Alene mod hajerne

Bølgerne blev større og højere, end jeg brød mig om, og jeg blev svimmel af de tunge dønninger. Min intuition sagde, at der var noget galt. Pludselig begyndte færgen at krænge og kunne ikke holde sig på ret køl. Jeg gik mod agterdækket, der allerede stod halvt under vand. Mine medpassagerer var bange og panikslagne.

Bølgerne blev større og slog hen over dækket og fik hver gang skibet til at synke dybere ned i havet. Mænd sprang i vandet uden redningsveste. Kvinder rutsjede hen over dækket med et fast tag i hinanden. Jeg nægtede at blive grebet af panik og ledte efter redningsvestene. Til sidst fandt jeg dem i et lille rum.

Mit navn er Silke Jespersen, og da jeg var 25 år gammel, var jeg om bord på en mindre færge ud for Balis kyst, da helvede brød løs. Færgen tippede over, og meterhøje bølger hamrede ned over de skrøbelige kroppe i vandet. Mange kvinder bar flere lag tøj, der trak dem ned i dybet.

Jeg prøvede at hjælpe, men de var paniske og jeg kunne ikke nå dem. Jeg forsøgte at få fat i et stykke træ eller noget andet, der kunne holde mig flydende. Jeg svømmede rundt mellem sandaler, plastikposer, tørklæder og andre vragdele. Mine læber brændte af salt. Mine arme og ben var stive. Jeg forsøgte at orientere mig. Jeg vidste, at de små øer omkring os var min sidste redning. Efter dem var der kun det åbne hav!

Jeg kunne mærke, at jeg havde beskadiget min vrist, og jeg trak mine jeans af. Så tog jeg min T-shirt af og brugte den som forbinding. Bølgerne kastede mig rundt. Men så længe jeg holdt mig flydende, ville jeg være i live. Skibsvraget, skrigene og panikken havde jeg lagt bag mig. Men så ramte en uhyggelig tanke mig: Hajer! 

Mens jeg svømmede rundt med en skadet fod, som efterlod et tyndt spor af blod, havde jeg svært ved at vurdere, om det, jeg så, var hajfinner eller bølgernes skarpe aftegninger. Jeg var taknemmelig for hvert minut, der gik, uden at jeg var blevet bidt eller trukket ned under bølgerne. Jeg tænkte på min familie og alle de mennesker, jeg elskede – dem, jeg ønskede at leve for.

Pludselig hørte jeg en stemme. Imellem to bølger fik jeg et glimt af en mand, som plaskede rundt i sin redningsvest. Han sagde, han hed Vea. Som ved et trylleslag trak Vea en pakke chokolade op af sin lomme. Dette enkle morgenmåltid midt i det åbne hav, delt ligeligt mellem to udmattede mennesker, var en gave på højde med at være i live. I flere timer nød jeg at have mødt Vea. Jeg var ikke længere alene. Pludselig fik vi øje på et lille fly. Vi brugte vores tøjstumper som flag, men flyet blev mindre og mindre og forsvandt ud i intetheden.

Der kom ingen hjælp. Under den ubarmhjertige sol blev vi mere og mere fortvivlede, og lidt efter lidt gled vi ind i en søvnlignende tilstand. Det var præcis i det øjeblik, i sekundet mellem liv og død, at jeg så øen. Ikke kun øen, men også træer, som slyngede sig op over klipperne. 

Vi kæmpede os hen til øens stejle klippevæg. Bølgerne var så kraftige, at det tog os flere timer at finde et sted, hvor vi kunne finde fodfæste. Nøgne, udmattede og forbrændte af solen kollapsede vi på bredden. Vi havde på det tidspunkt svømmet i mere end 16 timer. Vi lå halvt bevidstløse, mens solen prøvede at klemme de sidste kræfter ud af vores trætte kroppe. To fiskere i en båd fik øje på os og kom os til undsætning. Kun 39 af de 380 passagerer havde overlevet.

Forliset har fundamentalt ændret min måde at leve på. Jeg tager intet for givet længere og jeg er taknemmelig for hver eneste dag jeg lever.

Læs også: Dødens landevej