Advokaten fortæller: Overraskende adoption

Advokat Louise Vinkle opdager, at tre søskende er adopteret, da hun undersøger  arveforhold for dem. Hun er i tvivl, om hun skal fortælle dem det eller ej.

FRA KONTORET: I et af de første dødsboer, jeg behandlede som helt ny fuldmægtig, var arvingerne tre døtre. De havde mistet deres far for en del år siden, og deres mor havde siddet i uskiftet bo efter faren. Nu var moren død, og boet efter begge forældre skulle skiftes.

De tre søstre havde været til et bomøde på kontoret, hvor vi blandt andet havde talt om arveforholdene, og jeg havde oplyst, at da boet blev behandlet som et bobestyrerbo, havde jeg pligt til at indhente en arvingsundersøgelse. Det betød, at jeg ville undersøge arveforholdene via Rigsarkivet og relevante folkeregistre. Det var døtrene indforstået med.

Da jeg modtog svaret på arvingsundersøgelsen, kunne jeg se, at alle tre piger var blevet adopteret som spædbørn. De var adopteret efter de nye regler, så det havde ingen betydning for deres arveret – de var alle tre fuldt arveberettiget efter deres adoptivforældre på samme måde som biologiske børn.

Køb abonnementOg få Ude og Hjemme hver uge

Jeg var derfor i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortælle døtrene, at de var adopteret. Jeg vendte problemstillingen med kontorets øvrige advokater, som også var i tvivl om, hvad der var det juridisk og menneskeligt rigtige at gøre. Vi gik ud fra, at døtrene ikke kendte til adoptionerne, eftersom de ikke havde nævnt det, da vi talte om arveforholdene ved mødet.

På den ene side mente vi ikke, at vi skulle fortælle døtrene, at de var adopteret, når forældrene havde valgt ikke at gøre det, og det i øvrigt ikke havde nogen juridisk betydning for fordelingen af arven. På den anden side mente vi ikke, at vi kunne tillade os at beholde den information for os selv, når vi under boets behandling var kommet i besiddelse af den.

Vi blev dog enige om, at rigtigste var at fortælle døtrene, at de var adopteret. Jeg valgte at indkalde dem til et møde, så jeg kunne sige det personligt. Jeg var nervøs for, hvordan de ville reagere på beskeden.

Men da jeg havde fortalte de tre kvinder om adoptionen, svarede de, at det vidste de godt. De havde ikke nævnt det, fordi de ikke regnede med, at det havde nogen betydning for boets behandling.

Men når nu jeg havde en kopi af døtrenes adoptionsbevillinger, ville de gerne have en kopi, for dem havde de aldrig set. Jeg fik taget kopier og sendte døtrene ud ad døren igen.