Advokaten fortæller: Intime detaljer i retten

Ida er blevet udsat for voldtægt og skal i retten vidne mod gerningsmanden. Hun er i tvivl om, hvor mange detaljer hun skal fortælle, da det er meget intimt. Advokat Louise Vinkle giver sit råd her.

FRA KONTORET: Jeg er bistandsadvokat for Ida, der har været udsat for en fuldbyrdet voldtægt og nu skal i retten for at vidne mod gerningsmanden.

Inden retssagen fortæller jeg hende, at vi kan anmode om, at gerningsmanden bliver ført ud af retslokalet, mens hun afgiver forklaring. Men det ønsker Ida ikke.

Hun går til psykolog, og de er blevet enige om, at det vil være godt for hende at se gerningsmanden i øjnene igen, og at retslokalet er et trygt og sikkert sted at gøre det.

Ida er dog bekymret for, hvor detaljeret hun skal være under sin forklaring. Hun har været udsat for noget meget privat og intimt, og det har hun ikke lyst til at fortælle en masse mennesker.

Jeg forklarer, at hendes forklaring netop skal have alle enkeltheder med. Hvis anklageren ikke mener, at hun går nok i detaljer, vil der blive stillet direkte spørgsmål, så alt kommer frem. Det er ikke, fordi anklageren ønsker at stille hende i en ubehagelig situation, men det er nødvendigt for at løfte bevisbyrden for, hvad der er sket.

Vi aftaler, at jeg anmoder retten om at lukke dørene under Idas forklaring. En straffesag er som udgangspunkt med åbne døre, så alle interesserede kan overvære sagen. Men det er muligt at anmode om lukkede døre i for eksempel en voldtægtssag, hvor det for vidnet er meget intime detaljer, der kommer frem.

Når dørene er lukkede, må der ikke være andre til stede i retslokalet end dommere, tiltalte, anklageren, forsvareren, vidnet og vidnets bistandsadvokat. Og naturligvis politi eller vagter, hvis det er nødvendigt.

Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!

Da vi møder op i retten, sidder der nogle unge jurastuderende, som gerne vil overvære en straffesag. Jeg anmoder derfor retten om at lukke dørene under Idas forklaring. Retten lukker dørene, og de unge jurastuderende bliver bedt om at forlade lokalet.

Ida får afgivet forklaring, og den tiltalte bliver idømt halvandets års fængsel. Derudover skal han betale en godtgørelse til Ida på 100.000 kroner samt hendes udgifter til psykolog. Ida er glad og lettet, da det hele er overstået.

Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!

Fakta

Dørene er som udgangspunkt åbne under en straffesag. Det betyder, at alle må gå ind i retten og overvære sagen.