Alicia blev kidnappet af pædofil: Jeg vidste, han ville slå mig ihjel.

Hans svedige hånd klemmer så hårdt om hendes, at hun føler, den er ved at brække. Hun kigger ud af bilruden og ser på vejskiltene, hvis navne går fra at være nogen hun kender, til nogen hun aldrig har hørt om før. ”Vær stille”, ”vær god” beordrer manden bag rattet, der netop har kidnappet den 13-årige skræmte Alicia Kozakiewicz.

- Han truede mig med, at jeg ville komme i bagagerummet, hvis jeg ikke adlød, så det gjorde jeg, for i alle de film, jeg har set, ligger der altid kun lig i bagagerummet, siger Alicia, der i dag er 28 år gammel.

Nytårsdag i 2002 kidnappede den dengang 38-årige computerprogrammør Scott Tyree Alicia uden for hendes hjem i Pittsburgh, Pennsylvania, og holdt hende fanget og misbugte hende i sit hus i Herndon, Virginia, i fire dage.

Du kan også læse om nyfødte Victoria, der blev kidnappet af falsk sygeplejerske.

Kidnappet af min ven

Men Alicias mareridt begyndte ikke den dag, hun blev kidnappet. Det gjorde det allerede otte måneder før på hendes eget værelse inde i et chatrum.

Her mødte hun Tyree, der udgav sig for at være en dreng på hendes egen alder. Her var han hendes ven. Han kunne lide den samme musik, bøger og film, som hun kunne. Hun kunne tale med ham, om de problemer hun havde, og han gav hende altid gode råd.

- Jeg stolede virkelig på ham. Jeg sagde ja til at mødes med ham, men jeg kan stadig ikke svare på hvorfor, for det var så langt fra den person, jeg var, siger Alicia og fortæller, at hun var en genert og stille pige, der sjældent rakte hånden op i klassen.

Du kan også læse om Josephine, der blev misbrugt af mors kæreste.

Nåede ikke desserten

Mellem hovedretten og desserten til familiens fejring af nytårsdag spurgte hun sin mor, om hun måtte gå op og lægge sig. Men i stedet sneg hun sig ud af hoveddøren og gik alene ud i mørket, som hun ellers aldrig gjorde uden en voksen.

Udenfor var der dækket af sne, der knaste under fødderne på hende, og det var bidende koldt. Hun havde ingen jakke på, for hun planlagde at komme tilbage et øjeblik senere.

Hun gik op ad gaden i det rolige, trygge nabolag, der var helt mennesketomt. Når hun så sig tilbage, kunne hun stadig se sit hus.

For sent

Men så begyndte en lille stemme i hendes hoved at tale til hende, husker hun. ”Hvad laver du? Det er farligt, du skal vende om og gå hjem!”.

- Pludselig blev jeg mig selv igen. Jeg vendte om for at gå tilbage, men så hørte jeg en råbe mit navn, og da var det allerede for sent, siger Alicia.

Alicia husker ikke meget fra selve kidnapningen. Hun har stadig den dag i dag hukommelsestab og husker ikke, hvordan hun endte i bilen. Men hun husker, at hun vidste, at hun var i stor fare.

– Det var så frygteligt, at jeg ikke har ord for det, men jeg prøvede hele tiden at tænke rationelt. Hvis jeg fik chancen for at komme hen til en telefonboks, hvad skulle jeg så gøre. Jeg prøvede at tænke alle mine muligheder igennem, siger hun.

Lænket fast til gulvet

Efter en fem timer lang køretur, der føltes både utrolig lang og så alligevel så kort, stoppede bilen. Han åbnede døren og trak hende indenfor i huset og ned ad trappen til kælderen. Foran sig så hun en dør med en stor hængelås, og bag den lå et rum, som han skubbede hende ind i.

På væggen hang alverdens sadistiske redskaber, som en 13-årig slet ikke kan kapere, husker Alicia. Han tog hendes tøj af og låste et hundehalsbånd fast om hendes hals og trak hende med sig op i hans soveværelse, hvor han lænkede hende fast til gulvet.

– Han sagde: ”det her bliver hårdt for dig, det er o.k. at græde”, og så voldtog han mig første gang, siger Alicia.

Hun mistede hurtigt tidsfornemmelsen. Det hele var som en lang dag, der aldrig stoppede. Hun gjorde alt, hvad han bad hende om, ligegyldigt hvor ulækkert og forfærdeligt det var, for hun ville bare overleve.

I begyndelsen havde hun et håb, for det var alt, hvad hun havde at holde fast i.

Hun vidste, at hendes familie ville gøre alt for at redde hende. Men det store spørgsmål var, om de ville finde hende i tide.

Det sidste måltid

Om morgenen den 4. januar kiggede han hende i øjnene og sagde:
– Jeg er begyndt at kunne lide dig for meget. Vi kører en tur i aften.

