud foran et tog.

Elises blik bliver sørgmodigt, mens hun hører Adriana tale om den værste tid i sit liv. Elise kæmpede i disse år som en løvinde for sit barn. Hun indberettede skolen for ikke at stoppe mobningen, og Adriana endte med at skifte skole to gange.

Det var først, da hun fyldte 18 og begyndte at frekventere en homobar i Malmø, at hun til sidst fik modet til at springe ud som den, hun er.

– En aften, hvor jeg var lidt beruset, fortalte jeg min far, at jeg er transseksuel. Han var meget forstående.

Spillede en rolle

Dagen efter fortalte Adriana også sin mor, at hun altid havde følt det, som om hun var født i en forkert krop.

– At være transseksuel er ikke noget, jeg har valgt. Jeg er født sådan, og det forsøger jeg at forklare alle, som undrer sig. I alle årene har jeg foregivet at være en dreng. Jeg har været som en skuespiller, der spillede en rolle.

Da den første overraskelse havde lagt sig, tog Elise beskeden om, at hun havde fået en datter i stedet for en søn, med ro.

– Jeg havde ikke set det komme, da jeg aldrig har syntes, at Adrian var specielt feminin. Men det forklarede en hel del. Pludselig forstod jeg, hvorfor han så gerne ville være luciabrud, da han gik i børnehave.

– Jamen, mor. Du må da have undret dig over, hvorfor jeg så gerne ville lege med dit tøj og dine sko, da jeg var yngre, siger Adriana.

– Nej, det var faktisk ikke noget, jeg tænkte over.

Elsker at synge

Efter at Adriana havde fortalt sin hemmelighed til sine nærmeste, kunne hun begynde at leve åbent som kvinde derhjemme. Men hun gik stadig i skole som Adrian. Sit rigtige liv levede hun ud på natklubber i Malmø, hvor hun optrådte som dragqueen.

– Sang og musik har altid været vigtigt i mit liv, siger hun.

Både Katja og Elise har været med Adriana, når hun har købt kostumer og parykker til sine optrædener.

– Jeg var med Adriana en af de første gange, hun købte kvindetøj, fortæller hendes mormor.

LÆS OGSÅ: Sådan opdager du mobning

– Men hun lyttede hverken til dine eller mine råd, griner Elise.

– Nej, vi har ikke samme smag, når det gælder tøj og sko, siger Adriana med et glimt i øjet.

Begyndte at tage hormoner

Hendes optrædener som dragqueen gav hende modet til at iføre sig sminke og blå kjole til studenterfesten, hvor hun også optrådte med hittet ”Hello” af sangerinden Adele.

– Adriana var så stærk og modig. Der var enkelte, som kom med en negativ kommentar, da hun sang, men de blev hurtigt tysset ned af hendes klassekammerater, siger Katja og understreger, at hendes barnebarn sang utroligt smukt.

For halvandet år siden begyndte Adriana at tage hormoner for at få en mere kvindelig krop. Målet er at få foretaget et kirurgisk indgreb.

– Jeg er ikke mig selv i min krop. Jeg har altid følt en afstand til den, og jeg ville ønske, at jeg var født i den rette krop. Det havde gjort alting meget nemmere.

Adrianas mange kampe har dog også gjort hende stærkere, og i dag er hun en ung kvinde, som er fuld af selvtillid og drømmer om en karriere som sangerinde.

– Jeg vil være en verdensberømt artist og stå på de store scener. Når jeg er færdig med mine højskolestudier, hvor jeg vil forbedre mine karakterer fra gymnasiet, håber jeg at kunne rejse til Los Angeles, siger Adriana og smiler. Hun vil frem i verden og har ikke tænkt sig at skjule sig længere.