Og samme morgen gav han hende mad for første gang.

– Jeg var sikker på, at nu ville han slå mig ihjel. Jeg tænkte, at jeg ville bekæmpe ham, men jeg havde forsøgt, og jeg vidste, at jeg ikke ville vinde. Der mistede jeg alt håb, siger Alicia.

Tyree tog på arbejde og efterlod Alicia helt alene.

Folk har efterfølgende spurgt hende, hvorfor hun ikke forsøgte at skrige og råbe efter hjælp. Men hun var skræmt fra vid og sans og troede, at det var endnu en af hans mange manipulerende lege.

– Jeg tænkte, at han bare ville lade, som om han ikke var der, og det øjeblik, jeg skreg, ville han komme ind og dræbe mig, siger hun.

Hun husker, at hun tænkte på sine forældre. Hvornår havde hun sidst sagt, at hun elskede dem? Hvad var hendes sidste minder med dem? Skulle hun aldrig se dem igen? Og ville de aldrig se hende igen?

– Ville de nogensinde få at vide, hvad der var sket med mig? Måske troede de, jeg var stukket af og ikke elskede dem mere, og det var den værste tanke for mig, husker Alicia, der var begyndt at acceptere, at hun skulle dø.

Befrielsen

– Vi har pistoler, vi har pistoler.

Lyden af råbende mennesker fik Alicia ud af tankerne. Hun var sikker på, at det var ham, der havde sendt nogen for at skade hende, så hun gemte sig under sengen, mens hun kunne høre, at huset blev gennemsøgt.

Selv om hun forsøgte at være stille, måtte hun alligevel have givet lyd fra sig, for pludselig var der en, der råbte ”bevægelse derovre”.

– Jeg så et par sorte støvler gå rundt om sengen, som jeg gemte mig under, og en mand bad mig om at kravle ud og tage hænderne over hovedet. Jeg trak kæden med mig, og prøvede at dække min nøgne krop så meget som muligt. Da jeg rejste mig, så jeg lige ind i løbet på en pistol, og jeg tænkte, at nu ville jeg dø.

Men så vendte manden sig om og afslørede tre gule, magiske bogstaver på sin jakke, ”FBI”.

Halsbåndet blev fjernet, og hun var fri.

– Det var et mirakel, de mennesker er mine helte, mine engle, det er deres hårde arbejde, der er skyld i, at jeg lever i dag, siger Alicia.

Tyree havde begået den fejl at prale om sine bedrifter på nettet. Han havde offentliggjort billeder og videoer af sin fangst på et onlineforum. En anonym bruger genkendte den savnede pige og kontaktede FBI og gav dem brugernavnet på Tyree, hvilket gjorde dem stand til at spore hans IP- adresse og på den måde finde ud af, hvem han var, og hvor Alicia befandt sig.

Tilbage til livet

Genforeningen med forældrene var et stort øjeblik. Hun nåede hen til sin far først, og deres kram er et, hun aldrig vil glemme.

– Jeg var befriet, og jeg vidste, at det var overstået, og at den mand var anholdt og ikke kunne skade mig mere. Men det var først, da jeg krammede min far, at jeg tænkte, at mareridtet var helt ovre, og at der ikke var nogen, der kunne skade mig mere. Jeg følte mig tryg igen, siger hun.

Hun troede, at hun nemt kunne falde tilbage til sit normale liv, for hun havde stadig de samme venner, den samme familie, den samme skole og var stadig den samme person

– Men jeg var ikke længere den samme. Den person, jeg var, var på mange måder myrdet af den her mand. Det var svært at se andres liv være så normalt og uforandret, og så se mit eget være så ødelagt.

Kæmper videre

Men Alicia lærte at starte forfra og komme videre med sit liv.

Det, der virkelig hjalp hende, har været at dele sin historie. At give det forfærdelige, der var sket med hende, til et godt formål. Hun har gjort det til sin mission at lære børn og unge om internetsikkerhed gennem ”The Alicia Projekt”, for at forebygge at andre børn skal opleve det, hun har været udsat for.

Selv om Alicia har fundet fodfæste i livet igen, indrømmer hun, at det stadig kan være svært.

Mareridtene kommer i ny og næ, men hun oplever sjældent flashbacks. Hun kan dog stadig have svært ved at stole på andre.

– Det tog mig lang tid at lære, at voldtægt handler om magt og kontrol, og det gør kærlighed ikke. At en mand forsøger at holde mig i hånden og kramme mig har ikke noget at gøre med, hvad det monster gjorde ved mig, siger hun og forsætter:

– Selv om nogen har gjort dig fortræd, så fortjener du kærlighed, at være lykkelig, at gå efter dine drømme. Det her er noget, der er sket for mig, og det vil altid være en del af mig, men jeg kan ikke lade det definere hele mit liv, siger Alicia.